Anmeldelse: ’American Fiction’ er en sublim debut, du ikke må gå glip af

Thelonious ’Monk’ Ellison (Jeffrey Wright) er godt træt af tilværelsen. Han er professor i litteratur ved et universitet i Los Angeles, hvor han ikke kan udstå de trælse hvide snefnug blandt de studerende, der approprierer, hvad der er acceptabelt at tale om, selv om de ikke har ret til det.

Den temperamentsfulde underviser får en venlig henstilling om, at han skal tage til et seminar i barndomsbyen Boston og lige køle ned, indtil bølgerne har lagt sig.

Til konferencen bliver han bekræftet i sin værste antagelse om, at det hvide udgivelses-Amerika kun er interesseret i afroamerikaneres historier, hvis der er en god portion traumeporno og stereotypiske elementer med.

Han er desillusioneret over ikke selv at kunne få udgivet noget, og derfor beslutter han sig for at få alle frustrationerne ud gennem en novelle med alle de værste klichéer, han overhovedet kan komme på. Det går dog hverken værre eller bedre end, at nogen rent faktisk vil udgive bogen.

Monks agent Arthur (John Ortiz) overbeviser ham om, at han skal skabe en falsk forfatteridentitet som en tidligere forbryder, Stagg R. Leigh – den fonetiske udtale af Stagger Lee, hovedpersonen i sangen af samme navn og øgenavnet til Lee Shelton, en kultkriminel – og gå med på legen.

Samtidig døjer han med en familie tæt på total opløsning. Farens selvmord flere år tilbage hænger stadig tungt over Monk, hans søskende Lisa (Tracee Ellis Ross) og Cliff (Sterling K. Brown) samt moren Agnes (Leslie Uggams), som langsomt er ved at forsvinde ind i Alzheimers destruktive tåger.

Kort sagt, er den knarvorne forfatters liv alt andet end ligetil.

Blændende debut

Den debuterende instruktør Cord Jefferson – som har en lang karriere i serieland, hvor han bl.a. har arbejdet på Master of None, The Good Place, Succession og Watchmen (som han vandt en Emmy for) – har adapteret Percival Everetts roman Erasure med sprudlende effektivitet.

Er American Fiction et drama med komedieelementer eller en komedie med dramatiske øjeblikke? Det kommer nok an på, hvem der ser filmen, men humor gennemsyrer alle aspekter.

Og balancen mellem humor og alvor er sjældent set så perfekt, som det er tilfældet her.

Satiren over det hvide samfund, som forherliger afroamerikanske traumehistorier, er usædvanligt skarpt og relevant. Tonalt er vi ovre i samme område som Boots Riley (Sorry to Bother You, I’m a Virgo) har taget til exceptionelle absurde højder. Jefferson syrer dog ikke ud på samme måde i magisk realisme, men holder historien stærkt forankret i realismen.

Det eneste tidspunkt, der bliver leget med den slags, er, da Monk skriver bogen My Pafology. Han sidder i scenen, som han skriver, mens karaktererne er omkring ham og taler til ham, hvis der er noget, de ikke synes giver mening. Metalaget går fint i spænd med forlægget, der er alt andet end ligefremt i sin udformning.

Jeffrey Wright er intet mindre end fantastisk i hovedrollen. Få kan formidle indignation med samme sammenbidte indædthed som han, der det næste øjeblik fyrer sylespidse og eminent sjove replikker af sted.

Karakteren og Wrights præstation er noget udover det sædvanlige, og det er derfor ikke så underligt, at både han og Cord Jefferson er blevet Oscar-nomineret for henholdsvis bedste mandlige hovedrolle og bedste adapterede manuskript.

Perfektion til mindste detalje

Udover de to nomineringer er American Fiction også nomineret til bedste film, Laura Karpman for sin stemningsfulde, let jazzede score og slutteligt Sterling K. Brown for bedste mandlige birolle.

Det er vitterligt definitionen på en god birolle. De gange, Brown er med i filmen, er det fuldkommen elektrisk. Cliff er nyligt skilt, efter at hans kone har opdaget, at han har haft en affære med en mand. Han har en fornyet appetit på livet og meget at indhente på den homoseksuelle front, så der er fuld knald på.

Charmerende, sjov og tragikomisk som få – hvert sekund med skuespilleren er en vidunderlig nydelse.

Der er så mange facetter og små sidehistorier i løbet af American Fiction, at en mindre dygtig instruktør ville have knækket nakken. Men Cord Jefferson etablerer sig allerede her med sin første film som en fortællemaestro, der i den grad er i stand til at flette uendeligt mange tråde sammen, så det til slut udmønter sig i et ekstraordinært resultat.

American Fiction er uden tvivl en af årets bedste film, og man kan kun håbe på, at Prime Video snart får taget sig sammen til at lave biografvisninger herhjemme på deres gode film. Bottoms, Saltburn og American Fiction havde alle klædt et biograf-lineup, især fordi der er tale om film, som tør noget andet end det sikre metervare-pladderdrama, som fylder alt for meget i landskabet.

Indtil da må vi nøjes med at nyde kvaliteten under de bedst mulige omstændigheder. For hvis der er noget American Fiction fortjener, er det at blive set, genset og værdsat til fulde under optimale forhold.

Der er grin, gråd og eftertænksomhed for alle pengene og mere til – Coraline (Erika Alexander), som Monk har et godt øje til, er fænomenal. Få film har været så strømlinet og perfekt udført som American Fiction. Når filmåret skal gøres op, er det en af den slags, som kommer til at kandidere til årets bedste. Og med det udvalg, vi har haft indtil videre, siger det næsten alt om dens store kvaliteter.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: