
Anmeldelse: Det kræver altså mere end det her at lave en god agentserie

The Recruit sæson 2
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 30. januar 2025
Genre: Thriller, drama
Instruktører: Doug Liman, Julian Holmes
Medvirkende: Noah Centineo, Angel Parker, Colton Dunn, Fivel Stewart, Vondie Curtis-Hall, Kristian Bruun, Maddie Hasson
Land: USA
Spilletid: 6 afsnit af cirka 50 minutter
Owens mange dumme beslutninger skaber troværdighedsproblemer og får CIA til at fremstå temmelig uprofessionelle. Det ødelægger den samlede oplevelse af gensynet med ‘The Recruit’ på Netflix.
Første sæson af CIA-serien om advokaten Owen Hendrix (Noah Centineo) endte på noget af en cliffhanger, da Max Meladze blev skudt og dræbt af sin egen datter, Karolina, lige for øjnene af Owen.
Vi blev desuden præsenteret for flere praj om, at Karolina var russisk spion, der forhindrede Max i at afsløre den russiske mafiaboss, Kirill.
Anden sæson starter i kølvandet på denne hændelse, og Owen er nu ved at blive bortført. Det er desværre en unødvendig lige på-start, hvor Karolina truer med at dræbe Owen, mens han desperat forsøger at overbevise hende om, at det er bedst at lade ham leve.
Det ender med et slagsmål mellem de to, der ganske vist er både velkoreograferet, realistisk og tæt på at falde ud til Karolinas fordel, men som i sidste ende er ligegyldigt. Vi befinder os mindre end fem minutter inde i første afsnit af sæsonen, så det kommer næppe som en overraskelse, at Owen kommer derfra i live.
Det er desværre den slags unødvendige spænding, der præger seriens anden sæson - præcis som med første.

Manglende troværdighed
Efter med “nød og næppe” at have overlevet vender Owen tilbage til sit advokatjob hos CIA. Her bliver han straks kaldt ind til chefen, Walter Nyland (Vondie Cyrtis-Hall), der er alt andet end tilfreds med udfaldet af den forrige mission, der kostede Max livet.
Som straf bliver Owen bogstavelig talt bedt om at sætte sig ind på sit kontor og gøre absolut ingenting, mens sagen undersøges. Owen forsøger med sin vanlige charme at overbevise Nyland om, at det er en dårlig ide, da han ikke er god til at lave ingenting.
Det viser sig også, at han ikke bare skal sidde på sit kontor, de andre ansatte må heller ikke kontakte ham, da han er blevet “isoleret”. En af hans kollegaer får ham alligevel fortalt, at ingen ønsker at rense hans navn, og at sagen kan trække ud til at vare for evigt. De sætter endda penge på, hvor længe, der går, inden Owen selv siger op.
Det er svært rigtigt at tro på CIA’s vigtighed og professionalisme, når de til at starte med ansætter en advokat, der er så inkompetent, når det kommer til at varetage agenturets dokumenter og hemmeligheder.
Han tager hverken sig selv, sit job eller sine kollegaer seriøst, og det er trættende konstant at være vidne til, når serien tager sig selv så forbandet alvorligt. Det giver den et stort troværdighedsproblem.
Helt meningsløst bliver det, da Owen modtager et brev på sit kontor, der indeholder en hemmelig kode, der viser sig at komme fra den sydkoreanske hovedstad Seoul. De har lige brugt så lang tid på at forklare seerne, at han skal isoleres og forhåbentlig siger op.
CIA’s udvalg af kompetent personale må godt nok være sløjt, siden de alligevel ender med at sende Owen afsted på denne mission til Sydkorea, der viser sig at være mere kompleks end først antaget.
Han er da også kun lige ankommet til Seoul, inden han opsøger en gammel flamme fra sin barndom, der bor i byen. Herefter tager han på natklub, hvor han er nødt til at holde lav profil, da personen de leder efter befinder sig der. Men nej, Owen bliver involveret i et slagsmål, bliver opdaget og efterfølgende bedøvet og kidnappet.

Anmeldelse: Anden sæson af Netflix’ ’The Night Agent’ leverer endnu mere solid spionaction
Irriterende hovedkarakter
Det er, som om Owen bevidst træffer dumme beslutninger, som han så efterfølgende skal charmere sig ud af. Det et problem for serien, for det er svært ikke at se ham som lidt af en tumpe, som man ikke rigtig holder med, fordi han sætter sig selv i de situationer, han ender i.
Og det er ikke kun som seer, man bliver træt af Owen. Også hans makker Janus Ferber (Kristian Bruun), der stærkt mod sin vilje tvinges til at tage med til Sydkorea, er mere end almindeligt frustreret over Owens uduelighed.
Det skaber en god dynamik mellem de to, der gør, at man har svært ved ikke at trække på smilebåndet en gang imellem. Det gør desværre også, at CIA indimellem fremstår en anelse amatøragtige.
Manden, der har taget Owen til fange, er Jang Kyun, en NIS-agent, hvis kone er blevet kidnappet af russiske agenter. Det viser sig at være omdrejningspunktet i sæsonens gennemgående fortælling.
Kyun tvinger Owen til at hjælpe med at få hende befriet, da han ellers vil afsløre CIA-hemmeligheder, han har kendskab til. Den konfrontation er en af de scener, der er med til at give Owen en smule substans, da han både udviser oprigtig sympati for Kyan og hans kone og samtidig tvinges til at vise handlekraft.
Det er bare lidt ærgerligt, at seriens altoverskyggende hovedrolle i sig selv ikke er mere interessant, end at han kun “fungerer” i kraft af folkene omkring ham.

Anmeldelse: Spionserien ’Slow Horses’ bliver bare bedre og bedre
Høj underholdningsværdi er ikke nok
Potentialet i ‘The Recruit’ er værd at nævne, for på papiret er der en masse på spil for både Owen og det resterende persongalleri. Det er derfor frustrerende at se, hvordan den fortæller sin historie unødvendig rodet og springer fra storby til storby, for at etablere en stor global konflikt, man aldrig rigtig når at engagere sig i.
Der dvæles ganske enkelt ikke nok ved de situationer, man bliver introduceret for. For eksempel situationen i Rusland, hvor Kyuns kone bliver kidnappet – det tager cirka fem minutter.
Der er mange sideplots i anden sæson, og de fylder for meget, men bliver alligevel brugt for lidt. Det gælder blandt andet historien om Jang Kyun, der truer med at afsløre CIA-hemmeligheder.
Også Owens ekskæreste Hannah bliver introduceret som hende, der redder hovedpersonens liv i begyndelse – det bliver også kun brugt overfladisk gennem sæsonen. Det er blot to af mange eksempler på, at man ikke bruger det potentiale, der flere gange bliver etableret.
I sidste ende er anden sæson af ‘The Recruit’ ganske underholdende, hvilket primært skyldes de mange vellykkede actionsekvenser kombineret med lidt letkøbt humor.
Desværre er et godt tempo og høj underholdningsværdi noget, man efterhånden får kastet i nakken hos Netflix. Men det kræver altså noget mere end det at lave en god agentserie.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: