Anmeldelse: ’Duster’ leverer tempofyldt topunderholdning i højeste gear  

Nogle gange ser man en film eller en serie, hvor det er næsten umuligt at adskille hovedkarakteren fra skuespilleren bag. Man kigger på ham, hende eller... og tænker, at vedkommende er skabt til rollen, der bare venter på at blive fyldt ud, og ingen andre kan gøre det.

Sådan er det er med J.J. Abrams og LaToya Morgans nye højoktan-serie ‘Duster’ på HBO Max. Hovedrolleindehaveren er ‘Lost’-stjernen Josh Holloway, og hans rolle som chaufføren Jim er indbegrebet af et typecast.

Serien tager sit udgangspunkt i 1972, hvor Nina Haze (Rachel Hilson) bliver FBI-agent som den første sorte kvinde nogensinde. Da ingen andre afdelinger vil have hende, bliver hun sendt til Phoenix for at efterforske en sag om organiseret kriminalitet – blandt andet våbenhandel - der ledes af Ezra Saxon.

Saxons chauffør Jim kører i en rød Plymouth Duster, og han ikke bare elsker sit job, han er hamrende god til det. Da vi bliver introduceret for ham, er han på vej ud på en opgave i sin Duster med niecen Luna ved sin side.

Hvad jobbet helt præcis går ud på, ved vi ikke, før det er overstået. Det viser sig at være et nyt hjerte til chefens søn. Ikke nok med, at Jim har stået for at transportere hjertet, han bliver også bedt om at assistere ved transplantationen af det.

Elegant og lynhurtigt bliver det slået fast, hvilken type serie, ‘Duster’ er: underholdning på højt niveau med masser af humor tilsat lidt vigtig historie. Og så er der fuld fart på fra første scene. Med samme tempo bliver det etableret, hvilken karaktertype Jim er. Han er modig, effektiv, loyal og en afgørende del af Saxons operation.

Gnistrende hovedrollepar

Da Haze kommer på sporet af Jim i forbindelse med sin efterforskning, forsøger hun at overtale ham til at samarbejde, så de sammen kan fælde Saxon. Hvis han hjælper hende, vil hun sørge for at holde ham ude af fængslet, når Saxon bliver fanget. Men Jim vil hverken trues eller være stikker, så han afviser Ninas forslag om samarbejde – til at starte med.

En FBI-agent, der forsøger at bruge en kriminel til at fange en anden kriminel, er der ikke noget nyt ved, og præmissen i ‘Duster’ er da heller ikke den mest sindsoprivende.

Det, der gør, at man efter den hæsblæsende start vil have mere, er seriens to hovedrolleindehavere, Josh Holloway og Rachel Hilson, der spiller hinandens modsætninger, men stadig har samme overflod af coolness.

Josh Holloway spiller sin rolle med charmerende overlegenhed og masser af overskud. Han en fryd for øjet i rollen som Jim. Samme selvsikkerhed har Rachel Hilson i rollen som den pressede FBI-agent Haze, hvis kollegaer mildt sagt ikke er superbegejstrede for hende. Det skyldes ikke manglende evner som agent, med derimod hendes hudfarve.

Allerede i det første møde mellem de to, slår deres samspil gnister, uden at det bliver karikeret. Det er bare med at læne sig tilbage og nyde hver en scene, de har sammen – og hver for sig.

Teknisk gennemført

Det, der samtidig gør, at tiden flyver afsted, når man ser ‘Duster’, er dens visuelle 70’er-hyldest, der både kommer til udtryk i den Emmy-nominerede Dayna Pinks fede kostumer, de mange lækre biler med masser af lyd på og ikke mindst brugen af diverse funky sange, der understøtter karakterernes kækhed.

At lave en serie som denne, der foregår i 70’erne kan meget let ende som en karikatur af en tidsperiode. At man undgår det i dette tilfælde, skyldes udover ovenstående også et fantastisk arbejde af seriens fotografer, heriblandt Celiana Cárdenas, der blandt andet stod bag den visuelt prangende ‘Brand New Cherry Flavor’.

Generelt er ‘Duster’ en teknisk flot oplevelse, der finder balancen mellem at være karikeret og underspillet i både karakter og stil. I hvert fald i begyndelsen.

Store og små overraskelser undervejs

I takt med at vi bliver involveret i den sag, Haze følger, dukker der flere og flere hemmeligheder op, og det viser sig, at hun er personligt involveret i sagen mod Saxon.

Andet afsnit starter som rammefortælling med, at Jim er i færd med at begrave et lig, da en bil pludselig dukker op. Vi ser hverken, hvem den døde er, eller hvem der sidder i bilen.

I stedet springer vi 15 timer tilbage og følger Jim, der bliver afpresset af en lokal betjent, der ved, at Jim arbejder sammen med FBI. Vi har dermed et motiv og et muligt offer. Men som afsnittet skrider frem, bliver vi introduceret for flere karakterer, der flettes ind i efterforskningen.

Derudover går det langsomt om for Haze, at sagen mod Saxon stikker dybere end hendes personlige had: Det bliver en sag om storpolitik.

Mister ikke tempoet, men nerven

‘Duster’ kommer vanvittig godt fra start, og de to første afsnit flyver afsted. Desværre mister den pusten allerede i tredje afsnit. Den kreative kombination af tårnhøj underholdning og den interessante historie om Nina, der er den første sorte kvindelige FBI-agent, udvikler sig til at have mere fokus på førstnævnte.

Man mister derfor interessen for de to hovedpersoners personlige mission, hvilket gør det svært at fastholde sit engagement for seriens historie.

De efterfølgende afsnit fyldes ud med lidt for platte actionsekvenser og dårligt koordinerede slagsmål. Og når den ellers så (blandt seerne) respekterede FBI-agent, Nina Haze, sammen med sin makker klæder sig ud som henholdsvis sygeplejerske og rengøringsassistent på et hospital for at komme i kontakt med den agent, der tidligere var på sagen om Saxon, bliver det lidt for utroværdigt.

Selvom det høje tempo er intakt gennem det meste af serien, er det, som om dens nerve langsomt forsvinder. Men det er stadig hamrende god underholdning.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: