Anmeldelse: ‘Expats’ er et smukt og smertefuldt drama med en mesterlig Nicole Kidman i front

Et job, en ægtefælles job, en flugt fra det, man kender, en chance for nye muligheder. Der kan være mange grunde til at bosætte sig uden for ens hjemland og blive en såkaldt ‘expat’, som det hedder på godt dansk. Og de forskelligartede årsager repræsenterer de tre hovedkarakterer i serien Expats, de tre amerikanske kvinder Margaret, Hillary og Mercy, der nu bor i Hong Kong.

Margaret (Nicole Kidman, der også er producer på serien) er fulgt med sin mand, Clarke (Brian Tee), der har fået job i byen. Hillary (Sarayu Blue) er flyttet dertil med sin mand David (Jack Huston) på grund af sit arbejde. Og den unge amerikaner-koreaner, Mercy (Yoo Ji-young), er mest taget til millionbyen i håb om en helt ny tilværelse.

De var engang så tæt

Margaret og Hillary kender allerede hinanden, da de bor i samme bygning og med tiden er blevet veninder. Margaret har tre børn, hun tager sig af. Når altså barnepigen/husholdersken Essie, ‘der er som en del af familien’, som Margaret udtrykker det, ikke gør det. Og Hillary har ingen børn og lyver for sin mand om at være stoppet med p-piller.

I seriens åbning støder de ind i hinanden i ejendommens elevator, og man mærker på den anspændte stemning, at noget er sket. Noget helt forfærdeligt.

Forkælede fremmede

I flashback-sekvenser ser vi Margaret tage på natmarked med sine tre børn. Hun har inviteret den unge Mercy med, som hun tilfældigt har mødt på en bådudflugt og synes godt om. Måske kunne Mercy ligefrem blive en ny ekstra barnepige?

For selv om Essie er en del af familien, kan man jo godt overveje at fyre hende, er Margarets ræsonnement. Hun udstiller dermed den privilegerede og kyniske holdning til ansat arbejdskraft, som mange ‘expats’ udvikler, når de flytter til et land, hvor de kan hyre folk til rengøring, madlavning, transport etc.

Margaret beder Mercy om at holde øje med de to yngste sønner, mens hun selv shopper med sin datter. Mercy har den treårige Gus i hånden. Tror hun. For hun skal lige skrive en sms, og pludselig er Gus væk.

Genkommende tema

Gus forsvinder simpelthen, og her ville mange andre fortællere gøre historien til en thriller, hvor jagten på drengen sætter ind. Men det er ikke Lulu Wangs ærinde med denne serie. I stedet fokuserer hun på de menneskelige konsekvenser, sådan en tragedie har på alle de implicerede. På dem selv og med hinanden. For alle har hver sin måde at reagere på sorg og at finde vej igennem den. Samme tema var også dét Wangs fine spillefilm, The Farewell med Awkwafina, bevægede sig omkring.

I seriens nutid, et år efter Gus’ forsvinden, er alt stadig en slags følelsesmæssig skakmat. Især for Margaret og Mercy. Skyld og skam rider dem begge som en mare og har fastfrosset dem i et ensomt limbo, der er ved at opløse dem indefra.

Sorg rammer forskelligt

Med sit tema om, at vi alle kan begå utilgivelige ting og alligevel skal lære at leve med dem, er Expats ikke altid en serie, der er nem at se. Karaktererne har ondt og lader smerten gå ud over andre. De er selvcentrerede og bitre, som man kan være i sorg, og nogle gange ikke særligt sympatiske.

Men de er også meget menneskelige. Man føler med dem, man forstår dem, og man må, ligesom dem, acceptere, at der ikke altid er klare svar og happy endings på alt her i tilværelsen.

Ved at turde blive i denne tilstand, viser Lulu Wang sit mod. Hun har selv været med til at skrive manuskript efter romanen The Expatriates af Janice Y.K. Lee fra 2016 (med et hold af udelukkende kvindelige forfattere) og man kan mærke, at hun kerer sig om alle i persongalleriet. Også dem, der normalt bliver overset. Som de filippinske barnepiger, der lever tæt med deres arbejdsgivere, men også er personer og har et liv ved siden af. I en ret sjov scene ser vi, hvordan de filippinske kvinder mødes i flok, når de har fri, og over et spil banko får sladret om deres velhavende værtsfamilier.

Nicole Kidman som trækplaster

Wang lader ikke nogen af sine karakterer i stikken, og hun er på én gang både nænsom ved dem og brutal i sin fortælling. Samtidig lader hun også sin poetiske sans få råderum, og Expats glimrer ved æstetiske gadebilleder, der giver et arkitektonisk og et stemningsrigt indtryk af Hong Kong.

Måske netop fordi Wang oprigtigt er interesseret i sine karakterer, leverer skuespillerne også stærke præstationer over hele linjen. Nicole Kidman er selvfølgelig krogen, der skal hale seerne ind, og hun skuffer ikke.

Frustreret, desperat, rasende og dybt ulykkelig, Kidman mestrer alle følelserne og får det til at se naturligt ud. Selv om man lidt blasert kan tænke, at vi har set det fra hende før, skal man ikke tage fejl af, hvor dygtig en skuespiller hun er.

Hun bliver bakket virkeligt godt op af alle omkring sig. Fra det nye talent Yoo Ji-young, der står for en af seriens mest bevægende scener, og som vi helt sikkert kommer til at se mere til, over Brian Tee og Jack Huston til Sarayu Blue. De formår alle at efterlade et dybt spor, og de føles som virkelige mennesker, man kunne støde på i Hong Kong.

Kvalitet tager tid

Det komplicerede og nuancerede drama, der folder sig ud, tager sig god tid. Serien er en ‘slow-burner’, der kræver fordybelse og ro. Men har man det, får man til gengæld en langtidsholdbar historie, der vil befinde sig i top-enden af årets bedste serier, når vi når længere hen i 2024.

Først og fremmest fordi Lulu Wang har lavet humanistiske portrætter af, hvad det vil sige at være mødre og døtre, på godt og ondt, og hvordan man finder hjem til sig selv. Uanset hvor man bor, og hvad man har været igennem.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: