Anmeldelse: Guy Ritchies 'Mobland' drukner i klichéer og brutalitet 

Guy Ritchie er en produktiv herre. De seneste fem år har han blandt andet instrueret ‘Fountain of Youth, ‘The Diamond Heist’, ‘The ministry of Ungentlemanly Warfare’, ‘The gentlemen’, ‘The Covenant’ og ‘Operation fortune’.

Man gentager efterhånden sig selv, når man skal forklare, hvad der kendetegner Ritchie: Dialog, humor og persongalleri er så skabelonskabt, at det – med enkelte undtagelser – er blevet ret uinteressant at se hans film og serier.

Nu har han i samarbejde med Ronan Bennett skabt serien ‘Mobland’, der blandt andre har Pierce Brosnan, Tom Hardy, Paddy Considine og Helen Mirren på rollelisten.

Samarbejdet mellem Ritchie og Bennett har resulteret i en mere rå og brutal serie, end det vi normalt ser fra den britiske auteur, som også har instrueret de to første afsnit ‘Mobland’. Serien følger mafia-patriarken Conrad Harrigan (Brosnan), hans familie og håndlangeren Harry (Hardy).

Dysfunktionel og uinteressant familie

Efter en vild bytur ender Harrigans snotforkælede møgunge af et barnebarn, Eddie (Anson Boon), med at stikke en ung fyr ved navn Hughie ned. Det er Harrys opgave at sørge for, at Eddie slipper for straf. Hvilket han gør på klassisk, tør Tom Hardy-manér.

Han opsøger Hughie på hospitalet og forklarer ham, at han skal fortælle politiet, at han ikke kan huske, hvem der stak ham. Hvis han ikke gør, som der bliver sagt, vil hans stiksår være hans mindste problem.

Eddie slipper dermed afsted med sit drabsforsøg, og det står med det samme klart, at vi har at gøre med en familie (og en håndlanger), der er totalt udenfor rækkevidde. Mest på grund af Eddies arrogance og mangel på respekt overfor alt og alle.

Men også fordi vi i første scene ser en ligeledes kynisk og unuanceret Conrad Harrigan dræbe med koldt blod – hvilket han gør flere gange. Hans kone Maeve (Mirren) er manipulerende og roser nærmest Eddie for hans opførsel, der er tæt på at koste en (næsten) uskyldig ung mand livet.

Harry har man (uden held) forsøgt at gøre lidt mere nuanceret. Han har en familie, som han vil gøre alt for at holde sammen på. Hans kone Joanne er dog ved at miste tålmodigheden med ham. Det er man desværre også som seer, fordi det er svært at have ondt af en mand, der tæsker løs på alt og alle, bare fordi han skal parere ordre.

Og det er ikke det mindste spændende at følge en så afstumpet familie, hvor der bliver lagt så lidt energi i at forklare, hvorfor de er, som de er. Lidt flashbacks, der viser en voldelig opvækst, er slet ikke nok.

Skurkens valg giver mest mening

Faktisk håber man på, at hele familien bliver udryddet af rivalen Richie Stevenson (Geoff Bell), der efter de første fire afsnit er en af de få karakterer, hvis valg man har forståelse for.

Det viser sig nemlig, at Eddie ikke var alene i byen den nat. Han var sammen med Richies søn Tommy, der nu er forsvundet. Richie er overbevist om, at Eddie står bag Tommys forsvinden, og han tøver ikke med at hævne sig på Harrigan-familien, hvis der viser sig at være hold i hans antagelser.

Set i lyset af seriens voldelige natur og præmissen om to kriminelle familier, der bekæmper hinanden, er det svært at fortænke Richie i, at han ønsker hævn.

Skuespilleren bag Richie er også et af seriens klare højdepunkter. Det er i ham, nuancerne er, og det er ham, der gør, at serien i sidste ende ikke falder igennem og ender som en totalt intetsigende oplevelse. Det er i ham, vi mærker de personlige konsekvenser ved organiseret kriminalitet.

Spændingen udebliver

Det kan lyde lidt underligt at sige, men noget af det, serien mangler, er faktisk et touch af Guy Ritchie. Der skyldes, at ’Mobland’ tager sig selv meget seriøst i sit forsøg på at skildre organiseret kriminalitet og familierne bag – lidt typisk Ritche-humor ville have løsnet lidt op for det.

Det er ellers en genre, Guy Ritchie mestrer til perfektion, når han er bedst. Men i dette tilfælde ender serien som en højtidelig og brutal historie om to rivaler, men ikke rigtig gider at engagere sig i.

Noget af det, der især gør serien til en monoton oplevelse, er Tom Hardys karakter. Der er ikke en finger at sætte på præstationen, men det er så uinteressant at se, hvordan han gang på gang redder Hannigan-familiens ære, hver gang de fucker op.

Det er en fortælling, vi har set adskillige gange, og i dette tilfælde har den desværre hverken noget nyt at byde på eller noget interessant at fortælle. Det gør ‘Mobland’ til en middelmådig affære, hvor spændingen udebliver, fordi man har set det så mange gange før, og Guy Ritchie og de andre instruktører formår hverken at løfte genren eller gøre den relevant.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: