Anmeldelse: I ’Bridgerton’ sæson 3 del 2 ender Penelope som skurkagtig offertype med evindeligt bævrende underlæbe

Når Netflix lukrerer max på Bridgerton-hypen ved at inddele sæson tre i to separate dele, så forpligter det. For beder man sit publikum vente seks uger på slutningen og spiser dem af med noget sjusket juks, spilder man sin fanbases tid.

I første del fik Colin Bridgerton (Luke Newton) endelig øjnene op for bedstevennen Penelope Featherington also known as Lady Whistledown (Nicola Coughlan). De slutter sæsonen af med lidt hyggefinger i en firspand, en efterfølgende forlovelse og fire, positive stjerner fra this author.

Men desværre er anden del af tredje sæson afsindigt forudsigelig. Helt som i de forrige sæsoner byder forlovelsen på et hav af forviklinger og forstyrrelser, som de to elskende skal igennem Jane Austen-style, inden de endelig kan erkende, at de elsker (at elske med) hinanden.

Det fungerede først gang, anden gang begyndte metaltrætheden at melde sig, og her tredje gang orker man næsten ikke mere af det samme will-they-wont-they-of-course-they-will.

Til forskel fra de to øvrige sæsoner er forviklingerne ganske virkelige problemstillinger, og i øvrigt har Luke Newton og Nicola Coughlan kyssekemi som fætter og kusine.

Stakkels tabloiddronning

Når Bridgerton endelig forsøger at være original og fortælle en ny slags kærlighedshistorie, så ender det mest af alt uinteressant og faktisk en lille smule toksisk for stakkels Colin.

Denne del af sæsonen handler om, hvorvidt Penelope Featheringtons rolle som sladretanten Whistledown er forenelig med hendes optag i Bridgerton-familien og som Colins hustru. Vel at mærke efter, hun gennem flere år har smidt dem alle sammen under bussen meget, meget offentligt og tjent styrtende med summer på det som gennem sit Whistledown-tabloidmedie.

Det er særligt ærgerligt, for den atypiske heltinde kunne repræsentere et stort skridt i den rigtige retning, når Nicola Coughlans tykke krop og skarpe hjerne vækker begær hos den mandlige førsteelsker. Desværre er den stærkt ventede sexscene lige så tam som en doven huskat.

Serien argumenterer for, at sladderpressen er den eneste måde for bænkevarmeren at opnå magt på i en mandsdomineret verden, men det undskylder ikke, at Penelope handler på måder, der skader andre omkring hende – og samtidig spilles dårligt af den ellers formidable Nicola Coughlan med bævrende underlæbe og konstant blinkende øjne.

Ingen stor forfatter

Venner og familie omtaler hele tiden Penelope Featherington som en stor forfatter. Det er hun ingenlunde, hun er skruppelløs skribent på sit eget, populære tabloidmagasin.

Men man får uforvarende den samme fornemmelse af at se Bridgerton, som når alle i bikarakterer bliver besat af Twilights Bella Swan eller Hunger Games’ Katniss Evergreen. Forfatterne elsker deres underdogs for meget og læser sig måske lidt for meget ind i den atypiske kvindefigur.

Man får afvigeligt et indtryk af autofiktiv selvforelskelse, når Whistledowns middelmådige tekster fremhævedes af Bridgerton-forfatteren selv som stor litteratur, ligesom det repræsenterer en mærkelig amoral.

Penelope Featherington er en af de mest usympatiske hovedkarakterer, jeg har set, siden Anakin Skywalkers forvandling til Darth Vader, men når Bridgerton ikke selv ved det, er det udtryk for sjusk.

Øv. Jeg havde glædet mig i seks uger til en tur mere i kareten, men nu kommer jeg nok til at afslå næste sæsons balinvitationer.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: