Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Intet går i hjertekulen som Netflix’ ’Sweet Tooth’

Af
Claus Nygaard Petersen
6. juni 2024
Sweet Tooth sæson 3
Adeel Akhtar, Christian Convery og Nonso Anozie i 'Sweet Tooth' sæson 3 / Foto: Matt Klitscher/Netflix

Del artikel

Tredje og sidste sæson af fantasyserien leverer varen endnu en gang, trods et par småbump hist og her.

Sweet Tooth sæson 3

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 6. juni 2024
Genre: Fantasy, drama, science fiction
Instruktør: Jim Mickle (medserieskaber) m.fl.
Manuskriptforfatter: Beth Schwartz (medserieskaber) m.fl.
Medvirkende: Christian Convery, Nonsos Anozie, Adeel Akhtar, Stefania LaVie Owen, Naledi Murray, Kelly Marie Tran, Cara Gee, Rosalind Chao, Amy Seimetz m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 8

”Du er bare et barn, Gus. Du kan ikke,” bliver der på et tidspunkt sagt til vores lyshårede helt med hjortegevirerne.

Men hybriddrengen er vokset meget mentalt, siden vi mødte ham første gang i første sæson af Netflix' charmerende og rørende science fiction-serie Sweet Tooth.

Fra at have været legemliggørelsen af barnlig naivitet og benovelse er Gus (Christian Convery) blevet mere bekendt med den postapokalyptiske verden og al dens brutalitet. Men stadig har han en indgroet glæde og tro på, at der findes godt i mennesker.

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
Stefania LaVie Owen, Nonso Anozie og Christian Convery i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Matt Klitscher/Netflix

Selv om mange af dem allerhelst så, at Gus og de andre hybridbørn var døde og forsvundet fra jordens overflade. Ikke alene er der noget skræmmende ved, at børnene er kombinationer af mennesker og forskellige dyr, men også fordi de på en eller anden måde er tilknyttet pandemien, som har forårsaget civilisationens kollaps.

Efter to sæsoners hæsblæsende actioneventyr på tværs af USA er Gus og hans beskytter Jepperd (Nonso Anozie) endelig ved at være på vej mod endemålet: Gus’ mor Birdie (Amy Seimetz).

Eller, hun er ikke rigtig hans mor. Hun er en genetiker, som fremavlede Gus på det laboratorium, hvor den menneskedræbende Sygen også så dagens lys (igen).

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
Christian Convery, Nonso Anozie, Naledi Murray og Stefania LaVie Owen i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Netflix

Sammen med søstrene Wendy (Naledi Murray), en hybrid, og Becky (Stefania LaVie Owen), en ferm kriger i apokalypsen, samt den sorgramte doktor Singh (Adeel Akhtar) forsøger de at finde vej til den nordliggende amerikanske stat.

Lige i hælene på dem er den hensynsløse krigsherre Helen Zhang (Rosalind Chao), der vil bruge Gus til at sætte en stopper for hybridfødsler. Koste hvad det vil, inklusiv hendes egne ulvehybrid børnebørn.

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
Nonso Anozie i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Matt Klitscher/Netflix

Grin og gråd

Præcis som det har været i de to foregående sæsoner, handler det om humanisme i Sweet Tooth. Hvad er et godt menneske, og hvordan beholder man sin medmenneskelighed, når verden er brændt sammen, og der er en meget belejlig fjende at skyde skylden på?

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
Adeel Akhtar og Nonso Anozie i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Netflix

Her i tredje og sidste sæson bliver det især eksemplificeret igennem Zhang. Et af hendes hovedmotivationer for at jagte Gus er, at en af hendes døtre er gravid, og hun vil i hvert fald ikke have flere hybrider i familien.

”Snart er alt, som det skal være igen. Dyr føder dyr. Mennesker føder mennesker,” belærer hun datteren om.

Hendes anden datter, Rosie (Kelly Marie Tran, et powerhouse som altid), har allerede i starten af nedbruddet, gjort hende til bedstemor. I stedet for at omfavne sine små ulve-hybrid-børnebørn med kærlighed er deres dyriske sider blevet kultiveret. Nu er de en flok effektive sporhunde og lige så ferme dræbermaskiner.

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
Stefania LaVie Owen i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Matt Klitscher/NetflixATT KLITSCHER/NETFLIX

Som alle hundeejere ved, findes der ikke dårlige hunde, kun dårlige ejere. Det ses da også tydeligt, hvor meget Rosie holder af sine børn, selv om hun er nødt til at kommandere med dem for at få dem til at begå modbydelige ting.

Kærlighed og had er de to mest volatile følelser, og det er dem, som er omdrejningspunktet for alle de forskellige karakterers motiver. Sådan som det et eller andet sted er i alle gode fortællinger.

Fortælleren i Sweet Tooth bliver igen formidabelt spillet af James Brolin. Hans stemme emmer af alder og visdom af et liv levet. Når det så også lyder, som om historien bliver for meget for ham, og stemmen truer med at knække, er det helt perfekt stemmeskuespil.

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
Kelly Marie Tran i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Netflix

Fast plads i hjertekulen

Christian Convery har igennem de tre sæsoner været en lysende stjerne, som med perfekt drenget charme har gjort Gus til en af de mest elskelige figurer i moderne seriefiktion.

I takt med at Gus har skullet stå overfor tiltagende hårde situationer, har det også givet skuespilleren mulighed for at vise flere nuancer af talentet. Hvis Sweet Tooth er en indikator for fremtiden, bliver Convery en af dem, der bliver rigtig interessante at følge. Hvis overgangen fra barne- og ungdoms- og voksenskuespiller forløber smooth, kan han blive rigtig stor.

Medspiller Nonso Anozie er allerede en kæmpe. Også fysisk, så han i den grad forløser Gus’ øgenavn for Jepperd, Big Man, til fulde.

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
George Ferrier og Rosalind Chao i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Netflix

Det går direkte i de imaginære æggestokke, når han så helhjertet og inderligt gestalter Jepperds selvopofrende vilje til at hjælpe og beskytte Gus. Og også i tårekanalerne.

Big Man og Sweet Tooth er en duo, som bør gå over i Netflix-historien som værende blandt de bedste.

For os, der har været med sin starten siden 4. juni 2021, leverer tredje sæson en flot, tilfredsstillende og værdig afslutning på historien. Der er en håndfuld bump hist og her, men når alt kommer til alt, indfrier Sweet Tooth det vidunderlige humanistiske og opløftende potentiale, den blev lanceret med for tre år siden.

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
Christian Convery i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Matt Klitscher/Netflix

Der bliver samlet op på mange af de elementer, som blev introduceret i første sæson, og som (selvfølgelig) giver det helt rigtige følelsesmæssige punch.

Hvis der er én serie, som altid finder og fandt vej til hjertekulen hver gang, så er det Sweet Tooth. Sjældent har en fantasyserie ramt så plet med at kombinere sødme, skræk og medrivende eventyr som den om Gus og Big Man.

Sweet Tooth sæson 3 anmeldelse
Nonso Anozie, Stefania LaVie Owen, Naledi Murray, Christian Convery og Adeel Akhtar i 'Sweet Tooth' sæson 3
Foto: Netflix

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser