Anmeldelse: ’The Lost Flowers of Alice Hart’ får dig til at hige efter næste afsnit

Prime Video har slået Netflix i USA og er dermed landets mest brugte on-demand-tjeneste lige nu. Derefter følger i nævnt rækkefølge Netflix, HBO Max, Disney+, Hulu, Paramount+, Apple TV+ og til sidst nogle småtjenester.

Streamingtjenesten ejes af gigantvirksomheden Amazon, som oven i hatten har deres eget produktionsselskab, Amazon Studios. På relativt få år har de hamret sig solidt fast som en gedigen producent af serier. De står bl.a. bag flere dundrende succeser som The Boys, The Marvelous Mrs. Maisel og Star Trek: Picard.

I Danmark har Prime Video ikke vundet helt samme indpas hos streamingbrugerne. Snarere tværtimod. For her ligger Prime Video helt nede på 13.-plads (hvis vi ikke tæller YouTube med) og må se sig voldsomt slået af Netflix, TV 2 Play og DRTV. Mon deres nye serie The Lost Flowers of Alice Hart kan lave om på den placering?

En serie fuld af familiehemmeligheder

For at synes om den nye serie skal du være til serier om familiehemmeligheder og coming of age-grebet, for der er fuld smadder på at trævle op i familiehistorien, når vi følger Alice fra barn til voksen.

Allerede fra seriens begyndelse får vi nys om, at der er hemmeligheder på spil i Alices familie, da Alice ikke må få svar på, hvorfor familien kun består af hendes far, mor og den lillebror, der ligger i hendes mors mave. Længe går der heller ikke, før vi er vidne til, at faren slår og på andre måder mishandler Alice, men hvad årsagen til de voldelige scener er, får vi ikke at vide.

Da moren en dag ikke vil stå ud af sengen, og faren er kørt væk, ser Alice sit snit til at liste ned på byens bibliotek – et sted hun af uforklarlige årsager ikke må besøge. Her møder hun bibliotekaren Sally, som hun måske lidt for hurtigt skaber et bånd til. Derhjemme, isoleret fra resten af samfundet, finder hun en mystisk skulptur med blomster, men ved et uheld sætter hendes lygte ild til laden. Hun skynder sig ind på sit værelse og gemmer sig i sin seng. I det samme kommer hendes forældre hjem, og af uforklarlige årsager brænder huset ned.

Faren dør i branden, moren dør på sygehuset, og Alice er voldsomt medtaget. Sally passer Alice i al den tid, hun er indlagt og håber, at hun kan blive en erstatning for det barn, hun selv har mistet. Men ud af familiens ellers ukendte stamtræ dukker Alices farmor, June, op, og da Alice er rask nok til at tage hjem, flytter hun hjem til June på den mystiske blomsterfarm Thornfield.

I sorg og selvbebrejdelse over at have slået sin familie ihjel mister Alice stemmen, og alle de spørgsmål, hun har, kan hun ikke få svar på. De svar kan hun først få, når hun har fået sin stemme igen, siger Alice.

En ægte pageturner

I løbet af de første par episoder dukker der lige så mange spørgsmål op, som der kører S-tog i timen fra Københavns Hovedbanegård. Og det er lige det, der er en af seriens store styrker. For er du til serier, hvor du på bedste Sherlock Holmes-stil skal prøve at løse de store familiegåder, er den her serie lige noget for dig.

Serien er baseret på bogen af samme navn, og måske lige netop derfor føles den som en ægte pageturner, hvor du næsten ikke kan vente med at se næste afsnit. I en bog kan du naturligvis bare læse kapitel efter kapitel i det tempo, du har tid til. På Prime Video udkommer der et afsnit om ugen, og det er kun godt. For en serie som denne har godt af at lagre sig inde i dig, så du kan gruble over hemmelighederne i mere end ét minut, og så Alices, Junes og Sallys historier kan få lov til at mærkes inde i kroppen bare lidt længere. Det har serien fortjent.

Desværre stopper page-turner-følelsen sådan cirka efter fjerde episode, hvor spændingen afløses af en ufattelig langtrukket afslutning på serien. Her spænder coming of age-grebet ben for at føre spændingen til dørs, idet anden halvdel af serien, hvor Alice er voksen, virker mere eller mindre ligegyldig for handlingen. Forfatterne kunne i det mindste have fokuseret på at blive på sporet af den historie, som de så stramt og spændingsfyldt var begyndt på i de første tre-fire episoder, og derfor have droppet nye sidehistorier – som Alices møde med Dylan (og egentlig også den største hemmelighed, der bliver afsløret i anden halvdel). På den måde ville de desuden have haft større mulighed for at dykke lidt mere ned i de genrer, de ellers kun flirter med.

Var Nicole Kidman optaget? Gudskelov!

Bag serien står bl.a. producenterne Jodi Matterson, Bruna Papandrea og Steve Hutensky, som tilsammen må siges at have et af serieverdenes hotteste CV’er. Herfra skal nævnes tre store serier Nine Perfect Strangers, The Undoing og Big Little Lies, som har ét tydeligt fællestræk: Nicole Kidman.

Derfor må det have virket oplagt at give Kidman den store rolle i denne serie også, men om den australske skuespiller enten takkede nej til rollen, eller om der skulle prøves noget nyt, vides ikke. Uanset årsagen er det dog vidunderligt at se en anden skuespiller vise sine særlige evner, idet Sigourney Weaver (Alien-filmene) spiller forrygende i rollen som June, Alices farmor.

Hun mestrer at få det hele menneske frem ved at vise karaktertræk, der umiddelbart kan virke som modpoler og måske endda som karakterbrud, men som i Weavers hænder får June til at virke som et menneske, vi alle kan spejle os i – også når hendes handlinger fremstår allermest ondskabsfulde. Hun spiller både rå og følsom, kold og kærlig, glad og trist og får os til at kunne lide hende og måske endda tilgive hende trods alt.

I den første halvdel af serien spiller Weaver over for Alyla Browne (Nine Perfect Strangers), som spiller den unge Alice Hart. De to har et vidunderligt samspil, men Browne spiller rørende godt hele vejen igennem. Helt lige så godt fungerer kemien og skuespilpræstationerne ikke altid for resten af holdet. Flere gange tangerer spillet til at kunne vinde prisen for bedste sæbeopera, og også derfor virker især anden halvdel mere langtrukken og på grænsen til pladder, da der her findes overvægt af den slags skuespil.

Så mon denne serie får Prime Video til at ryge til tops? Nok ikke. For selv om serien bestemt er seværdig, når den ikke helt op på niveau med The Undoing, Nine Perfect Strangers eller Big Little Lies, og det bliver næppe denne serie, der får Prime Video til også at indtage førstepladsen her i landet.