Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Loven ifølge Lidia Poët’ er en charmerende fortælling om Italiens første kvindelige advokat

Af
Christina Munk
21. februar 2023
Loven ifølge Lidia Poët anmeldelse
Sinead Thornhill som Marianna Poët og Matilda De Angelis som Lidia Poët i 'Loven ifølge Lidia Poët' / Foto: Lucia Iuorio / Netflix

Del artikel

Kønskamp kæmpes med intelligens og list i advokatserien ’Loven ifølge Lidia Poët’ på Netflix. Desværre skildres hovedkarakteren Lidia Pöet uden så mange facetter.

Loven ifølge Lidia Pöet

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 15. februar
Genre: Biografi, krimi, drama
Instruktører: Letzia Lamaetire, Matteo Rovere
Manuskriptforfatter: Guido Lucalano, David Orsini, Elisa Dondi m.fl.
Medvirkende: Matilda De Angelis, Eduardo Scarpetta, Pier Luigi Pasino m.fl.
Land: Italien
Antal afsnit: 6

En ung kvinde i en smuk lang, lilla kjole forsøger at stige op på en herrecykel. Den efterlader ikke meget plads til de lange skørter.

Balancen driller, og flere gange er hun ved at vælte. Menneskerne omkring hende stopper op og glor. Kvinden sænker genert blikket. Men pludselig cykler hun sikkert derudaf, og hun sender de forbipasserende et stort, stolt smil.

Vi er i Italien, Torino i 1885. Kvinden på cyklen er Lidia Pöet (Matilda De Angelis, The Undoing). Hendes karakter i serien Loven ifølge Lidia Poët på Netflix er baseret på Italiens første kvindelige advokat. Da vi møder hende, har hun lige fået en ny sag, som hun er meget optaget af. Men hendes verden bliver hurtigt vendt på hovedet. Advokatsamfundet i Torino beslutter at tage hendes bestalling fra hende. Grunden: Hendes køn.

I en tid, hvor kvinders rolle var at pynte eller i køkkenet er hendes farvestrålende tøjstil ekspressiv og elegant. Dels er det en visuel fryd. Men det passer også perfekt til hendes modige natur.

Arbejder som en detektiv

Da Lidia Pöet nu ikke længere kan arbejde som advokat, må hun modvilligt flytte hjem til sin bror (Pier Luigi Pasino), der også er advokat. Under dække af at være hans assistent opsøger hun sager, og således kan hun blive i faget. Hos broderen bor også journalisten Jacapo (Eduardo Scarpetta), som hun både tiltrækkes og tirres af.

Historien om Lidia fortælles igennem de sager, hun arbejder med. Det er et stærkt greb, for det viser, hvordan hun agerer i forskellige situationer. De gennemgående temaer, som binder de sager, hun fører, sammen med sin bror, er hykleri og fattigdom. Forbrydelserne viser, hvad der ligger gemt under den pæne overflade.

Hun går til sagerne som en erfaren detektiv. Lidia evner at gennemskue hykleriet og de falske sandheder. Dels er hun selv er undertrykt, fordi hun er en kvinde. Men hun er også ekstremt intelligent og skarp. Som hendes niece Marianna (Sinéad Thornhill) siger: ”Du forstår ting, før man siger dem”. Opklaringsarbejdet er fængende og spændende at følge med i.

Minder om en tegneseriefigur

Seriens visuelle stil er holdt i en glansbilledæstetik, og det giver god mening. For det foregår i en tid, hvor al det grimme blev gemt væk, og der var et ekstremt fokus på korrekt opførsel. Det afspejles i det visuelle og i spillestilen, som har noget karikeret over sig.

Man oplever det særligt gennem hendes bror Enrico. Han minder om en tegneseriefigur. Høj, tynd og bevæger sig stift. Et langt smalt ansigt med trætte sørgmodige øjne. Han spiller noget meget morsomt og rørende frem med sin præstation.

Den karikerede spillestil og æstetikken blandes med noget, der mest af alt minder om en operette. Store følelser kombineret med humor og en perlende lethed.

Vi oplever det igennem Lidia og Enricos morsomme skænderier. På en gang skarpt og kærligt. Man mærker tydeligt den kærlighed og respekt, de har til hinanden, og den måde deres forskellige syn på verden tirrer hinanden. De fleste gange må broderen meget modvilligt bøje sig, fordi Lidia er langt mere intelligent end ham.

I en virkelig vellykket scene vækker han hende drillende ved at stænke vand i ansigtet på hende.

Mere maskine end menneske

Seriens retssager åbner op for, men binder også det billede man får af Lidia. Den lethed, hun opklarer sagerne med, og hendes generelle måde at reagere på modstand gør, at hun kommer til at minde for meget om en superhelt.

Særligt i seriens første del kommer hun til at virke mere som en maskine end et menneske. Heldigvis er der ansatser til noget menneskeligt, særligt i de senere afsnit. Her begynder hun at tvivle på sig selv, og der åbnes op for flere sider af hendes personlighed. Men generelt kan man ikke rigtig mærke hende, og det er et problem. Særligt når serien er baseret på en virkelig historisk person, som har betydet så meget i kampen for kvinders ligestilling.

I løbet af historien skriver hun på et forsvarsskrift, som hun håber, kan få hendes bestalling tilbage. Man ser hende sidde og skrive på det, og på lydsiden hører vi, hvad hun skriver. Den del ville have været givende at få større indblik i. Så kunne man have skåret hele det mysterium, som journalisten Jocapo blandes ind i, væk. Som ærlig talt mest af alt skygger for det væsentlige i historien.

Virkelighedens Lidia Pöet genvandt heldigvis med støtte fra en folkelig bevægelse sin bestalling i 1920. Matilda De Angelis er dejlig fyrig som Lidia. Hun hengiver sig til rollen med stor kærlighed og loyalitet. Problemet ligger i, at manus ikke giver hende nok at spille med.

Serien er uden tvivl morsom, charmerende og har en skøn opløftende energi. Men en forkæmper som Lidia Pöet har fortjent et mere helstøbt portræt.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste