Anmeldelse: MCU-serien ’Echo’ udstiller alle Marvels problemer

Hvorfor er det, at de nye Marvel-serier ikke når de ”gamle” Netflix-serier til sokkeholderne? Selv om især WandaVision og første sæson af Loki bød ind med spændende historier, har niveauet aldrig ramt det, der tidligere var.

Selv Iron Fist, der var den dårligste af Netflix’, står alligevel nu som langt bedre end det, Marvel selv kværner ud på Disney+ hvert kvartal.

Hidtil kunne man have lavet et argument for, at Netflix-serierne handlede om mere jordnære helte på gadeniveau. Ikke nogen, som fløj rundt i kulørte kostumer, og hvis superkræfter – hvis de da havde nogen – mere handlede om styrke og modstandskraft, når de fik tæsk af det hobetal af håndlangere, de altid rendte ind i.

Men med først Hawkeye og nu Echo har Marvel nu dyppet tæerne i gadens helte to gange, uden at det rigtigt slår igennem nogen af gangene.

Setuppet fejler ikke umiddelbart noget. Efter begivenhederne i Hawkeye er Maya ’Echo’ Lopez (Alaqua Cox) flygtet fra New York til hjembyen i Oklahoma, hvor hun vil fortsætte med at destruere sin tidligere chef og velgører Wilson ’Kingpin’ Fisks (Vincent D’Onofrio) forbryderorganisation.

Det betyder naturligvis et gensyn med flere gamle bekendtskaber, inklusiv familiemedlemmer, Maya ikke har set, siden hun og faren forlod byen for flere år siden, efter at moren døde i en trafikulykke.

Kort og enkelt, men udførelsen sidder langt fra i skabet.

Voldeligt pletskud

Actionscenerne fejler dog ikke noget.

Som en del af en lidt halvsnørklet prolog, hvor vi får opsummeret Mayas liv tilbage i Oklahoma, og hvordan hun bliver en Kingpins organisation, er der også en sekvens, der skiller sig ud.

På det første job som håndlanger for forbryderbossen skal hun sammen med to andre eliminere nogle konkurrenter. Med en god gang gun-fu og slagteknikker, hvor MMA-indflydelsen tydeligt skinner igennem, bliver Maya sat fornemt i scene som en effektiv fighter.

En udvidet cameo, hvor hun slås med superhelten Daredevil (Charlie Cox) og ikke falder igennem, samtidig med at det bliver slået fast, at hun ikke vil sky nogen midler for at vinde en tvekamp.

Kampen mellem helten og antihelten ender uden en klar vinder, men pointerne er slået fast.

De efterfølgende actionscener fungerer også udmærket, og der ikke bliver lagt fingre imellem, når det kommer til eksplicitte blodsudgydelser. Som ren actionserie leverer Echo varen.

Men historien omkring halter.

Der har allerede været meget polemik om serien. I en artikel blev der redegjort for, hvordan den oprindeligt otte afsnit lange Marvel-serie, var så ringe, at MCU-chefen Kevin Feige vendte tommelfingeren ned på det daværende slutresultat og beordrede, at nyt materiale skulle indspilles.

Hvor meget af det, der er hold i, får vi (måske) først at vide, når det er gået en anselig tid. Men fakta er, at Echo er på fem afsnit, der alle bliver udgivet på en gang. En ting, Marvel ikke tidligere har gjort, men som bekendt er kutyme hos konkurrenten Netflix.

Der er også elementer, som ikke umiddelbart giver mening efter de første tre afsnit, anmelderne har fået stillet til rådighed.

Et hult ekko

Et overnaturligt superkraft-element ved Mayas forfædre virker som en sidste øjebliks tilføjelse. Hvert afsnit starter således på forskellige tidspunkter i fortiden, men ellers bliver der ikke rigtig refereret til det i løbet af afsnittene.

Med tanke på tegneserieforlægget og den oprindelige tanke omkring serien, som skulle vise mere jordnære helte uden superkræfter, virker dette som en pudsig selvmodsigelse.

Kreativ frihed og alt det in mente, men skiftet fra helt til superhelt fremstår ikke som en opgradering. Der er en klar pointe med at fremvise en indfødt amerikansk helt – hvilket animationsserien What If også gjorde flot for nylig, dog med større held end Echo.

Serien virker pudseløjerligt forjaget, uden at der er nogen egentlig mening med det. Echo var tænkt som en selvstændig udgivelse under banneret Marvel Spotlight, hvor man kunne se den enkelte historie uden at skulle have set noget andet MCU-materiale.

På papiret et nobelt forsøg på at fange nogle af de seere, der ikke kan overskue at hoppe ind i MCU-universet. Og det er da nok også sådan, intentionen var med Echo i lang tid. Nu er det nok snarere som appetitvækker til den kommende Daredevil: Born Again-serie, der selv er ramt af et omfattende kreativt kaos.

Og Marvel er midt i en krise på serie- og filmfronten. På nær Guardians of the Galaxy 3, som mere skal krediteres til James Gunn fremfor Marvel, har der ikke været entydige succeser. Mange gode enkeltøjeblike – Moon Knight startede herligt ambitiøst med anelser af horror-elementer – har endnu ikke resulteret i et helstøbt must-see-værk i lang tid.

Med Echo er det tydeligt, at det, til trods for fornøjelige øjeblikke og en god Alaqua Cox i hovedrollen, stadig ikke er lykkedes at finde en vinderformel.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: