Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Netflix-krimiserien ’Bodies’ er død ved ankomsten

Af
Claus Nygaard Petersen
23. oktober 2023
Bodies anmeldelse
Fire betjente, fire tidsperioder, det samme lig. Det er mysteriet i Netflix-krimiserien 'Bodies' / Foto: Matt Towers/Netflix

Del artikel

Miniserien starter ud med et spændende mysterium, men falder hurtigt i kvalitet, og kun gode skuespilpræstationer og veltilrettelagte cliffhangers gør, at man ikke kan slippe den.

Bodies

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 19. oktober 2023
Genre: Krimi, drama, historie
Instruktør: Marco Kreuzpaintner, Haolu Wang
Manuskriptforfatter: Paul Tomalin (serieskaber), Danusia Samal
Medvirkende: Shira Haas, Amaka Okafor, Stephen Graham, Jacob Fortune-Lloyd, Kyle Soller m.fl.
Land: England
Antal afsnit: 8

Det starter med et mord, ganske som det gør i de fleste krimiserier. Politibetjenten Shahara (Amaka Okafor) har jagtet en fra en demonstration, da vedkommende tog en pistol frem. Igennem de snirklede gader i London-bydelen Whitechapel løber de for fuld kraft begge to. Bedst som det ser ud til, at han er ved at slippe væk, indhenter hun ham.

Ved hans fødder ligger et lig. Splitterravende nøgen.

”Det var ikke mig,” bedyrer han, mans han retter pistolen mod Sharara. Han løber væk, mens hun bliver ved den døde mand. Han har en underlig tatovering på håndledet, og hvor det venstre øje burde være, er der blot et hulrum.

Indtil videre er der ikke noget usædvanligt ved Netflix-miniserien Bodies. Men det kommer hurtigt. For det er ikke bare i 2023, at liget bliver fundet. Men også i 1941 og 1890 samt i 2053 – dog med en lille krølle ud i fremtiden.

Da der hver gang, før liget bliver fundet, kommer en mystisk elektrisk ladning, som overbelaster de omkringliggende installationer og lamper, cementeres science fiction-delen ganske effektivt.

Derfra går det stille og roligt over stok og sten i de otte afsnit. At kalde tempoet adstadigt er en underdrivelse. Selv om Bodies er yderst bingeværdig, mærker man klart samtlige 50+ minutter i hvert afsnit.

Alt efter temperament bliver det enten en traurig omgang eller skøn fordybelse. Desværre ender det mest med at gå i den første retning.

Død af tredje grad

Udgangspunktet er fremragende. Hvordan i alverden kan det være, at den samme døde mand dukker op i flere forskellige tidsperioder? Det mysterium er Bodies' primære drivkraft i fortællingen. Modsat sci-fi-standarden Dark bliver det spørgsmål ikke mere interessant, jo længere ind vi kommer i historien.

Der bliver dog fyldt på forskellige steder. I 2053 får vi at vide, at der sker en katastrofal begivenhed i 2023, som får betydning for verdenshistorien. Det er en fin teaser, men også en ting, vi har set før i film og serier. Duncan Jones’ Source Code med Jake Gyllehaal bruger et lignende plot-element, bare mere innovativt.

Og så kommer man ikke udenom sammenligningerne med førnævnte Dark. Den fremragende tyske serie vævede et mesterligt tæppe af mysterium, spænding og rørende eksistentialisme, så der ikke var en nerve, som ikke var tyndslidt eller en tårekanal, der ikke var presset til det yderste. Især legen med forskellige tidsperioder blev fremført til perfektion.

Det får man ikke med Bodies.

Hvad man får, er en gedigen krimiserie, som bliver tynget ned af noget pudseløjerlig science fiction-fjol tilsat en snert af politisk thriller. Kort sagt, Bodies vil meget og rammer ikke fuldstændig plet med nogen af delene.

Alligevel er det svært ikke at blive ved med at se det ene afsnit efter det andet.

Hvert afsnit slutter på en effektiv cliffhanger, så selv om man måske ikke er 100 procent investeret, sørger de sidste fem minutter for, at man lige er nødt til at få starten med på det næste. Og så er man fanget i hamsterhjulet af binging.

Tilbage til fremtiden fra fortiden

Skuespillet fejler ikke noget. Især Amaka Okafor og Shira Haas – som seriefans vil huske fra Netflix-serierne Shitsel og Unorthodox – som to af de fire politibetjente fra de forskellige tidsperioder, gør det godt. Begge mestrer kunsten i at spille skuespil med deres ansigter uden at sige replikker, og uden at det bliver karikeret at se på.

Og så er uforlignelige Stephen Graham (Boardwalk Empire, Boiling Point), i rollen som den mystiske Elias Mannix, som altid en fornøjelse. Skuespilleren har så meget kontrol over hver en fiber i sin krop, at selv når han bare skal stå i baggrunden og se anonym ud, laver han lige præcis tilstrækkeligt til, at ens blik bliver draget til ham. Og igen, ikke på den forkerte måde.

Hvad end det er rolige, kalkulerede replikker eller indædt raseri sidder det lige i skabet hver gang.

Derfor kunne man også godt ønske, at historien fra serieskaber Paul Tomalin sad lidt mere i skabet. Men der er et eller andet i oversættelsen af Si Spencers tegneserie til levende billeder, som ikke rigtig fungerer.

Måske hænger det sammen med, at de forskellige tidsperioder, udover nutiden, ikke ser helt overbevisende ud. Det er den slags, man begynder at lægge mærke til, når man tuner ud af historien.

Det gør man desværre mere end en gang i løbet af Bodies, som alligevel på forunderlig vis er svær at slippe. Når først man er i gang, kommer man ikke væk fra serien, før den er færdig.

Men Dark gjorde det langt bedre.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste