Anmeldelse: Netflix-serien ’Eric’ er en fremragende psykologisk krimi

Når virkeligheden bliver for meget, kan fantasiens verden føles som et sikkert sted, hvor man kan søge en. Det er sådan, børn bearbejder traumer, som vi så det i IF – Fantasivenner tidligere på måneden, og det er til dels sådan, dukkeføreren Vincent (Benedict Cumberbatch) vælger at gøre det.

Til hverdag er han medskaber af det populært børneprogram Good Day Sunshine – en fiktiv udgave af Sesame Street/Sesamgade – i 1980'ernes New York. Vincent har temperament og er bestemt ikke bleg for at nedgøre sine ansatte, hvis han mener, at deres idéer er dumme. Kort sagt arketypen på den slags kreative genier, hvis horrible opførsel man tolererer, fordi de bringer noget helt unikt til bordet.

Det er en attitude, han til dels tager med sig over i privatlivet, hvor forholdet til hustruen Cassie (Gaby Hoffmann) knirker endnu højere end deres evindelige skænderier.

Alt det forstummer dog den dag, sønnen Edgar (Ivan Morris Howe) forsvinder sporløst på vej til skole.

I takt med at situationen bliver mere og mere desperat, begynder en stemme at melde sig i Vincents hoved. Det er Eric, en over to meter høj monsterdukke, som Edgar har arbejdet på i smug, men lige nået at vise sin far, inden han forsvandt.

En tanke begynder derfor at vokse i Vincents hoved: Hvis han kan få Eric på skærmen, kan det være, Edgar ser ham og så kommer hjem.

Selv om Eric umiddelbart ligner en ganske almindelig dramaserie, er udførelsen af Abi Morgans (Jernladyen, Shame) miniserie mere beslægtet med psykologisk krimi, og resultatet er fremragende.

Eksperten i dumme svin

For det første er Benedict Cumberbatch fantastisk som Vincent. Skuespilleren har altid excelleret i karakterer, som er lidt nogle dumme og arrogante svin på overfladen, men også har et hjerte af guld under den hårde skal – *host, host* Sherlock.

Her, som en slet skjult version af Muppet-skaberen Jim Henson, er Cumberbatch endnu en gang magnetisk dragende.

Portrætteringen af Vincents mentale deroute veksler mellem grinagtig, når han diskuterer med Eric, og sørgelig, når man ser de samme diskussioner udefra, hvor det kun er manden, som råber ud i luften.

Det åndelige slægtskab mellem Vincent og Brandon (Michael Fassbender) fra Steve McQueens uafrystelige sexmisbrugsdrama Shame, som Abi Morgan var medforfatter på, er åbenlyst. Mænd, der udadtil har styr på deres liv og lever det til fulde, men i deres indre er fuldstændig smadrede og plages af dæmoner.

Hvor Brandons er usynlige, er Vincents synlige, i hvert fald for os. Eric minder af udseende mest af alt om Sully fra Monsters Inc., men med Cumberbatch ru stemme er der et lille urovækkende skær over den tårnhøje dukke.

Sideløbende med, at vi følger Vincents rejse ned i vanviddet, følger vi også politimanden Michael Ledroit (McKinley Belcher III).

Det er ham, som leder efterforskningen af Edgars forsvinden, og det er en sag, hvor vi kommer omkring det homoseksuelle miljø i datidens New York. Michael er selv queer, og hans kæreste har aids, begge dele holder han skjult for alle på arbejdet. Machismo-attituden hos politiet tillader ikke nogen former for afvigelse fra, hvad der på det tidspunkt betragtes som normen, og en mand enten knalder så mange damer, han kan, eller slår sig ned og bliver gift og får børn.

Den mest smertelige af alle følelser

Gennem Michaels forbindelser til det homoseksuelle miljø efterforsker han et muligt spor angående prostitution og trafficking af unge drenge. Samtidig plages han af skyldfølelse over ikke at have fundet en anden forsvunden dreng. I sit stille sind håber han, at der er en forbindelse, for så kan han måske finde frem til en samlet gerningsmand.

Hykleriet omkring, hvor mange ressourcer der bliver brugt på en hvid dreng modsat den tidligere sag, som involverede en sort dreng, bliver effektivt sat i scene. Det er de amerikanske 80'ere i al deres neokonservative herlighed, inklusiv en Trump-agtig klon i form af Vincents ejendomsmogul-far (John Doman).

Det er en by på randen af forandring, men ikke alle er klar til at give slip på fortiden. Gode minder eksisterer som et svagt genfærd, der hjemsøger menneskene, og omvendt er der dem, som ikke kan komme hurtigt nok videre fra de dårlige tider.

De seks afsnit bliver holdt i en stram narrativ snor, hvor der, selv om historien forgrener sig i flere retninger, hele tiden er en klar målrettet vej mod endemålet.

Instruktør Lucy Forbes, som står bag episoder i to af de mest mindeværdige serier de sidste fem år i form af The End of the F***ing World og This is Going to Hurt, har også her et solidt tag om dirigentstokken, og alle elementer spiller perfekt. Vekslingen og sammenfletningen af Vincent og Michaels synsvinkler samt flere andres, er sømløs.

Eric er en fortælling om de forliste skæbner, som går på enhver gade, uden at du ved det. Den indre smerte, hvor det at forsvinde fra det hele kan virke som den eneste mulige løsning. For at blive tilbage vil være at synke ned i et mørkt dyb af vanvid, hvor man ikke umiddelbart kan se det befriende lys, som signalerer en vej ud.

Benedict Cumberbatch viser, hvorfor han er en af sin generations fremmeste skuespillere, og McKinley Belcher III om muligt overstråler ham som miniseriens bankende og smertelige hjerte.

Det handler om håb, fantasiens magt og kærlighed, der brænder så stærkt, at den umuligt kan slukkes, ligegyldigt hvad der bliver kastet på den – og kærlighed er den mest smertelige af alle følelser.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: