Sikke en skuffelse: 10 serier fra i år, vi havde større forventninger til
Du kender det sikkert kun alt for godt. Du har set frem til en serie, og dine forventninger er helt i vejret. Men så udkommer den, og så bliver du bare så skuffet. Ikke nødvendigvis fordi den nye serie eller sæson er virkelig ringe, men fordi du bare havde forventet noget helt andet.
Det oplever vi desværre også. Lidt for tit kunne man indvende. Her er 10 serier fra i år, vi havde store håb og forventninger til, men som desværre ikke levede op til dem.
Exit sæson 3
De rige, norske svin vendte tilbage i den afsluttende sæson af den ekstremt populære serie Exit, og forventningerne var tårnhøje. Vi var klar til endnu en omgang euforiserende stoffer, sex, alkohol og dårlig moral på højtryk, og selv om sæsonen bestemt indeholdt alt dette, kom den aldrig op på niveau med de forrige sæsoner.
En begyndende moralisering, der gik helt imod seriens grundpræmis, tog pusten ud af den afsluttende sæson, som i øvrigt også bevægede sig noget så langsommeligt i forhold til de forrige sæsoner. Var det en direkte dårlig sæson og afslutning? Så langt vil vi ikke gå, men vi havde håbet på og forventet mere.
Exit kan ses på DRTV.
Yellowstone sæson 5
Yellowstone har siden begyndelsen redet over prærien med høj lassoføring og ledt an for neowestern-genren. I femte sæson, der endnu ikke er afsluttet, er det, som om hesten er blevet halt og burde have været aflivet. For nu får vi en særdeles kedsommelig travetur hen mod målstregen.
Det går slet og ret for langsomt, og der sker stort set intet af betydning i sæsonens første otte afsnit. Personlige dramaer trækker i langdrag i en sådan grad, at vores anmelder kun har ét ønske: Nogen af betydning må simpelthen snart dø.
Det eneste man kan gøre som seer er at håbe på et brag af en sæsonafslutning, der også vil blive seriens afslutning, og som kan binde en sløjfe på historien og de mange karakterer, vi har fulgt igennem årene.
Yellowstone kan ses på SkyShowtime.
The Mandalorian sæson 3
Da første sæson af The Mandalorian kom på banen, blev den hyldet af mange som en form for renæssance for Star Wars. Så kom Boba Fett-serien og Obi-Wan-serien, der var middelmådige, når de var bedst. Heldigvis kom tredje sæson af The Mandalorian snart, så alle kunne ånde lettet op.
Men til vores skuffelse blev vi budt en forhastet historie om at generobre Mandalore, hvor Bo-Katan blev seriens protagonist. Denne plottråd blev der hintet til i anden sæson, og det virkede som den naturlige udvikling, serien ville tage, efter Grogu-arken var færdig. Den blev så afsluttet på otte afsnit, hvor fire af afsnittene var fyldt med tåkrummende cameos.
The Mandalorian kan ses på Disney+.
The Idol
Skaberen af hitserien Euphoria, Sam Levinson, slog pjalterne sammen med musikeren Abel ’The Weeknd’ Tesfaye og skabte serien The Idol om, hvordan kvindelige popstjerner i musikindustrien bliver udnyttet. Den slags historie er ellers Levinsons speciale, men så kom serien faktisk.
Utiltalende sexscener og ren ’chokfaktor’ rakte kun så langt, og vi nok forventet mere af Tesfayes skuespil, selv om det er hans første dramatiske rolle.
Seriens oprindelige instruktør Amy Seimetz blev fyret, efter sigende fordi Tesfaye mente, at serien havde et for ’kvindeligt perspektiv’, hvorefter stort set hele serien blev lavet om og genoptaget. Hvad der kunne have været en historie om udnyttelse blev bare udnyttelse.
The Idol kan ses på HBO Max.
The Witcher sæson 3
Tredje sæson af The Witcher oplevede modvind fra starten, eftersom det ville blive Henry Cavills sidste sæson som Geralt of Rivia. Det var vi allerede bekendt med, så det eneste, man kunne have håbet på, var en god afslutning. En lille actionscene kunne det blive til efter, at han havde været fraværende i et afsnit og sygelagt i et andet.
Oven i det var fremskridtet så uendelig langsomt, og plottet i bedste fald forvirrende. Ifølge en af producerne blev historien mindre nuanceret og kompleks, fordi særligt amerikanere ikke kunne forholde sig til komplekse plots og nuancerede karakterer. Det er altid godt at skyde skylden på seerne, når ens serie bliver dårligt taget imod.
The Witcher kan ses på Netflix.
Citadel
Hvad får man, hvis man tager 300 millioner dollars og laver en sæson på seks afsnit? Ikke særligt meget, må man forstå efter at have set Prime Videos megaflop Citadel.
Et sammensurium af klichéer og tåkrummende dialog, hvor stort set alle taler og agerer som teenagere, der opfylder drengefantasien om, hvad det at være en hemmelig agent indebærer. Værst af alt var det, at selv med det enorme budget, kunne man ikke se pengene på skærmen. Noget virkelig fed action kunne det ikke engang blive til.
Citadel blev søsat som flagskibet for et nyt univers med en masse serier, der allerede er i produktion. Efter den svære start skal der godt nok et stort stykke arbejde til at få vendt skuden i tide.
Citadel kan ses på Prime Video.
Extrapolations
Med en rolleliste bestående af flere fra Hollywoods top (Meryl Streep, Edward Norton, Marion Cotillard, Forest Whitaker, Tobey Maguire, Sienna Miller, Murray Bartlett m.fl.) og en billedside, der på alle parametre spillede, stod Extrapolations til at blive en basker af en serie. Den endte dog mere som en maveplasker.
Den ellers blændende rolleliste havde utrolig lidt at lave i den nærmest antologilignende serie om klimaforandringer i årene fra 2037 til 2070 (det føltes også, som om serien varede så lang tid). Det gik simpelthen så langsomt, og karaktererne var så karikerede og uinteressante, at du får lige så meget ud af serien ved at læse om den her, som ved selv at se den.
At bruge så mange kræfter og så meget talent på at lave en historie om klimaforandringer, der blev fortalt så banalt og uengageret, føltes mere end noget andet bare ærgerligt.
Extrapolations kan ses på Apple TV+.
White House Plumbers
De fleste er bekendt med Watergate-skandalen, der endte med at føre til Richard Nixons fald, og den har da også haft sin gang i filmmediet ad flere omgange. White House Plumbers forsøgte at give historien et komisk twist med Woody Harrelson og Justin Theroux som de to agenter, der skulle ’rydde op’ i nogle papirer.
På trods af gode komiske kræfter bag fandt White House Plumbers aldrig sit rette ben at stå på. Den gik fra falde på halen-komedie til alvor, og dens trang til at skildre de to ’blikkenslagere’ som klovne i en allerede absurd situation endte desværre med at spille fallit.
White House Plumbers kan ses på HBO Max.
De 5 bedste pilotafsnit nogensinde
Foundation sæson 2
At lave en serie baseret på en af de mest populære bogserier indenfor science fiction, hvor historien strækker sig over flere århundreder, er bestemt ikke et let stykke arbejde. Ændringer er nødvendige, men det er ikke en undskyldning for dårlig historiefortælling.
På trods af at være en af de pæneste serier lige nu, og en første sæson, der i det store hele slipper af sted med sin mastodontudfordring, falder serien mere og mere til jorden, som sæsonen skrider frem.
Romantiske forhold har en dialog, der er som taget ud af Twilight, og i mange tilfælde skal man skal lede langt efter meningen med tingene eller alternativt give serien en kilometer lang snor i forhold til, hvad man finder troværdigt. I det store hele føles alt meget konsekvensløst på trods af, hvad vi har fået lovning på op til sæsonens udgivelse og i de første par afsnit.
Foundation kan ses på Apple TV+.
The Consultant
En arbejdsplads-satire-thriller med den Oscar-vindende Christoph Waltz i hovedrollen som en excentrisk konsulent, der sparker døren ind og uden videre overtager en virksomhed. The Consultant havde på overfladen alle de elementer, der skulle til for at blive en succes, så hvordan kunne det gå galt?
Serien ville gerne kommentere på arbejdsmarkedet, særligt i Silicon Valley-miljøet (med Elon Musk som tydelig inspiration), men ud over det var der ikke meget at hente i serien ud over Waltz’ præstation som konsulenten.
Den var opsat på at opbygge en mystik omkring konsulenten, hvilket den gjorde godt, men når opbygningen af disse mysterier skulle indfries, gik det mindre godt. Man sad derfor tilbage med for få svar til at kunne skabe en mening med det hele.
The Consultant kan ses på Prime Video.