Anmeldelse: ’Reservation Dogs’ sæson 3 går igen direkte i hjertekulen

Du har ikke set en ungdomsserie som Reservation Dogs. Så kort kan det siges. Selv om Taika Waititis navn står på som medskaber, og man godt kan fornemme new zealænderens særlige form for quirky humor, men det er i høj grad medskaber Sterlin Harjos serie.

Igennem nu tre sæsoner har vi fulgt de fire indfødte amerikanske teenagere Bear (D’Pharoah Woon-A-Tai), Elora (Kawennáhere Devery Jacobs), Cheese (Lane Factor) og Willie Jack (Paulina Alexis). Efter deres ven Daniels død et år før første sæson starter, besluttede de at spare sammen, så de kunne tage af sted til Californien, som han altid havde drømt om.

Og de nåede da også til solskinsstaten i slutningen af sæson to, som tredje og sidste sæson ligger i direkte forlængelse af.

Uden penge og bil er The Rez Dogs – et øgenavn de fik i første sæson – strandet i Californien. Bears tante Teenie (Tamara Podemski) kommer og henter dem, men da de skal afsted med bussen, kommer Bear ikke med.

De første par afsnit går således primært med at følge hans vej tilbage til Oklahoma. Her møder han eneboeren Maximus (Graham Greene), som også har en forbindelse til Rez Dogs-reservatet, og vi får et kærkomment gensyn med Deer Lady (Kaniehtiio Horn), den mytologiske ånd, som hævner alle kvinder og børn, der ikke bliver behandlet ordentligt.

For Reservation Dogs er meget forankret i indfødt amerikansk kultur, både nutidig, og i høj grad også alt det, der er kommet før. Det er da også derfor, at Bear har en åndeguide i form af William Knifeman (Dallas Goldtooth), der giver ham råd, som ikke altid lige umiddelbart er brugbare – men man bliver klogere, jo mere man oplever af livet.

De gamle venner

Det handler om livet i Reservation Dogs. Om at komme videre, selv om man møder modgang. Traumet efter Daniels selvmord sidder stadig i teenagerne, selv om de på sin vis fik givet ham en sidste værdig afsked på de californiske sandstrande.

Tredje sæson gør en pointe ud af at vise, hvordan fortiden former livet i dag. Gennem historien med, hvordan den nuværende inkarnation af Deer Lady blev til, får vi indblik i dengang, hvor indfødte børn blev tvangsanbragt på voldelige kostskoler, og den civiliserede kristendom blev tæsket ind i dem.

I et senere afsnit vender vi tilbage til den samme kostskole, hvor der i 1976, da afsnittet foregår, er blevet langt mere humanistisk at være. Vi møder blandt andet Maximus og nogle af de andre gamle fra nutiden, da de var på Rez Dog-ungernes alder. Selv om tiden er en anden, er mange af dynamikkerne og problemerne ens og taler ind i seriens overordnede skildring af indfødte amerikaneres liv i USA gennem tiden.

En ting, Sterlin Harjo og kompagni har været rigtig gode til at italesætte. Selvmord blandt den befolkningsgruppe i USA var den højeste blandt alle minoriteter i landet. Især i første sæson, hvor følgerne af Daniels død stadig ulmer i de unges bevidsthed. Senere hen med introduktionen af ny-tilflytteren Jackie (Elva Guerra) kommer der er nyt perspektiv, da hendes bror også har mistet livet på den måde.

Der er mange dybe suk for at undertrykke gråd, både hos karaktererne og hos publikum. Det er voldsomt rørende, når den ellers lakoniske Willie Jack krænger sit inderste ud omkring de følelser af afmagt og savn, hun har for sin afdøde fætter Daniel.

Det er den perfekte brug af drama og samfundsrelevans som modvægt til de mange sjove elementer.

OMG, det er Ethan Hawke!

Når man har at gøre med en serie som Reservation Dogs, hvor rumvæsner, Bigfoot og white power-folk i uglemasker har været en fast bestanddel af universet, kræver det, at man er med på legen.

For det er lidt mere anderledes end de sædvanlige komedieserier, hvor folk sidder i en sofa og fyrer vittigheder af, mens dåselatteren kører – lad os aldrig få den infame opfindelse tilbage, brrr.

Højdepunktet i den her omgang er dog lidt mere jordnær. I afsnit otte ligger medicinmanden Fixico (Richard Ray Whitman) på sit dødsleje og ønsker at slutte fred med sin gamle ven Maximus – en relation, som er blevet flot sat op igennem flere afsnit – som han har haft en fejde kørende med, siden de var unge.

Derfor beslutter Rez Dogs-gruppen og nogle af de andre unge på reservatet at befri Maximus fra det psykiatriske hospital, hvor han er indlagt. De allierer sig med den lokale skrothandler og småkriminelle hillbilly Kenny Boy (Kirk Fox, en komediegave i serien), og så skal der planlægges det store kup.

I vanlig Reservation Dogs-ånd forløber det naturligvis ikke som planlagt, selv efter grundig planlægning i bedste Ocean 11-stil. Selvfølgelig, fristes man til at sige, er der afsnittet igennem en rørende, underliggende tone, der giver et ordentlig sug i maven, og man bliver mindet om at værdsætte livet og dem, man har i det, mens det er.

En pointe, der bliver understreget, da Elora – som er opkaldt efter babyprinsessen Elora Danan fra fantasyfilmen Willow – tager kontakt til faren, hun aldrig har kendt. Udover overraskelsen over, at han er i live, er der også bomben med, at han er hvid.

Rick (Ethan Hawke) er en ganske tilforladelig gut, der blev far alt for tidligt, mens han stadig var en vildbasse. Nu er han alenefar til tre, mens hans kone er på afvænning. Det er et lavmålt afsnit, hvor alle følelserne ligger i det, der ikke bliver sagt. Blikke, anspændte og nervøse kroptrækninger, det er fantastisk at se på. Hawke og Jacobs er fremragende i det rørende afsnit, som Jacobs i øvrigt selv har forfattet.

Reservation Dogs går direkte i hjertekulen. Både serien som helhed, men især tredje sæson, hvor de mange vidunderlige enkelthistorier væves ind i den store fortælling om indfødt amerikansk kultur

Det er slet og ret en af de bedste serier nogensinde, der har holdt en meget højt niveau fra start til slut og i den grad vil være savnet i serieland.