Anmeldelse: ’Vikings: Valhalla’ går ud med et brag af en sæson

Selv om Vikings: Valhalla startede som en spin-off til den afholdte vikingeserie, Vikings, har Netflix-serien formået at skabe sin helt egen, unikke identitet og eksistensberettigelse.

Hvor originalserien hurtigt løb ud i soap-lignende drama, krydret med et utal af effektivt udførte blodsudgydelser, fremstår Valhalla langt mere stringent og skarpt fokuseret.

Det er stadig treenigheden Leif Eriksson (Sam Corlett), Freydis Eiriksdóttir (Frida Gustavsson) og Harald Sigurdsson (Leo Sutter), der bærer fortællingen. Præcis som de gjorde tilbage i første sæson.

Men efterhånden er persongalleriet blevet så fyldigt og spændende, at det ikke er en hindring, hvis vi bruger tid sammen med andre.

Faktisk kunne det endda være med til at sikre en ny fortsættelse, hvis Netflix skulle være interesseret i det.

I tredje og sidste sæson i Valhalla, er der gået syv år siden afslutningen på den forrige.

Freydis lever et stille og roligt liv som leder af bosættelsen, Jomsborg. I Vikingetiden holder den slags dog aldrig helt ved, og vi skal ikke mange afsnit ind, før fortiden melder sin voldelige ankomst.

Leif og Harald excellerer som soldater for kejser Romanos III i den byzantinske hær. Således er vores første møde med dem i denne sæson midt i belejringen af den italienske by, Siracusa.

Som vi allerede har set i de tidligere sæsoner, er de to, og især Leif, særdeles kreative, når det kommer til at forcere uigennemtrængelige fæstninger. Det er et spektakulært skue med masser af action, og, som altid i de gode, historiske serier, med en masse politiske intriger lurende i baggrunden.

Men Leif har også kraftig rejselyst i blodet og tanken om ’Det gyldne land’ mod vest hænger stadig ved. Derfor leder han efter hvert et lille spor, der kan vise ham vej til det sagnomspundne land.

Kongernes fald

De sidste otte afsnit af Valhalla er fængende som få.

Hvis der er en ting, serieskaber og showrunner Jeb Stuart og den kreative stab altid har excelleret i, er det at skabe bingeværdige cliffhangers.

Intensiteten bliver opbygget fermt i hvert afsnit, hvor den enten kulminerer i vold eller gennem snedigt politisk rænkespil.

Det er til tider ren Succession, bortset fra at de her rent faktisk slår hinanden fysisk ihjel og forvolder uoprettelig følelsesmæssig skade.

Især spillet om tronerne har meget spænding at byde på.

Kong Knud den Store (Bradley Freegard) er begyndt at sondere terrænet for at finde ud af, hvem af hans mange sønner, der skal overtage hvervet som regent af England, Danmark og Norge. Den slags fører naturligvis blodsudgydelser med sig, for det er sådan, at man nemmest skaffer sig vej til tronen.

Det betyder blandt andet også et glædeligt gensyn med uforlignelige Søren Pilmark i rollen som Svend Tveskæg. Skuespilleren har altid været fremragende, når det kommer til at gestalte usympatiske eller kyniske karakterer, og det gør han også her med stor bravur.

Endnu en stor vikingeskikkelse melder sin ankomst i Valhalla, nemlig Leif og Freydis’ far, Erik den Røde (Goran Višnjić). Den karismatiske høvding regerer Grønland med stærk og myndig hånd. Selv om han umiddelbart bliver begejstret, da Freydis vender hjem efter at have været væk i de mange år, er hans datter meget forandret.

Udover, at de begge er ledere, og der dermed er en naturlig spænding, er der også det familiære temperament. Og når far og datter skændes i vikingetiden, betyder det kamp med våben.

Sidste togt med kliken

Udover det, er der hele Haralds intermezzo med Det Byzantinske Rige, hvor han har masser af beundrere og endnu flere, der hader ham.

Især generalen Maniakes (Florian Munteanu) har et horn i siden på ham.

Og som vi har lært i efterhånden ni sæsoner af vikingelege, fører det altid problemer med sig.

Og så er der en myriade af nye og gamle konflikter, der også skal væves ind og løses i Valhalla. Derfor sidder man i løbet af sæsonen med følelsen af, at det kan de da ikke nå alt sammen.

Men det lykkes overraskende godt.

Ja, der bliver også lagt hårdt op til, at nogle af historierne kan føres videre i selvstændige spin-offs. Især er det vel bare et spørgsmål om tid, før en serie om Vilhelm Erobreren får grønt lys. Det ligger i hvert fald lidt mellem linjerne i Valhalla, at fik de lov til at lave mere, var det en vej, de ville gå ned ad. Sådan som det også blev sagt, dengang serien i første omgang blev annonceret.

Derfor kunne noget tyde på, at Netflix, indtil videre, er færdig med viking-eskapader. Det ville dog være en skam. Især efter den måde, hvor Jeb Stuart har formået af skabe en serie, der kvalitetsmæssigt overgår forgængeren.

Alene den kløgtige og opportunistiske Godwin (David Oakes) kunne have båret en serie alene. Han leverer en dygtig og fængende præstation.

Men det stopper her for Vikings: Valhalla. Og det er måske også meget godt at stoppe, mens legen er god, mjøden stadig smager godt og havvinden er gunstig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: