En af verdens bedste tv-serier fejrer 10-års jubilæum
Første sæson af True Detective tog i dén grad verden med storm, da den ramte HBO tilbage i januar 2014.
Og det lå måske ikke just i kortene, at en makaber krimiserie med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i hovedrollerne skulle blive SÅ stort et hit.
For på det tidspunkt var Matthew McConaughey kun kendt fra romantiske komedier, hvor han optrådte som kæk, skjorteløs førsteelsker, og Woody Harrelson blev primært betragtet som komedieskuespiller.
Desto mere overrumplende var det, at de to formåede at levere så gennemført overlegne skuespillerpræstationer i rollerne som de to betjente Rust Cohle (McConaughey) og Marty Hart (Harrelson), der sammen skal opklare et bestialsk mord i "The Deep South" i Louisiana, USA.
Sagen involverer en ung kvinde, der er blevet dræbt og efterladt i en bizar, religiøs position. De to betjente bliver sat til at finde ud af, hvad der er sket, og det står hurtigt klart for dem, at der er tale om en særdeles kompliceret sag.
Det finder vi også ud af som seere. For et af de mest geniale greb i True Detective er, at serien foregår i to tidsperioder. Der er den aktuelle efterforskning i 1995, og så er der en nutid i 2012, hvor de ældre versioner af Cohle og Hart bliver afhørt om sagen.
Der kommer en femte sæson af 'True Detective'
Straks er man nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor de nu lettere afdankede herrer sidder i et afhøringslokale så mange år efter selve mordet. Har de ikke opklaret det? Er de selv involveret? Hvad fanden er der sket?
Langsomt finder vi ud af, at Marty og Rust opdagede en større og dybere konspiration i sagen fra 1995, der involverede okkulte praksisser og et netværk af magtfulde personer. Og nu er der dukket nye spor op.
Samtidig bliver vi klogere på, hvem de to betjente er som mennesker. Både i nutiden og via flashbacks. Gennem hele sæsonen kæmper Rust f.eks. med sin egen psyke, og Marty med adskillige familieproblemer.
Serien udforsker temaer som moral, eksistentialisme og menneskelig natur, hvilket udmønter sig i de ikoniske scener, hvor de to betjente sidder og taler sammen i bilen i løbet af efterforskningen.
Det er fuldstændig umuligt ikke at blive betaget af de to karakterer - og ikke mindst af de to Hollywoodstjerners eminente skuespil.
Samtidig er mordsagen virkelig interessant og spændende, så også som rendyrket krimi fungerer serien perfekt.
De 10 bedste krimiserier på Netflix
True Detective er skabt af Nic Pizzolato, og første sæson er instrueret af Cary Joji Fukunaga. Pizzolato var også involveret i sæson 2 og 3 af serien, imens Fukunaga kun var med på første sæson.
Sæsonen vandt 5 Emmy-statuetter, men blev forbigået i nogle af de store kategorier. Det skal dog siges, at feltet i 2014 var særdeles hårdt, og at Matthew McConoughey bl.a. var oppe imod Bryan Cranston (Breaking Bad) Kevin Spacey (House of Cards) og Jon Hamm (Mad Men) i kategorien bedste mandlige hovedrolle. Han tabte til Bryan Cranston - men nok kun med et mulehår.
Seriens eftermæle er dog ikke til at tage fejl af, og spørger man serie-connoisseurs overalt i verden, vil de fleste nævne første sæson af True Detective som en af de allerbedste i historien.
True Detective sæson 1-4 kan ses på Max.
Anmeldelse: ‘True Detective’ er tilbage i storform med en blændende Jodie Foster
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: