Anmeldelse: ‘Queen Charlotte: A Bridgerton Story’ er årets uundgåelige kærlighedshistorie

Fra det første indblik i kong George og dronning Charlottes forhold i Bridgerton-serien har de fleste seere nok sukket efter at vide mere om det royale par. Det får vi endelig mulighed for i Queen Charlotte: A Bridgerton Story – og miniserien skuffer ikke.

Fortællingen om kong George og dronning Charlotte er løst baseret på ægteskabet mellem George 3. af Storbritannien og Charlotte af Mecklenburg-Strelitz, som fandt sted i 1700-tallet. Seriens omdrejningspunkt er forholdet mellem de to unge mennesker, men det er vigtigt at pointere, at fortællingen er meget mere end blot en kærlighedshistorie.

Queen Charlotte: A Bridgerton Story giver desuden seeren mulighed for at forstå, hvordan det unge pars forhold ændrede diversiteten i samfundsstrukturen grundet dronningens hudfarve. Selvom dette ikke er historisk korrekt, er det yderst interessant at følge med i. Og det forklarer en masse udfordringer, man har set udfolde sig i Bridgerton.

’Bridgerton’-magien fortsætter

Én af de største fordele ved Queen Charlotte: A Bridgerton Story er, at serien genskaber magien, vi kender fra Bridgerton, men uden det på nogen måde virker gentagende eller kedeligt. Fra første øjeblik er man som seer engageret i serien, fordi den på elegant vis drager en ind. Det skyldes i høj grad de flotte omgivelser, den enestående musik og de spektakulære kostumer, som Bridgerton er kendt for. Men det skyldes også den forståelse, man hurtigt opnår for karaktererne.

Inden for de første minutter lærer vi, hvordan Charlotte, den kommende dronning af England, har ben i næsen, men samtidig ved, at hun er bundet af pligt. Vi kommer også helt tæt på Georges sindslidelse og hans evige kamp for at forblive ved sine fulde fem.

Derudover ser vi naturligvis flere kærlighedshistorier udfolde sig. Og er der noget, Shonda Rhimes kan, så er det at opbygge romantik mellem to parter, så seerens hjerte næsten går i stå – og rives ud af kroppen, når forholdet støder på bump eller går itu.

Livet er ikke en dans på roser

Det er de færreste mennesker, der går igennem livet uden bekymringer eller udfordringer – selv når det kommer til de kongelige. I Queen Charlotte: A Bridgerton bliver seeren mindet om, at man kan være nok så ensom, selvom man har et hav af mennesker rendende omkring sig hele tiden. Og at det er langt fra ens rigdom eller status i samfundet, der afgør ens lykke.

Den lektie lærer flere af karaktererne, heriblandt unge Lady Danbury og Charlotte. Dronningen indser det, idet hendes ægteskab ikke udvikler sig, som hun havde troet eller håbet. Hendes mand holder sig på afstand, og da hun endelige lærer hvorfor, er det et slag i ansigtet.

Men det smukke ved Charlotte og Georges forhold er, at de simpelthen vælger at elske hinanden. De ved, at de ikke har et valg, da pligtfølelsen vejer tungt, men de ønsker begge at få det bedste ud af situationen. Derfor kæmper de for hinanden, støtter hinanden og giver plads, selv når det tærer på dem.

Flot skuespil hele vejen rundt

Et af de smukke elementer ved Queen Charlotte: A Bridgerton Story er det fremragende skuespil. Det er næsten ikke til at tro, at flere af de bærende kræfter, såsom Corey Mylchreest (unge kong George), Sam Clemmett (unge Brimsley) og Arsema Thomas (unge Lady Danbury) ikke har mere erfaring med det niveau, de leverer.

India Amarteifio, der er kendt fra Evermoor og The Midwich Cuckoos, er også et eminent valg som den stærke og stædige unge dronning Charlotte. Hun formår at spille rollen, så Golda Rosheuvels ældre version af dronningen virker endnu mere overbevisende og hjerteskærende.

Selvom det er skønt med et gensyn med Adjoa Andoh som den ældre Lady Danbury og Ruth Gemmell som Violet Bridgerton, da det trækker tråde tilbage til det Bridgerton, vi kender, så tager deres sidehistorier lidt fokus fra fortællingen, hvilket er ærgerligt.

I stedet kunne man have brugt tiden på at vise endnu mere af kongeparrets kamp mod sindssygen og samfundets forventning til dem. Men det er måske kun et ønske, fordi man ikke kan få nok af deres fortælling. Miniserien rundes nemlig perfekt af, og alligevel kan man som seer godt ønske, at der havde været flere afsnit at fordybe sig i.