Anmeldelse: Sæt 'En af drengene' på pensumlisten i de store klasser!

Ungdomsfilm og -serier har haft en lang og stolt tradition i Danmark siden 1970'erne. Nu til dags er det især det autodidakte unikum Jonas Risvig, der har været bannerfører i skildringer af ungdomsliv. Populariteten af hans serier gør naturligvis, at tv-stationer og streamingtjenester kigger efter andre talenter, som kan skabe lignende magi.

Teys Schucanys miniserie i fire afsnit på Viaplay En af drengene passer perfekt ind i den stadigt voksende kanon af essentielle ungdomsserier.

Serien handler om den 16-årige Lau (Jonathan Tage Pedersen). Han er sammen med resten af drengene i 9. klasse i den unavngivne provinsby draget ud på manddomstur. Det er en forstadsrite, hvor drengene på turen skal igennem nogle fysiske udfordringer, hvori der er en eller anden form for lektie, de kan tage med sig ind i voksenlivet. Som rigtige mænd!

Lau er dog ikke lige som de andre boys. Det maskuline ideal med bold, babser og bajere, der er alfa og omega blandt de andre, er ikke noget for ham.

Det kræver ikke mange lange blikke, før det står klart for seeren, at Lau føler sig tiltrukket af nogle af de flotte fyre. Især den nytilkomne københavner Aksel (Jacob Spang Olsen), som er meget anderledes end alle de andre, fanger hans blik.

Men hvad fanden gør man, når man er et virvar af hormoner, og er rædselsslagen for at gøre noget, der får de andre til at kigge skævt til en?

På tur med drengerøvene

Med fire afsnit på lige knap 15-20 minutter hver, tager det ikke lang tid at komme igennem En af drengene. I mellemrummet mellem kortfilm og novellefilm, kommer vi godt ind under huden på Lau, selv om han sjældent siger, hvad der foregår inde i hovedet på ham.

Instruktør Teys Schucany og medforfatter Frederik Rye Nielsen har dygtigt konstrueret historien, så meget bliver formidlet mellem blikke og kropssprog. Det, der så bliver sagt, er ofte udpenslinger og konstateringer af det, vi allerede havde en lille anelse om.

De store samtaler står ofte mellem Lau og en af de to voksne på turen, Michael (Morten Burian). Han var en af Laus fars gamle venner og fortæller beredvilligt om dengang, farmand selv var med på turen og endda blev kåret som ”vinder” af overgangsrite-legene.

Grundlæggende handler En af drengene om at være udenfor.

Udenfor det dominerende fællesskab, alle forventer man skal være med i. Skal man ændre på sig selv for at være med i det? Ligegyldigt hvor meget det strider imod det, der siger noget andet inde i en? Eller skal man forsøge at udleve sit mest sande jeg?

Det er de spørgsmål, Lau kæmper med, og som Schucany og Rye Nielsen ret effektivt får formidlet på lige knap en time. Ungdomsserien bør ryge på skemaet som undervisningsmateriale i de store klasser i folkeskolen, for der er masser af gode tematikker at tage fat på.

Fra ung til voksen

Jonathan Tage Pedersen er fremragende som den sky Lau med det tumultariske indre. Det er ikke, fordi han siger vanvittigt meget hele tiden. Men måden han bruger sin krop og ansigt, kombineret med hvordan kameraet hviler på de rette tidspunkter, gør, at ord bliver overflødige.

Og når han så taler, bliver man hængende på ordene. For er det nu, at han lukker omverden ind i sine tanker? Man sidder og håber på, at han åbner op, men frygter samtidig også reaktionen. Det er godt spillet og godt skrevet.

Som det uopnåelige ideal for den perfekte dreng, William, er Oliver Tikotzki en rigtig god brøleabe. Han er prototypen på den populære dude, vi alle har mødt på et eller andet tidspunkt, da vi var teenagere. En højtråbende alfa-drengerøv, der altid er i centrum for de ting, der sker.

Jacob Spang Olsen besidder den slags scenetilstedeværelse, hvor man lige stopper op en ekstra gang, så snart han træder ind i en scene eller lokale. Han har en magnetisk karisma, der bliver spændende at følge udviklingen på i fremtiden.

Som de voksne bøverter, der ikke aner, hvad de unge drenge har gang i, er Morten Burian og Rasmus Botoft perfekte. Den får ikke for lidt med tøhø-onkel-humor og er et fint eksempel på, hvordan normer bliver videregivet fra en generation til den næste. For mandeturen og maskuliniteten var ligesom dengang, vi var unge, er devisen.

Men måske er det ikke alle nuancerne, der kommer med, når man fortæller om fortiden. Det er kun højdepunkterne.

Der er ingen tvivl om, at En af drengene hører til blandt forårets danske højdepunkter.