Anmeldelse: Trods en smuk indpakning er der lidt for mange tomme kalorier i ’Drømmenes hus’ sæson 2

Første sæson af Drømmenes hus på DR sluttede lige efter børskrakket i oktober 1929. Nu befinder vi os i efteråret 1932, så tre år er gået. Varehuset Jonass er forsat omdrejningspunktet i seriens seks nye afsnit.

Arthur Grünbergs (Alexander Scheer) drøm om skabe verdens første stormagasin med mulighed for at købe på kredit er bristet. Den økonomiske krise har umuliggjort det. Varehuset mere end klarer sig, men Arthur er ulykkelig.

Vores hovedkarakter Vicki Maler (Naemi Florez) er blevet forfremmet til afdelingsleder. Hun og hendes lille datter Hanni bor sammen med veninden, Elsie (Amy Benkenstein), som også stadig arbejder i varehuset Jonaas. I mellemtiden er Vicki blevet kærester med den godmodige møbelsnedker Wilhelm (Lucas Reiber).

Nazibander jager kommunister

Vi er kun få måneder fra Hitlers magtovertagelse, og nazismen præger gadebilledet i form af plakater og mænd i uniformer. Nazibander jager kommunisterne og leder bl.a. efter dem på dansebaren Eden, hvor seriens karakterer stadig træffes.

Den usikre stammende og ensomme sikkerhedsansvarlige i Jonass, Gerd Helbig (Paul Zichner), bliver presset af en af en bekendt til at deltage i arrangerede boksekampe i naziregi.

Krisens mørke og den gryende naziovertagelse antydes visuelt, men i historiens første tre afsnit, som anmelderne har haft adgang til, fylder den stort set intet.

Den visuelle del af serien har samme fylde og storhed som i første sæson. Både i forhold til skønhed og i at skabe et autentisk tidsbillede.

Han elsker stadig Vicki

Den umulige kærlighedshistorie mellem Vicki og Harry (Ludwig Simon) er, som i første sæson, den dominerende historie i historien. Harry og hans kone (Gala Othero Winter) er tilbage fra New York efter tre års ophold, og på trods af succesen på den ikoniske ’Cotton Club’ oplever han nu forhindringer. For i Tyskland lytter man nu til schlagermusik, ikke til jazz. Han elsker stadig Vicki og betragter hende og datteren på afstand med længsel i blikket.

Desværre fænger historien om de to elskende forsat ikke. Alt for mange klicheer og en forudsigelig handling præger skildringen, og det kommer til at have en klang af sæbeopera. Som da Vicki er lige ved at brænde brevene fra Harry, men i sidste øjeblik fortryder og læser dem i et stræk.

Vicki har ikke svaret på Harrys breve. Elsie gemte dem. Hun ønskede, at hendes veninde skulle videre i sit liv. Så trist, når noget så vigtigt og smukt som kærlighed, kommer til at virke så ligegyldigt.

Et lille håb

Det største problem med Drømmenes hus er, at man kun bruger tiden som et bagtæppe. Ligesom i første sæson evner serien ikke at se periodens mørke og gru i øjnene. Den historiske periode bidrager aldrig reelt til serien, og den bliver aldrig for alvor en del af karakterernes liv. Serien skøjter rundt på overfladen, kommer aldrig i dybden og bliver derfor en tom oplevelse på trods af, at den foregår i en af de mest dramatiske og vigtigste perioder i historien. Hvorfor sætte beretningen i denne tid, hvis man ikke er interesseret i den? Man kan håbe, at mørket folder sig ud, som serien skrider frem.

Den tyske serie fra 2021, Hotel Europa, har mange sammenfald med Drømmenes hus. Begge fortællinger kredser om ét sted, her et hotel, og den udspiller sig fra 1918 til 1937. Men til forskel fra Drømmenes hus mærker man konstant tidens uro og ubehag, som var den en selvstændig karakter i fortællingen, og den filtrer sig raffineret ind i karakterernes liv.

I slutningen af tredje afsnit sker dog et skifte, og en mørk stemning spreder sig. Forinden har en lykkelig juleaften og efterfølgende sneboldkampe indikeret en stemning af en slags ”stilhed før stormen”, en kort lykke inden tragedien. Men, hvorfor skal de vente så længe og fortabe sig i det ligegyldige drama mellem Harry og Vicki?

Med en så mesterlig billedside og stærkt autentisk tidsbillede har man potentiale til at skabe et værk, som griber en om både hjerte og hjerne, hvor man blev blæst bagover følelsesmæssigt såvel som intellektuelt.

Det er uendelig ærgerligt, at man indtil videre i de tre første afsnit kun kan nyde den visuelle del.