Anmeldelse: ’28 Years Later’ er et stærkt og fascinerende kapitel i den berømte horror-filmserie

– Jo flere du dræber af dem, jo nemmere bliver det.

Det er et hårdt og brutalt faderligt råd, som Jamie (Aaron Taylor-Johnson) giver sin 12-årige søn Spike (Alfie Williams).

Far og søn har bevæget sig væk fra deres lille isolerede øsamfund og ind på det britiske fastland. Efter at en vredesvirus 28 år tidligere truede med at udslette hele verden, er det hele et frodigt post-apokalyptisk ødeland, hvor forskellige former for smittede bevæger sig truende rundt i landskabet.

Det er Spikes første tur væk fra øen, hvor den eneste vej til og fra, er via en vadevandsvej. Med tidevandet som allieret er det umuligt for inficerede at komme uset over til det lille samfund.

Egentlig burde drenge vente et par år med at komme med til fastlandet, da den normale alder for det er 14 eller 15. Jamie insisterer på, at Spike er klar til overgangsriten fra barn til voksen. Drengen er i forvejen blevet nødt til at efterlade barndommen hurtigere, end hvad godt er, da hans mor Isla (Jodie Comer) er ramt af en mystisk sygdom, der gør hende konfus og giver hende store smerter.

Ikke så snart er far og søn kommet i land, før det begynder at vrimle med inficerede. Da de søger tilflugt for natten, ser Spike ild i det fjerne. Han får senere at vide, efter de er kommet tilbage til øen, at det tilhører lægen Kelson (Ralph Fiennes), som efter sigende er blevet vanvittig.

Men da det virker som den eneste mulighed for at finde ud af, hvad der er i vejen med moren, begiver knægten sig i land. Denne gang med sin syge mor, og på deres vej møder de blandt andet kæmpestore inficerede og en dumsmart svensk NATO-soldat.

Flotte frådende monstre

Rygterne om, hvad ’28 Years Later’ ville være for en slags film, har været mange. Folkene bag lavede en fin snyder, da de udgav et billede af en meget afpillet inficeret, som lignede hovedrolleindehaveren fra den første film, Oscarvinderen Cillian Murphy, overordentligt meget. Det var dog ikke ham, men skuespilleren er dog bekræftet til efterfølgeren ’28 Years Later: The Bone Temple’ og en mulig tredje film.

Om vi når så langt, kommer an på, om publikum bliver bidt af den nærværende film, hvor instruktør Danny Boyle og manuskriptforfatter Alex Garland vender tilbage til den franchise, som de selv var med til at starte i 2002.

Og det er en film, som bærer præg af, at de begge har udviklet sig som filmskabere siden da. På både godt og ondt.

På den positive side hersker der ingen tvivl om, at den danskuddannede filmfotograf Anthony Dod Mantles billeder, er vanvittigt dragende. Københavneren tog sine erfaringer fra Dogme ’95 med sig til ’28 dage senere’, og ved hjælp af letvægtsvideokameraer var det muligt at iscenesætte London og normalt kraftigt trafikerede motorveje som værende fuldstændigt mennesketomme.

Teknologien har taget kvantespring siden da, og til ’28 Years Later’ har man iPhones til at indfange dramaet. Billedkvaliteten er markant bedre end for 23 år siden, og denne gang gør det lette udstyr det nemmere at filme i den ellers ufremkommelige frodige og grønne natur.

Kameraet bevæger sig adræt med de sprintende inficerede, og ved hvert af de spektakulære, knoglesmadrende drab, bliver billederne nærmest hængende i luften, så man ikke går glip af en eneste blodig detalje.

Dystopisk ungdomsfilm

Man kan sætte endnu et hak i den positive kolonne ved skuespillet.

Unge Alfie Williams bærer ’28 Years Later’ med en virkelig stærk præstation. Spikes udvikling fra usikker dreng til hærdet overlever bliver skildret med bævrende grådlabil mimik, der udvikler sig til stålsat resoluthed.

Ligeså er Aaron Taylor-Johnson god som brovtende faderfigur, som Alfie starter med at se op til med barnlig naivitet. Skuespilleren, der er det varmeste navn til at overtage hvervet som James Bond, er skarp og robust på en lidt for lækker ’Alene i vildmarken’-agtig måde, der passer perfekt til figuren.

Omvendt er Jodie Comer skrøbelig på en fin og nuanceret facon. Det er noget af en modsætning fra gennembrudsrollen som småpsykopatisk lejemorder i ’Killing Eve’, men ikke desto mindre er hun fremragende.

Ralph Fiennes er altid god for en solid præstation, og han skuffer heller ikke her som enigmatisk og mystisk læge.

’28 Years Later’s ulempe, og det er en markant en, ligger i historien. Filmens åbning teaser for en figur, som vi først kommer til at stifte rigtigt bekendtskab med i ’The Bone Temple’. I det hele taget virker den premiereaktuelle film som en, der har den utaknemmelige opgave at skulle sætte et univers op, som først bliver forløst i de efterfølgende film.

Det er skam en god film og med overraskende meget humor. Det er en coming of age-film sat i post-apokalyptisk landskab. Hvordan er det at vokse op i det? ’The Walking Dead’ og alle dens spin-offs har berørt den del i større eller mindre grad, men Garland og Boyle fanger den unikke britiske tradition i netop den genre og hensætter den i ’28’-universets dystopi, hvor alt er sat på spidsen, og alle valg er et spørgsmål om liv eller død.

’28 Years Later’ er et stærkt og fascinerende kapitel i franchisen og giver interessante løfter om fremtidige spændende film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: