Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Det er et spørgsmål om kærlighed og ære i Bille Augusts ’Kysset’

AfClaus Nygaard Petersen
21. februar 2023
Clara Rosager og Esben Smed i Bille Augusts romantiske periodedrama ‘Kysset’
Clara Rosager og Esben Smed i Bille Augusts romantiske periodedrama ‘Kysset’ / Foto: Foto: Chr. Geisnaes.

Del artikel

Bille Augusts romantiske periodedrama 'Kysset' er flot og stemningsfuldt med masser af godt skuespil og tankevækkende problematikker.

”Har de besluttet dem, hr. løjtnant? Kaffe eller te?”

Spørgsmålet opsummerer perfekt det dilemma, soldaten Anton (Esben Smed) er i.

For han selvom han er inviteret på besøg af baronens datter, den blonde Edith (Clara Rosager), er han langt mere interesseret i hendes kusine, den mørkhårede Anna (Rosalinde Mynster).

Få flere film anmeldelser her!

Men Anton er et ordentligt menneske. Lige siden han et år tidligere blev en del af dragonregimentet i Næstved, har han sat en ære i at gøre det rigtige.

Og det er det, Bille Augusts periodedrama handler om. Ære.

En dag, da kavaleriet er ude på øvelse, ser de en bil sidde uhjælpeligt fast i mudderet. Vi er i 1914 i månederne op til 1. Verdenskrigs udbrud. For at hjælpe manden – Baron von Løvenskjold (Lars Mikkkelsen) – fri af dyndet, bliver Anton inviteret til middag.

Under det ekstravagante selskab begår Anton en katastrofal fejl: Han byder Edith op til dans. Hvad han ikke ved er, at hun er efter en rideulykke otte år tidligere er blevet lam i benene. Selskabet holder vejret, da hun hulkende forsøger at rejse sig op fra sin stol. Ævred mislykkes, og han går derfra i skam.

Derefter forsøger Anton at gøre alt, hvad han kan, for at rette op på sin æreskrænkende handling. Spørgsmålet er, hvor langt han er villig til at gå. For Edith liver virkelig op i hans selskab. Det siger alle omkring hende, især hendes far, der med sit skrantende helbred er lykkelig ved tanken om, at datteren har fundet noget, eller rettere sagt, nogen at leve for.

Læs også: Anmeldelse: ’Ustyrlig’ sætter spot på en tid, da frisindet skulle udryddes

Kærlighedens mange kvaler

Få instruktører i Danmark har excelleret indenfor historiske dramaer som Bille August. 80'er-filmene Zappa, Tro, håb og kærlighed og Guldpalme- og Oscarvinderen Pelle Erobreren er allemandseje i den danske filmhistorie, og instruktørens to seneste, Lykke-Per fra 2018 og Pagten fra 2021, er klassiske August-historier.

Det handler som ofte om drenge eller unge mænd, der står over for nogle af livets store dilemmaer. I den kontekst er Anton en naturlig forlængelse af den opportunistiske Lykke-Per, om end det moralske kompas er mere finjusteret.

Præcis som i filmen med den titulære lykkejæger bliver hovedrollen her spillet med indestængt intensitet af Esben Smed. Det er ikke for ingenting, at han er en af Danmarks bedste skuespillere. Som tilknappet og regelret soldat, gør han uniformen stolt og er lige til en hverveplakat med sit markante og flotte ydre.

Men under overfladen skimtes et indre i oprør. Med flakkende øjne og kropsbevægelser, hvor det ser ud som, at hver en muskelfiber er spændt til det maksimale, leverer Esben Smed en god præstation.

Skuespillet er i det hele taget det, som udmærker sig ved den danske adaptation af forfatteren Stefan Zweigs klassiske roman Utålmodige hjerter.

Læs også: Anmeldelse: ‘Glass Onion: A Knives Out Mystery’ er en veloplagt krimi, der oser af overskud

Clara Rosager er imponerende som Edith, hvis sind konstant er som et følelsesmæssigt oprørt hav. Enten er alt godt, eller også er det helt ad helvede til. Lars Mikkelsen leverer (som sædvanlig) en pragtpræstation, hvor han især fysisk er helt uovertruffen. Med dirrende hænder og store øjne er det svært ikke at have medlidenhed med den gamle mand, der så inderligt håber, at datteren skal få sin livsgnist tilbage, koste hvad det vil.

Som småhumoristiske islæt er David Dencik og Kurt Dreyer herlige, som henholdsvis den pragmatiske læge Faber og den gammeldags kæft-trit-og-retning Oberst Krabbe.

Et spørgsmål om ære

Selvom historien forløber forholdsvis forudsigeligt, er det alligevel en fin fornøjelse. Især fordi stemningen er perfekt iscenesat.

Fotograf Sebastian Blenkovs blændende billeder frister indbydende på lærredet, hvor de mange flotte indendørs scenerier bugner af detaljer, takket være production designer Jette Lehmanns minutiøse arbejde.

Tonerne fra Henrik Skrams underlægningsmusik sniger sig under huden igennem ørekanalerne og veksler mellem at hviske søde løgne eller ildevarslende sandheder i fornem takt med Kyssets overordnede dilemma.

Hvor langt er man villig til at gå for at gøre det rigtige, rette op på et fejltrin eller redde en anden?

Ordsproget om, hvordan en fjer nemt kan blive til fem høns passer som hånd i handske på, hvad den retskafne Anton får rodet sig ud i.

Læs også: Anmeldelse: En skefuld satire får slave-hykleriet til at glide ned i ‘Viften’

Kan man fortænke mennesker i at ville gøre godt? Nej, men grænsen skal også gå ved, om hvorvidt det for det første bliver selvudslettende. Og for det andet om, hvorfor man gør det.

En god intention er ikke nødvendigvis lig med, at det er den bedste ide. Bille August og kompagni får flot sat det på spidsen i Kysset.

Fakta om ’Kysset’:
Premieredato: 23. februar 2023
Genre: Drama, romance
Instruktør: Bille August
Manuskriptforfatter: Bille August efter Stefan Zweigs romanforlæg.
Medvirkende: Esben Smed, Clara Rosager, Lars Mikkelsen, David Dencik, Rosalinde Mynster mfl.
Land: Danmark

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser