Anmeldelse: ’Downton Abbey – Den store finale’ er den drøncharmerende og hyggelige afsked, vi har drømt om

Hvordan i alverden laver man en fortsættelse af ’Downton Abbey’ uden Maggie Smith?

Den britiske skuespiller og hendes elskede karakter, den sarkastiske enke Violet Crawley, var med sine tørre, sarkastiske bemærkninger et højdepunkt i både serien og de efterfølgende to første film om det storslåede britiske herresæde.

Violet døde i den forrige film, ’Downton Abbey: En ny æra’, og skuespilleren Maggie Smith døde for knapt et år siden, og derfor var enhver form for cameo eller comeback udelukket. Og med tanke på, at den seneste film ikke ligefrem hører til blandt de bedste øjeblikke i den britiske franchises 15 år lange historie, var det med en vis skepsis, at den uigenkaldeligt sidste film i universet ’Downton Abbey’ blev besigtiget.

Men allerede efter få sekunder bliver alle bange anelser manet til jorden.

Vi er i 1930, og de voksne medlemmer af familien Crawley er i London til selskabssæsonen. De indebærer i al sin enkelthed at gå til en masse fester med de rigtige mennesker og, ikke mindst, at blive set de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Det er højsæson for snobber – især dem, der ønsker at gnubbe albuer med de kongelige.

Og da Marys (Michelle Dockery) skilsmisse fra Henry Talbot (Matthew Goode, som desværre ikke medvirker i denne omgang) bliver offentligt kendt, bliver hun en paria blandt det bedre borgerskab.

Det gør hendes fremtid som bestyrer og arving til Downton Abbey usikker, og tilskynder heller ikke ligefrem hendes stædige og konservative far, Robert (Hugh Bonneville), til at træde tilbage og give ansvaret fra sig.

I det hele taget er forandring og den gamle garde, der takker af, et af hovedtemaerne i den veloplagte ’Downton Abbey – Den store finale’, som giver universet den værdige afsked, vi fans kunne ønske os.

Klassisk ’Downton’

Det er som altid Julian Fellowes, som også skabte serien, der står bag manuskriptet, og det gør han godt. Efter ’En ny æra’ kunne man have ham mistænkt for at have kanaliseret alle sine kreative kræfter over i sin nye amerikanske serie ’The Gilded Age’.

Men med ’Den store finale’ gør han tvivlen til skamme. Langt hen ad vejen er det som at overvære et afsnit af ’Downton Abbey’-serien fra dens velmagtsdage.

Vægtningen af adel og tjenestefolk og deres respektive problematikker – samt alle sammenfaldene – er virkelig god.

Det handler om at give stafetten videre, at turde trække sig tilbage og lade nye kræfter komme til. Et velkendt dilemma i ’Downton Abbey’-kontekst.

Måden, det bliver formidlet på, er gennem en fin balance af drama og komik.

På den morsomme side er Mr. Molesley (Kevin Doyle) altid garant for pinagtige og lattervækkende optrin, og som Violet Crawley-erstatning har Julian Fellowes skabt den skønne snob Sir Hector Moreland, spillet uforligneligt arrogant og bedrevidende af Simon Russell Beale.

Sidehistorien om det årlige dyreskue, hvor Isobel Merton (Penelope Wilton) har overtaget Violets plads som forperson, er filmens helt store oplevelse. Det fyger med spidse bemærkninger og sure blikke fra Sir Hector, da Isobel går i sit rebelske hjørne og hverver både den nyligt pensionerede butler Mr. Carson (Jim Carter) og kokken Daisy (Sophie McShera) til at være medlemmer af komiteen.

En klassisk ’Downton’-historie, som selvfølgelig bliver vævet ind i hovedhistorien senere hen.

Drøncharmerende og hyggelig

Hovedhistorien er endnu engang centreret omkring Mary.

Ikke så snart er hun single, før en ny bejler melder sig på banen i form af hendes amerikanske onkel Harolds (Paul Giamatti) forretningspartner Gus Sambrook (Alessandro Nivola). En småsuspekt personage, hvis tilstedeværelse alene er nok til, at man sidder og får dårlige nerver på hendes vegne.

Uden at røbe for meget om, hvordan det hele udvikler sig, er der både nogle gode dramatiske stunder, samt en håndfuld lårklaskende sjove af slagsen. Ikke mindst leverer Edith (Laura Carmichael) nogle geniale bemærkninger, hvoraf en leder mesterligt tilbage til det første afsnit af ’Downton Abbey’.

Det er ikke, fordi ’Downton Abbey – Den stor finale’ er et epokegørende indslag i filmmediet eller på anden genopfinder den dybe tallerken. Men den er drøncharmerende og hyggelig i ordets bedste forstand.

Filmen er som et godt og rart kram. Den slags, som varmer i sjælen og giver et smil på læben. Julian Fellowes holder sig ikke for god til også at skrue på knapperne for at få tårekanalerne i spil, og det er et eller andet sted også sådan, det skal være, når vi slutter sagaen om ’Downton Abbey’ af.

For det har altid været en del af serien og filmenes DNA, at vi er oppe på den helt store følelsesklinge – selvfølgelig leveret med britisk elegance og tilpas tilbageholdenhed, så når følelserne får frit spil, så betyder det virkelig noget. Præcis sådan som det altid har været i ’Downton Abbey’.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: