Anmeldelse: Guillermo del Toro forener romantik og gru i storladen ’Frankenstein’

Der var nok ikke mange, der havde forudset, at de første minutter af Guillermo del Toros længe ventede film ’Frankenstein’ ville foregå på dansk.

Ikke desto mindre er det Lars Mikkelsen som gnaven kaptajn, Nikolaj Lie Kaas som vranten førstestyrmand og Joachim Fjelstrup som doktor Udsen, der dominerer åbningen på Netflix-filmen.

Vi starter ganske som i Mary Shelleys roman på et skib i det kolde nord, der er stødt på grund i det ufremkommelige islandskab.

En eksplosion tiltrækker mandskabets opmærksomhed, og snart finder de en svært forkommen mand. I det fjerne høres brøl fra en skabning, stor som en isbjørn, men hverken menneske eller dyr. Efter at have fordrevet skabningen fra skibet, fortæller den tilskadekomne mand sin historie.

Manden, Viktor Frankenstein (Oscar Isaac), beretter, at han et par år forinden, i 1855, er blevet smidt ud af de finere lægekredse for sine blasfemiske påstande om, at han kunne bringe de døde til live.

En mæcen i form af den excentriske Heinrich Harlander (Christoph Waltz) har tilbudt at finansiere Viktors eksperimenter, og snart går jagten ind på det perfekte sted – og på masser af kropsdele – til at sammensætte den monstrøse skabning, der skal vækkes til live.

Til live kommer den, og sjældent har et monster været så indtagende som denne version, spillet af Jacob Elordi (’Saltburn’, ’Euphoria’).

En ting er dog at vække noget til live, noget andet er at sørge for, at væsenet kan klare sig i den favre nye og skræmmende verden.

Gotisk romance og lemlæstede kroppe

'Frankenstein' er et passionsprojekt, der har været flere år i støbeskeen for Guillermo del Toro, og som endelig bliver forløst i år. Den mexicanske instruktør har altid haft en forkærlighed for horror og monstre, og det fantastiske er en fast bestanddel af hans værker.

Gotisk romance og lemlæstede kroppe har lige stor plads i ’Frankenstein’, og vi får rigeligt af begge dele. Dr. Frankenstein er præget af morens alt for tidlige død i forbindelse med lillebrorens fødsel, og da selvsamme bror år senere dukker op med sin forlovede – der også er Harlanders niece – er det som at se moren igen.

Det skyldes naturligvis, at de begge bliver spillet af Mia Goth for at sætte moderkomplekset på spidsen. Men hvor hans begær efter den unge morerstatning, Elizabeth, bliver afvist, er der en anderledes forbindelse mellem hende og monstret.

Hun gør så stort et indtryk, at hendes navn bliver det andet ord i hans sparsomme ordforråd, der indtil da kun indeholder skaberens navn, Viktor.

’Frankenstein’ er en film fyldt med had, kærlighed, passion, liv og ikke mindst død, og det er en af den slags måltider, man kun har brug for at give sig i kast med én gang. Så mæt er du efter knap to en halv times selskab med en mand og hans monster.

Guillermo del Toros mest romantiske side

Det er skam en god film.

Få filmmagere har samme fornemme touch for håndværket som Guillermo del Toro, der formår at skabe sin helt egen vision af den ofte filmatiserede fortælling.

Flankeret af sine faste følgesvende, den danske filmfotograf Dan Laustsen og den franske komponist Alexandre Desplat, er ’Frankenstein’ en visuel og auditiv nydelse. Om end det skurer usædvanligt hårdt i ørene at høre de danske replikker, der fremstår underligt gumpetunge, når de leveres fra de ellers meget dygtige danske skuespillere.

Del Toro har gang i de helt store følelser, hvorfor den ikke får for lidt på skuespilfronten. Store følelser kræver stort spil, og der er næppe nogen på bagerste række i biografen eller stuen, der er i tvivl om, hvad der bliver formidlet i filmen.

Oscar Isaac er tilpas højtravende og melodramatisk til, at den storladne Victor bliver uforglemmelig, og Mia Goth leverer nok engang en særegen kombination af dragende og skræmmende skuespil.

Jacob Elordi viste i ’Euphoria’, at han gør sig fermt som monster med en blød side, og det er netop den sårbarhed, der bliver vist flot frem i ’Frankenstein’. Scenerne sammen med David Bradley, der spiller en blind mand, fungerer rigtig godt til at vise det menneskelige potentiale i monstret frem.

En velkendt underliggende morale om, at menneskene omkring os bliver præget af den godhed og ondhed, vi udviser over for dem, er konstant i ’Frankenstein’, uden at det bliver prædikende.

Filmen viser Guillermo del Toro fra sin mest romantiske og humanistiske side, og man fornemmer, at han vitterligt tror på, at alle væsner har potentiale for godhed. Det handler bare om, hvad vi giver dem af værktøjer.

’Frankenstein’ er ikke helt på højde med del Toros allerbedste, ’Pans Labyrint’, men selv når instruktøren ikke rammer plet, skaber han stadig en fortælling på et rigtig godt og medrivende niveau.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: