Anmeldelse: ’Håndtering af udøde’ er et velplaceret kreativt spark bagi til zombiegenren

Døden er værst for de pårørende. Det er dem, der står tilbage, når en elsket har trukket vejret for sidste gang, og det er dem, der bærer minderne og sorgen over at have mistet.

Det er sådan, det er i den eminente norske gyserfilm Håndtering af udøde. Debuterende instruktør Thea Hvistendahl har taget svenske John Ajvide Lindqvists (Lad den rette komme ind) bestseller af samme navn og flyttet handlingen fra Stockholm til Oslo.

Varmen er tæt på ulidelig i den norske by, hvor sommeren står i fuld flor. Kæresteparret Eva (Bahar Pars) og David (Anders Danielsen Lie) gør klar til at fejre sønnen Kians (Kian Hansen) fødselsdag den næste dag. Moren kører ud for at hente gaven, en kanin, man farmand skal ud og optræde med et standup-show.

Andet sted i byen står Tora (Bente Børsum) ved en mindehøjtidelighed for partneren Elisabet (Olga Damani). Der er stille i kapellet, hvor der udover de to ældre kvinder kun er bedemanden, som ruller den afdøde væk, da det sidste farvel er sagt.

Og i et trøstesløst lejlighedskompleks forsøger pensionisten Mahler (Bjørn Sundquist) at få datteren Anna (Renate Reinsve) til at spise middag sammen med sig. Efter hendes lille drengs pludselige død er de begge lammet af sorg, hvor især hun ikke længere lever, men blot eksisterer.

I takt med at aftenen og mørket vinder frem, begynder lyset i gadelamperne at flimre. Alle elektriske apparater begynder at vise tegn på, at massive elektromagnetiske bølger strømmer ind over byen. Intensiteten tiltager, indtil alt går i sort.

Mahler, der har besøgt barnebarnets grav på kirkegården og er besvimet ovenpå graven, vågner langsomt. Under sig hører han bankelyde. I lyset fra sin bils lygter, oplyst igennem den gryende tåge, graver han graven op. Da han får løftet låget af kisten, afslører hans ansigt og raspende vejrtrækningslyde, at den lille dreng ikke længere er helt død.

Død er ikke bare død

Zombiegenren er egentlig blevet endevendt i løbet af de sidste 10 år med især serien The Walking Dead og filmene Zombieland og deslige. Arven fra George A. Romeros fænomenale zombiefilm – Night of the Living Dead, Dawn of the Dead og Day of the Dead – fik for alvor pustet nyt liv i sig med Danny Boyle og Alex Garlands postapokalyptiske mareridt 28 dage senere i 2002.

Siden da er de levende døde blevet dissekeret i flere omgange, og alligevel er det lykkedes Thea Hvistendahl og John Ajvide Lindqvist at byde ind med noget originalt.

Eller, hvis vi skal være fair, så kom The Walking Dead også med varierende succes omkring, hvordan sorg forandrer mennesker, og hvordan det eneste værre end døden er, når de døde kommer tilbage.

For hvad der ellers burde være lykken, at se dem igen, man elsker og har mistet, er tværtimod et mareridt af umenneskelige dimensioner. Den døde er ikke længere den person, du elskede og kendte, men noget helt andet. En skal, en kopi af den kopi af den person, du kendte. Noget andet. Den del er forfærdelig at skulle forholde sig til.

Rent fysiologisk har zombierne i Håndtering af udøde en svag puls og lav iltmætning i blodet, så de er teknisk set stadig i live. Men de fungerer ikke længere som mennesker, og spørgsmålet er, om de rent faktisk genkender menneskerne omkring sig, eller om det er ønsketænkning.

Nyt liv til de døde

Hærdede zombie-aficionados kommer til at sidde helt ude på yderkanten af sædet. Hvornår går det galt? Hvornår vender de udøde sig mod de levende og begynder at mæske på deres kød?

Følelsen af rædsel er solidt plantet i publikum fra start til slut. Både i form af den sorgfulde stemning, der nærmest kvælende holder filmen – og publikum – i et jerngreb, og også på grund af den urovækkende atmosfære, som flot bliver opbygget.

Peter Raeburns forbandede underlægningsmusik rider ørekanalerne som en mare, og Pål Ulvik Rokseths flotte billeder har den snert af uhygge over sig, hvor man hele tiden fornemmer faren lige om hjørnet.

Som sædvanlig i en horrorfilm er lyduniverset noget helt exceptionelt. Døre, der lukker, nærmest skriger en metallisk klagesang, og lydene fra de udøde er decideret skrækindjagende, når de kombineres med de pårørendes reaktion. En kanins skrig kandiderer kraftigt til årets mest ubehagelige auditive oplevelse.

Skuespillet er ligeledes fremragende. Det gør ondt på den helt rigtige måde i maven at se de forskellige mennesker reagere på deres kæres tilbagekomst.

Verdens bedste Renate Reinsve – fra Joachim Triers fabelagtige Verdens værste menneske – leverer en hjerteskærende præstation som moren, der lammet af sorg får det følelsesmæssige sår revet op igen, da hendes lille dreng pludselig ligger i sin seng igen. Men man ser også hendes stille indre krig om, hvorvidt den lille gulgrønne drengekrop med hvide øjne rent faktisk er det lille menneske, hun elskede og græd over, da han døde.

Vi får desuden sporadiske glimt fra det omkringliggende samfund, hvor det står klart, at samtlige døde i byen er blevet vækket til live igen. I modsætning til den franske film og efterfølgende serie Les Revenants har de tilbagevendte her ikke udviklede kognitive evner.

De er tomme skaller, og man får mere følelsen af at være i starten af en zombie-apokalypse end at være vidne til et guddommeligt mirakel.

Det er samme urovækkende stemning, man fik fra Lad den rette komme ind, bare om muligt mindre håbefuldt, og det er mesterligt.

Håndtering af udøde er det velplacerede kreative spark bagi, som den fortærskede zombiegenre har brug for. Filmen viser, at horrorfilm ikke behøver at være drevet af jumpscares og gyselige øjeblikke, men også kan eksistere og skabe frygt gennem urovækkende stemning og psykologisk drama i høj klasse.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: