Anmeldelse: Henry Cavill er en charmerende ballademager i Guy Ricthies actionfilm ’The Ministry of Ungentlemanly Warfare’

Plottet lyder umiddelbart bekendt.

En gruppe soldater skal på en hemmelig mission bag nazisternes linjer og på deres vej, myrder de samtlige tyske skurke, der kommer i vejen for dem. Og det er vel og mærke på den ene mere blodige og absurd underholdende måde efter den anden.

Men nej, der er ikke tale om Quentin Tarantinos Inglorious Basterds, Det beskidte dusin eller hvad de nu hedder alle sammen.

Guy Ritchies (The Gentlemen) film med den mundrette titel The Ministry of Ungentlemanly Warfare, er en (meget) fri fortolkning af en virkelig mission fra Anden Verdenskrig.

Vi er i slutningen af 1941 og tyskerne har hænderne om struben på England. Hjælp fra USA er tæt på umulig, da nazisternes ubåde jagter og sænker alle skibe i Atlanterhavet.

Derfor giver premierminister Winston Churchill (Rory Kinnear) uofficielt grønt lys til, at brigadegeneralen Gubbins (Cary Elwes), kaldet M, kan iværksætte en hemmelig mission.

Ham og assistenten Ian Fleming (Freddie Fox – ja, James Bond-forfatteren – udvælger den charmerende og hensynsløse dræber Gus March-Phillips (Henry Cavill) til at lede missionen.

Sammen med et udvalgt hold af militære outsidere, skal han forsøge at sænke et italiensk fragtskib, der leverer livsnødvendige CO₂-filtrer til de tyske ubåde. Fordi skibet ligger i havn på den spansk-kontrolleret ø Fernando Po, er de på egen hånd.

Spanien er officielt neutralt i Anden Verdenskrig, så enhver militæraktion på deres territorie fra en fremmed magt, vil blive set som en krigshandling.

Så Gus, den danske muskelsømand Anders Lassen (Alan Ritchson), sprængstofeksperten Freddy (Henry Golding) og den ordknappe styrmand Henry (Hero Fiennes Tiffin) begiver sig afsted. De skal dog lige befri den skarpe planlægger Appleyard (Alex Pettyfer) først fra nazifangenskab.

En ting de gør med blodig overdreven bravur og som perfekt indkapsler, hvad slags film The Ministry of Ungentlemanly Warfare er.

Actionbasker med schwung i

Filmen er ren popcorn-underholdning og lægger heldigvis heller ikke selv skjul på det.

Nogle gange forsøger B-film af den her kaliber at fremmane et større budskab end værket kan løfte. Det er der, vi får mange tåkrummende replikker, hvor de noble intentioner udpensles med lårtykke penselstrøg, som i den jammerlige Sound of Freedom.

Guy Ritchie er heldigvis så durkdreven en filmskaber og historiefortæller, at han ikke er bleg for at lade en actionbasker stå alene for det, den er.

Mange er hans tidligere værker er bygget op omkring den samme fortællemodus med, at en enkelt eller en gruppe mennesker skal udføre en eller anden form for kup eller mission.

Og i modsætning til det meste af bagkataloget, er der, som tidligere nævnt, et lille gram af sandhed i The Ministry of Ungentlemanly Warfare. Inspirationen er ’Operation Postmaster’ og personerne March-Phillips, Lassen etc. var en del af missionen.

Sammenligninger med Inglorious Basterds er svære at komme udenom. Endda endnu mere, når skuespilleren Till Schweiger optræder i begge film. Her er han dog gennem ond nazikommandant på Fernando Po. Det er ren karikatur, men det fungerer i den her kontekst.

Det er de gode mod de onde, og så ikke så meget pjat med grå nuancer derimellem, som der ellers typisk er i spion- eller actionfilm nu til dags.

Filmens to egentlige spioner, natklubejeren Richard Heron (Babs Olusanmokun) og sangerinden Majorie Stewart (Eiza Gonzälez), har allerede infiltreret øen og gør klar til specialgruppens ankomst.

Igen, meget simpelt og lige til.

Charmerende voldspsykopat

At filmen også gør en pointe ud af, at Gus March-Phillips var en Flemings primære inspirationskilder til James Bond, bliver der ikke lagt skjul på.

Heldigvis har Henry Cavill den coolhed over sig, der gør, at den del købes let. Skuespilleren er i den fase af karrieren, hvor alt, hvad han giver sig i kast med, er guld. Selv de mindste roller ender med at gøre et varigt indtryk.

Resten af holdet omkring ham, giver også fuld gas.

Kæmpen Alan Ritchson, der har stjålet publikums hjerter med sin præstation i Prime Video-serien Reacher, er den perfekte actionhelt. Han har lidt af den gamle Arnold-aura, ved at være et ordentlig brød, der kan smadre den ene skurk efter den anden overbevisende og gør det med ubeskrivelig og ubesværet charme.

Ritchson har dog den fordel, at han også er en god skuespiller. Så selvom Lassen fremstår lidt som en voldspsykopat, hvis foretrukne våben er bue og pil, skinner skuespillerens karisma og talent alligevel igennem.

Eiza González er den perfekte femme fatale, og kan rent faktisk synge, hvilket giver The Ministry of Ungentlemanly Warfare et lille ekstra nøk i formfuldendthed.

Der er få actioninstruktører igennem de sidste 25 år, der er så dygtige håndværkere som Guy Ritchie og holder et konstant højt niveau. Ja, ja, der er også den film med Madonna (Swept Away), der er ganske jammerlig, og Aladdin er heller ikke ligefrem et pletskud, men det skal der trods alt også være plads til.

Med The Ministry of Ungentlemanly Warfare cementerer instruktøren sin position, som en af filmbranchens fremmeste underholdere. Filmen leverer nemlig lige det, den skal: action i lange baner med karismatiske skuespillere, der siger replikkerne med lige præcis den form for schwung i, vi er blevet vant til fra en Guy Ritchi-film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: