Anmeldelse I 'Mig og pingvinen' kommer håbet vraltende ind fra venstre

Peter Cattaneo har en særlig evne til at fortælle en meget stor historie gennem den lille, nærmest intime fortælling. Og han er eminent til at finde en skæv vinkel, der giver et rørende, menneskeligt og humoristisk ansigt til en social eller politisk fortælling, hvor der i virkeligheden ikke er særligt meget at grine af.

Det gjorde han i sin gennembrudsfilm ’The Full Monty’ fra 1997, og det gør han igen i ’Mig og pingvinen’. Filmen har Steve Coogan i hovedrollen som den livstrætte engelskprofessor Tom, der i 1976 rejser til Argentina for at undervise på en kostskole for det bedre borgerskabs børn. Skolen bliver styret med hård hånd af en streng regelrytter af en rektor, der ikke giver meget for folk, der tænker ud af boksen.

Det kan der ellers godt være brug for, for Tom ankommer til et splittet land. Argentina er blevet overtaget af et militærdiktatur, og bomberne falder nærmest udenfor døren – som et bragende bagtæppe af angst og usikkerhed.

Inde bag skolens gule mure er eleverne uregerlige og præget af en følelse af at være bedre end alle andre, fordi de kommer fra en velstillet baggrund. Overbeviste om, at deres fremtid er sikker, selv i en usikker verden, hvor folk der sætter sig mod regimet, forsvinder sporløst fra den ene dag til den anden.

En uvelkommen gæst

Ikke det letteste sted at genfinde gejsten, når man er træt af det hele. Så da skolen er nødt til at lukke midlertidigt, rejser Tom og hans finske kollega til Uruguay for at feste, drikke og møde damer. Det bliver dog en noget anderledes livsledsager, Tom får med sig hjem.

Nemlig en pingvin, som han redder fra en oliepøl, for at imponere en smuk kvinde. Kvinden skrider, men lige meget hvor stor en indsats Tom gør for at komme af med pingvinen, kommer den vadende tilbage. Indtil han til sidst indser, at han er nødt til at tage den med tilbage til kostskolen. Men hvad spiser sådan en pingvin? Hvordan skal han holde den hemmelig for den strenge rektor? Og hvordan skal han komme af med dem?

Spørgsmålene hober sig op, men løser sig undervejs, hvor det viser sig, at pingvinen faktisk er lige præcis det, der kan bringe mennesker sammen på den lille skole, og få eleverne til at indse, at fællesskab gør stærkere end stædig egoisme. Tom genfinder gejsten og lysten til at undervise. Og måske også rykke lidt til elevernes grænser.

Men udenfor murene rykker farerne tættere på, og da rengøringskonens rebelske barnebarn bliver taget af regeringsstyrkerne, bliver det umuligt at lade, som om alt er godt. For mod overmagten kan selv ikke verdens mest charmerende pingvin stille meget op.

En charmerende fætter

Og charmerende, det er den. Faktisk kan man med rette påstå, at det er pingvinen, med navnet Juan Salvador, der i al dens vraltende, storskidende, ildelugtende herlighed spiller hovedrollen i ’Mig og pingvinen’.

Vi burde alle have en pingvin til at ruske lidt op i vores indgroede vaner og forestillinger om verden. Men Steve Coogan er nu også ret skøn. Han har for længst bevist, at han er eminent god til at spille smågnavne, kyniske og sarkastiske personager.

Men i ’Mig og pingvinen’ forlener han Tom med en melankolsk dybde, der giver sarkasmen bund. Han er en mand, der kæmper med sin egen store sorg og for længst har opgivet virkelig at leve. Kun overleve. At se ham krybe langsomt ud af sin bitre skal er rørende.

Historien i ’Mig og pingvinen’ er baseret på den selvbiografiske fortælling ’The Penguin Lessons’ af Tom Michell. Han var selv 23 år, da han selv mødte sin pingvin i Buenos Aires, hvilket gør det til en noget anden fortælling end Steve Coogans, der med sine 56 år bærer en dybere livssmerte med sig ind i fortællingen.

Men det er jo også tilladt at tage sig sine kunstneriske friheder i en film, der aldrig påstår andet end at være inspireret af en sand historie.

En historie om håb

Det sande mesterstykke er dog, at Peter Cattaneo på samme tid formår at fortælle en nærværende og ‘lille’ historie om en skole, der lærer at holde sammen, og en mand, der lærer at leve igen.

Et sjovt eventyr om en pingvin, der rejser over landegrænser for at lære en flok mennesker en ting eller to om at åbne øjnene for verdens skønhed og mirakler. Og derigennem den meget større, sørgelige og tragiske fortælling om Argentina midt i 70’erne, om politisk korruption og uro, hvor mennesker forsvandt uden varsel, snuppet på gader og stræder, fordi de tillod sig at have en anden holdning end den tilladte.

Om bedstemødre i protest, der nægter at opgive håbet om at se deres elskede igen. Og om alle de almindelige mennesker, der må leve med den dårlige samvittighed over at have været for bange til at gribe ind, når chancen bød sig.

En vigtig historie, der i disse tider føles mere aktuel, end det nok var tanken, da filmen blev lavet. Og et budskab, der ikke må glemmes: Det kan ske igen. Lad det ikke ske igen.

Alt sammen fortalt, uden at filmen på noget tidspunkt bliver tung og alvorlig. Den holder hele vejen fast i en melankolsk lethed, i hvert fald for en film, der handler om sorg, tragedie og håbløshed. Faktisk er den mest af alt nok en feel-good-film.

For er der noget bedre end følelsen af, at det hele er håbløst – og så er der alligevel plads til både håb og kærlighed i verden? Så tror man lidt på det hele igen!

’Mig og pingvinen’ er en hjertevarm og meget original fortælling om at åbne sig for verden og genvinde troen på venskab, kærlighed og fællesskab. I krig og fred. Og om at have noget at kæmpe for, når alt kan synes håbløst.

Og i sidste ende bare om… håb. Håb for mennesker, dyr, sammenhold, kærlighed og fred.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: