Anmeldelse: Ingen bryder sig om at være undværlig, men det er 'The Expendables 4' i den grad

The Expendables er et nu 13 år gammelt franchise, der havde den fremragende idé at samle alle fortidens actionstjerner i en film og køre på trends, der for længst var forældede.

Efter en skuffende tredje film, der skruede helt ned for blodtilførslen, skulle der gå 10 år, før der kom en efterfølger. Efter en så lang pause og med en markedsføring, der går på gammelt mod nyt blod, kunne man forvente (måske endda håbe) på en form for revitalisering. Det bliver så ikke helt tilfældet med The Expendables 4.

Du kender rutinen

Selv hvis du er ny i The Expendables-universet, er det ikke svært at føle sig hjemme. Plottet er så genkendeligt, som noget kan være, og det kræver ikke, at du har set nogle af de andre film. Barney Ross (Sylvester Stallone) leder en gruppe af tidligere soldater, der går under navnet The Expendables.

De bliver hyret af CIA-agenten Marsh (Andy Garcia) til at opsnappe nogle atomdetonatorer, som lejesoldaten Rahmat (Iko Uwais) har anskaffet med henblik på at sælge dem til en mystisk bagmand, der kun kendes som Ocelot. På missionen forsøger Lee Christmas (Jason Statham) at redde en holdkammerat, og det resulterer i, at operationen bliver en eksplosiv fiasko. Han bliver sat på bænken, men er fast besluttet på at få fat på Rahmat, med eller uden hjælp.

I denne omgang er der dog skruet betragteligt ned for mængden af karakterer. Det er kun Stallone, Statham, Dolph Lundgren og Randy Couture, som er tilbage af det originale hold, og alle de store baskere fra tidligere film er ikke at finde. I denne film er der kommet en del ’nyt blod’ til i form af bl.a. Megan Fox, 50 Cent og Tony Jaa. De kan koges ned til et enkelt karaktertræk hver – i denne slags film kan man hverken forvente eller forlange mere.

Action med få lyspunkter

En film som The Expendables 4 står og falder med sin action, og selv om det ikke er det svageste led i hverken denne film eller i franchiset som helhed, er det heller ikke noget at råbe ’Hurra’ for.

Det er fint, at de har lært af deres fejl fra den sidste film, der fik en såkaldt PG-13-bedømmelse, hvilket betyder mindre af den grafiske vold, som serien indtil da havde markedsført sig på. Men når stort set det eneste, man så får serveret, er dårligt computeranimeret blod, så kunne man da lige så godt lade være. Det samme gør sig gældende for mange af eksplosionerne og køretøjer, helikoptere osv. Det har ingen tyngde, og det forstyrrer mere, end det gavner.

Det hele er dog ikke slemt, og der er lyspunkter at finde, specielt fra nogle af de nye energitilskud Nærkampsscenerne er velkoreograferede, fremragende udført og bringer noget tiltrængt energi til filmen. Det er her, hvor indonesiske Iko Uwais er i sit es, som man også burde forvente efter hans gennembrud i filmen The Raid: Redemption. Det eneste, man kunne have håbet på, var flere kampscener, men man må tage til takke med dem, der er.

En herlig sekvens, hvor Jason Statham kører rundt i et stort hangarskibs korridorer på en dirtbike med indbyggede maskingeværer, viser, hvor sjov filmen også kan være. Det er øjeblikke som disse, hvor filmen omfavner, at den kan slippe afsted med de mere overdrevne idéer, at man får underholdning for alle pengene. Der er desværre langt mellem disse øjeblikke.

På tide at stoppe

Det har aldrig været de dybeste karakterer, men efter tre film danner man et vist kendskab til hovedpersonerne, og deres små verbale drillerier smitter lidt af på en. Statham får en smule mere at lave i denne film, men når først rulleteksterne begynder, indser man, at filmen ikke har brugt muligheden for at gå i en ny retning.

Filmenes præmis har efterhånden udspillet sig selv, og der er vitterligt ikke den store årsag til at lave flere.