Anmeldelse: Jeremy Allen White sprudler som rockikon i ’Springsteen: Deliver Me From Nowhere’

Som han sidder der, badet i sved, stemmen så hæs, at selv en gammel kæderygers røst til sammenligning lyder frisk, ligner Bruce Springsteen (Jeremy Allen White) den megastjerne, han bliver.

Vi er i starten af 1980'erne, og den sidste koncert i forbindelse med albummet ’The River’ er netop overstået. Det er tid til at holde en pause. Men efter bare et par dage i New Jersey-hjemmet i Colts Neck begynder det at rumstere i Springsteen.

Stilheden er øredøvende, og han smutter ofte i bil til den nærliggende by for at spille sammen med et band, bare for at få tiden til at gå. Her møder han også Faye (Odessa Young), som er lillesøster til en af hans gamle high school-kammerater, og kemien er klar.

Snart begynder inspirationen også at krybe ind under huden på Bruce Springsteen, der med en fast diæt af blandt andet Flannery O’Connors noveller og Terrence Malicks magnetiske mesterdebutfilm ’Badlands’ tilsat en hulens masse barndomstraumer med en alkoholiseret og voldelig far (en kronisk olm Stephen Graham), begynder at finde brikkerne til det, der ender med at blive monumental-albummet ’Nebraska’.

Det er en af de mest formative perioder i Bruce Springsteens karriere, der bliver skildret i den biografiske film med den mundrette titel ’Springsteen: Deliver Me From Nowhere’ – den sidste del refererer til afslutningslinjen i ’Nebraska’-sangen ’Open All Night’ – og som tager udgangspunkt i Warren Zanes bog om tilblivelsen af det berømte musikværk i 1982.

Barndomstraumer og sprudlende sprog

Instruktør og manuskriptforfatter Scott Cooper bragede igennem i 2009 med ’Crazy Heart’, der handlede om en afdanket countrystjerne, der fandt vejen tilbage til livet igen efter at have ramt bunden. Filmen indbragte hovedrolleindehaver Jeff Bridges en Oscar for sin præstation, og, selvom man aldrig skal sige aldrig, bliver Jeremy Allen White næppe hædret for sit Bruce Springsteen-portræt.

Ikke fordi den iltre ’The Bear’-stjerne ikke leverer varen. Han ligner ganske vist ikke musikeren, men attituden, det fåmælte og alligevel sprudlende sprog og ikke mindst kropssproget og mimikken emmer af the Boss.

Med barndomstraumer og minder – skildret i stemningsfulde sort/hvid-sekvenser – der har formet den voksne mand, herunder en udiagnosticeret depression, er der rigeligt for Jeremy Allen White at lave, når det kommer til karakterarbejde og nuancer.

Problemet er, at Bruce Springsteen i filmen forbliver jævnt kedelig.

Der er ingen stoffer, alkohol eller nogen anden form for misbrug, han er ikke voldelig, fysisk eller verbalt, og hans eneste rigtige ucharmerende karaktertræk er, at han er lidt af et røvhul over for Faye.

Hun er komponeret af flere kvinder, som Springsteen havde relationer til i den periode, og som han ikke kunne få sig selv til at indgå i et reelt forhold med, på grund af følelsesmæssige barrierer. Samspillet mellem Odessa Young og Jeremy Allen White er varmt og smittende, og man håber på, at de på en eller anden måde skal finde ud af det – også selvom virkeligheden er en spoiler på den front.

Sobert blik ind i maskinrummet

Der, hvor ’Springsteen: Deliver Me From Nowhere’ for alvor kommer til live, er i de mange scener, der omhandler indspilningen af sangene.

Om vi er i Springsteens soveværelse i Colts Neck eller i de moderne Power Station-studier i New York sammen med E Street Band’et, det er lige meget. Så snart musikken spiller, sitrer det i hele kroppen.

Jeremy Allen White gør en god stemmefigur, hvor især de akustiske versioner af sangene, særligt ’Born in the U.S.A.’, har den intensitet, der er blevet synonym med Bruce Springsteen. Man kan kun begræde, at vi ikke kommer mere i dybden med studiearbejdet.

Blandt birollerne er det altid seværdige Paul Walter Hauser som teknikeren Mike Batlan, som sad med, da Springsteen indspillede ’Nebraska’-sangene i Colts Neck, og Jeremy Strong som Bruces manager og faderfigur, Jon Landau, der fanger opmærksomheden.

’Springsteen: Deliver Me From Nowhere’ fremstår som et sobert og lidt for pænt, men stadig fascinerende blik ind i maskinrummet til en af de mest skelsættende perioder i Bruce Springsteens musikalske karriere. En forklaring på, at filmen er endt, som den er, kunne være, at musikeren selv og Jon Landau har været involveret i produktionen.

Bruce Springsteen var rock 'n' roll, men faderkomplekser, depression og problemer med at binde sig til trods, mangler filmen om ham den altafgørende nerve til for alvor at komme op i mesterværkklasse. Men vi har fået en værdig og veludført skildring af den tid, hvor sangeren tog springet til verdensstjerne og musikalsk ikon.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: