Anmeldelse: ‘Karate Kid: Legends’ får slet ikke nok ud af sine to trumfkort 

Siden 1984, da vi for første gang stiftede bekendtskab med den unge Daniel LaRusso (Ralph Macchio) og hans læremester Mr. Miyagi (Pat Morita), har ‘Karate Kid’- franchisen budt på både hæderlige efterfølgere og deciderede makværker.

En velbegrundet skepsis rejste sig derfor ved udsigten til en ny film, og det var kun en lille formidlende omstændighed, at de to kampsportsikoner Ralph Macchio og Jackie Chan ville være at finde på rollelisten.

Men man skal ikke langt ind i filmen, før det står klart, at instruktør Jonathan Entwistles film bestemt ikke hører til blandt franchisens bedste. Det er ubegribeligt, at han er manden bag de to mesterlige Netflix-ungdomsserier ‘The End of the F***ing World’ og ‘I Am Not Okay With This’, når han her udviser så dårlig dømmekraft overfor både karate-franchisens DNA og skildring af ungdomsrelationer.

Mangler det essentielle

Filmen tager sit udgangspunkt i den kinesiske hovedstad Beijing, hvor kung-fu-mesteren Mr. Han (Jackie Chan) træner sine elever, heriblandt den unge Li Fong (Ben Wang). Men som følger af en kung-fu-relateret familietragedie bliver Li hentet af sin mor (Ming-Na Wen), der vil have sin søn med til New York og væk fra kampsport-livet.

Her støder vi allerede på filmens første og måske største problem. For når vi bliver introduceret for den unge Li, er han allerede kung-fu-mester. Dermed fratages vi muligheden for at se ham udvikle sig, som vi så det med Daniel LaRusso for mere end 40 år siden. Hvilket er en afgørende grund til, at vi stadig er så tæt forbundne med vores barndomshelt.

Det er svært at forestille sig, at den nye generation vil have samme forhold til den nye helt, der ellers spilles fint af den unge Wang. I stedet for at opbygge en interessant karakter, der er essentielt i en film som denne, og hvis udvikling kunne være spændende at følge, ser vi et kvarter inde i filmen, hvordan Li med legende lethed besejrer tre bøller, der er i færd med at overfalde Victor (Joshua Jackson), der skylder penge til gammel bekendt.

I denne scene kommer næste gennemgående problem: urealistiske kampscener, der minder mere om Matrix end om reel kampsport.

Victor ejer et pizzeria og er far til Mia (Sadie Stanley), som Li møder kort efter at være ankommet til New York. Det går så hurtigt med at få forklaret filmens grundpræmis, der desværre er så hamrende uoriginal, at man fra start kan forudsige, hvad der kommer til at ske i hver enkelt scene.

Spild af legender

I metroen støder Mia og Li på Mias gamle kæreste Conor, der viser sig at være byens helt store kung-fu-helt – og ikke overraskende en kæmpe idiot, som fuldstændig umotiveret giver Li et blåt øje efter deres første møde. Dermed er filmens rivaler præsenteret for hinanden.

Næste gang de to mødes er i skolegården. Denne gang forsøger Li at forsvare sig mod Conor. Men i modsætning til hans tidligere kamp mod de tre bøller i gyden viser Conor sig at være Lis overmand.

Meget belejligt er der en forstående turnering, hvor de to nye rivaler en gang for alle kan få afgjort hvem, der er den sande mester.

Li er på kort tid gået fra at være mester i sit hjemland til at være underlegen i USA. Heller ikke den rejse formår man at vise på en spændende måde. Det er tilsyneladende nok, at han får lidt tæsk af Conor i skolegården.

Samtidig med at Li prøver at få sit forhold med Mia til at fungere, skal han træne op til den store kamp. Her tror man et kort øjeblik, at filmens intensitet vil stige, og underholdningsværdien eskalerer.

Det er her, filmen trækker på sine tunge skyts. Det er her, det ultimative crane kick skal sparkes. Det er nu, mødet mellem legenderne Macchio og Chan skal få det til at krible i fingrene på gamle fans.

Ja, forventningerne er måske lidt for høje. Der bliver i hvert fald ikke levet op til dem. For hvor er det ligegyldigt at se de to forsøge at fusionere deres kampsport med det ene fokus, at Li skal få ét spark til at virke for at vinde over Conor – et spark, der burde være relativt simpelt set i lyset af de evner, Li tidligere har vist.

Enkelte lyspunkter

Man keder sig ikke, når man ser ‘Karate Kid: Legends’. Det skyldes primært filmens høje tempo fra start til slut, og de mange underholdende kamp– og træningsscener, der byder på masser af nostalgi i forhold til, hvordan man bruger hverdagens gøremål til at blive en bedre kæmper - blandt andet at lave pizza og tage med metroen. Det er en af de få positive ting, der er at sige om filmen.

Desværre er det også kampscenerne, der gør, at man ikke engagerer sig, når man ser filmen. Mange af scenerne virker computer-genererede, hvilket gør, at man ikke tror på, at vores helte og skurke rent faktisk kan finde ud af den kampsport, de skal forestille at mestre.

Et andet lyspunkt, der måske fanger det yngre publikum, er castingen af filmens unge par. Samspillet mellem Wang og Stanley fungerer ofte ret godt, og de to charmerende skuespillere skaber en relaterbar relation, der med stor sandsynlighed rammer deres jævnaldrende, mens filmen er i gang.

Men når filmen er slut, og man har forladt salen, er det hele glemt - både af den yngre generation og gamle fans.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: