Anmeldelse: Lily Gladstone er fremragende i den rørende ’Fancy Dance’

En kvinde med sørgmodige øjne og en stærk positur smiler til en ung pige. Hun har en energi som et lille føl. Spruttende, lidt nervøs, åh så sød.

De står i en skov ved en lille flod, solen skinner ned gennem bladene i små øer af lys, der ligger og vipper på bølgerne. Den store lærer den lille at plante en gevækst i underskoven. Et lille stammeritual går i arv mellem generationerne.

En hvid mand ser dem fra den anden bred. Kvinden tager trøjen af, dypper et tørklæde i åen og lader det kølende vand falde ned over sin overkrop, ind mellem sine bryster.

Imens lister det lille føl om bag manden, der stirrer på kvinden, stjæler hans pung og nøglerne til hans bil.

I Fancy Dance er de gode kriminelle, og de onde er venlige bedstemødre.

Lily Gladstone, der blev den første Oscarnominerede indfødte amerikaner for sin rolle i Martin Scorseses Killers of the Flower Moon fra sidste år, spiller mosteren Jax. Hun har tidligere været i fængsel for at sælge stoffer og er altså i fuld færd med at lære niecen Roki (Isabel Deroy-Olson), hvordan man kommer frem i verden med lange fingre og mistro til myndighederne.

De skal spare penge sammen til at kunne deltage i årets store begivenhed, powwow’en, hvor indfødte fra hele landet valfarter til for at synge og danse gamle sange. Roki skal deltage i en særlig dans med sin mor. Men heri ligger det store problem.

De forsvundne kvinder

Rokis mor er en del af en rædsom statistik. Indfødte kvinder forsvinder i et væk i USA. I nogle reservater er risikoen for at blive myrdet 10 gange højere end gennemsnittet for resten af landet.

Jax’ bror, Rokis onkel, er en del af det såkaldte tribal police, stammens politi i reservatet, der skal opretholde lov og orden, men som ikke har ressourcer eller beføjelser nok til at lave en grundig efterforskning af den forsvundne søster og mor.

Så Jax selv er på sagen, hun opsøger kriminelle i reservatets skurvogne, hvor bedstemødre og deres børnebørn sidder ved vakkelvorne køkkenborde med bunker af kokain mellem sig.

Inden længe er de sociale myndigheder på nakken af Jax. Forældremyndigheden over Roki gives til hendes hvide bedstefar (Shea Whigham), hvis nye kone Nancy (Audrey Wasilewski) aldrig er lykkedes med at få børn. Det er med et åbent moderhjerte, Nancy tager imod Roki.

I en mindre god film havde Nancy været en fordomsfuld hvid kvinde, men her er hun forstående. Hun giver Roki et par balletsko fra sin egen barndom, som hun har gemt væk indtil den dag, hun havde en lille pige at elske.

Men Roki vil danse til powwow’en, og Nancy pakker nedslået, men forstående balletskoene væk igen, opsat på at finde ud af, hvem Roki er på barnets egne præmisser.

Flere generationers smerte

Men desværre har bedstefar og Nancy ikke tid til at besøge powwow’en. Så moster Jax kidnapper hende, og sammen kører de gennem USA i stjålne biler. Jax fejrer niecens allerførste ’måne’ eller menstruation med sine sørgmodigt stærke øjne rettet mod pigen, der får lov til at spise alt på dinerens menukort.

Fancy Dance er en film, der om noget forstår sig på at lade relationer ånde, at lade sine karakterer træde frem som besjælede, troværdige mennesker. Særligt Lily Gladstone er fremragende, så stærk og varm og så ked af det på én gang, som bar hun på sine skuldre flere generationers smerte med en viljestyrke, der skulle sikre bedre vilkår for de yngste, de næste.

Hvilket Jax også gør i Fancy Dance. For da hun kidnapper Roki, har hun fået hvide værger. Og pludselig er specialstyrker på nakken af Jax, der skal have de hvide menneskers barn hjem.

Samtidig leder hun stadig alene efter Rokis mor, efter sin søster.

Og på den måde er Fancy Dance en utroligt rørende, hjertevarm og sorgfuld film om en social retfærdighed, der næsten ikke er til at fatte.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: