Anmeldelse: Man får lyst til at give hovedpersonen et kærligt, men kraftigt, puf i ryggen

Tågen ligger tæt, regnen siler, og vinden blæser koldt i det dansk-færøske drama ’Det sidste Paradis på jord’. Ikke just det, de fleste ville forbinde med Paradis i den gængse forstand.

Men for den unge mand Kári (fint portrætteret af færøske Sámal H. Hansen) er den lille bygd, hvor han bor, det bedste sted i verden. Det er her, tæt på naturen, han føler sig hjemme, det er her, han kan mærke den mor, han har mistet til sygdom.

Og det er i øvrigt også det eneste sted, han kender, for han har aldrig været andre steder. Aldrig ønsket at være andre steder. Mens alle hans jævnaldrende drømmer om at komme væk, til skoler i udlandet, til søs, eller bare til et sted med flere fremtidsmuligheder og mere at vælge imellem, drømmer Kári om bare at få lov til at blive præcis, hvor han er.

Men det er ikke så let, når fiskefabrikken, hvor han arbejder, trues af lukning, og alle synes at have opgivet det lille samfund. Ikke mindst hans søster Silja, der kæmper med sorg og ensomhed, men nægter at lukke Kari ind, når han kejtet forsøger.

Dragende og dyster natur

’Det sidste paradis på jord’ er instrueret af færøske Sakaris Stórá og er den første film nogensinde, der er optaget på den afsidesliggende ø Suðuroy på Færøerne. Og man mærker virkelig naturen som en karakter i filmen. Storslået, rå, dragende… men ikke uovervindelig, for både fugle og fisk forsvinder med de varmere havstrømme, der flyder om øen og truer naturens balance.

Et perfekt bagtæppe, både konkret og symbolsk, for en fin fortælling om sorg, tilhørsforhold, identitet og behovet for at holde fast i det, man kender og elsker, når verden er i forandring, og alle andre omkring en synes at glide mere eller mindre velvilligt med strømmen.

Der er ikke noget turistpostkort over Sakaris Stórás beskrivelse af den lille by på den lille ø. Her er koldt, råt, blæsende og tåget. Der er langt mellem husene, og folk holder sig mest for sig selv. Timerne på fiskefabrikken er lange og ensformige, og det er lige før, man kan lugte den ramme dunst af fiskeindvolde gennem skærmen.

Hjemme hos Kári er der rodet og beskidt, og hverken den forsumpede far, søsteren eller Kári har meget at sige til hinanden. Man får, kort sagt, ikke lyst til at hoppe på det første fly mod Suðuroy.

Tværtimod forstår man de unge på øen, der bare gerne vil væk og finde sol og eventyr et andet sted. Det får fortællingen om Kári til at stå så meget stærkere. Og fungere som en ensom, melankolsk kærlighedserklæring til både øen og det sted, der er hans.

For et sted har ikke kun kraft og magi i kraft af det, det kan tilbyde af muligheder og ydre skønhed. Magien og styrken, det, der gør et sted til et hjem, kommer også fra minderne og de usynlige rødder, der har boret sig dybt ned i fjeldet og ikke sådan bare lige kan rykkes op, uden at noget væsentligt bliver siddende tilbage.

Stille, men stærk

Kári er den stille type. Han siger ikke meget. Fylder ikke meget. Men bag hans stille facade buldrer store følelser. For stedet, men måske også for veninden Elin, der er blevet optaget på en kunstskole i London, men alligevel indleder et tøvende forhold til Kári.

Og faktisk er hele filmen som Kári – smuk, uden at gøre noget væsen ud af det. Stilfærdig, men stærk. Fyldt med følelser, der det meste af tiden sitrer lige under den rolige overflade.

For ’Det sidste paradis på jord’ er ikke bare Káris fortælling om at leve med savn, sorg og længsel efter det, der var engang. Om hans kamp for at finde ud af, hvem han er, når alting omkring ham forandres, og vennerne rejser. Det er også fortællingen om alle små samfund rundt omkring i verden, hvis eksistens trues af urbanisering, miljøudfordringer, ungdomsflugt, fattigdom, krig og kriser.

Og alle de mennesker, der bliver dybt berørt af det og skal finde ud af at definere deres liv på ny. Under nye livsvilkår, men måske også ligefrem på et helt nyt sted. Den er en hyldest til dem, der holder ud, og et forstående klap på skulderen til dem, der ikke gør det.

Og så er ’Det sidste paradis på jord’ en fortælling om at høre til et sted. Virkelig høre til. Om at kunne mærke sin sjæl i ekkoet fra fjeldene. Om at kunne ånde i tågen. Man misunder Kári den tilknytning, han føler i forhold til det sted, hvor han bor.

Hans faste, men i stigende grad melankolske, overbevisning om, at der ikke venter noget bedre et andet sted, selvom alt han kender, er ved at forsvinde. Den er lige så sjælden, som den er frustrerende. For der er jo ikke noget til Kári. intet job, ingen venner, ingen kærlighed, hvis alle rejser.

Man får lyst til at give ham et kærligt, men kraftigt, puf i ryggen og sige ‘tag ud, tag med, og kom så hjem igen, hvis du kan’. For hvordan kan man vide, at man bor i det sidste paradis på jord, hvis man aldrig har tilladt sig selv at se ud over horisontlinjen?

Medmindre man selvfølgelig kan mærke det inden i sig selv, så sikkert som et hjerteslag.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: