Anmeldelse: ’Memory’ sender publikum til tælling med en emotionel kæberasler

”Jeg kan huske,” lyder de første ord i Memory.

Sjældent har tre ord været så passende, som det er tilfældet i instruktør og manuskriptforfatter Michel Francos rørende drama.

Vi er med socialarbejderen Sylvia til et møde i anonyme alkoholikere. Vi hører beretninger fra de forskellige tilstedeværende, der fortæller, hvor de er henne i deres misbrug.

Sylvia har selv været en del af AA i 13 år og arbejder på et beskyttet bosted i New York. En dag tager hun med sin lillesøster Olivia (Merritt Wever) til en gammel high school komsammen. Her sætter en mand sig og kigger smilende på hende og følger efter hende hjem.

Da Sylvia kigger ud af vinduet næste morgen, ligger manden forhutlet nede på fortovet, drivende våd og gennemkold efter nattens regnvejr.

Det viser sig, at han hedder Saul (Peter Sarsgaard) og lider af begyndende demens. For ham manifesterer det sig i, at han har svært ved at danne nye minder og ofte bliver forvirret.

Sauls bror Isaac (Josh Charles) og hans niece Sara (Elsie Fisher) spørger Sylvia, om hun ikke kunne tænke sig at passe på ham i hverdagene. Efter noget tid udvikler de to et solidt venskab, der langsomt begynder at transformere sig til noget mere romantisk.

Men både hendes fortid og hans nutid skaber problemer for de to nyforelskede, hvor spørgsmålet, om kærlighed kan overvinde alt, melder sig.

Livsforandrende begivenheder

Memory er et af den slags dramaer, der sætter sig dybt i sit publikum.

Udover at være et voldsomt og nøgternt indblik i, hvordan det er at leve som forholdsvis ungt menneske med demens, sætter den også spotlight på at leve med livsforandrende traumer.

Sylvia er fra barn af blevet misbrugt. Først af sin far, hvilket hendes mor Samantha (Jessica Harper) hårdnakket har benægtet igennem alle årene, og senere af en high school-elev. En person, som ofte inviterede sine venner med.

Herunder Saul.

Eller det i hvert fald, hvad Sylvia i første omgang tror. Det viser sig dog hurtigt, at han først startede på skolen, da hun var skiftede til en anden og dermed ikke kunne have været med. Selvom han senere blev venner med hendes voldtægtsmand.

Det er nogle forbandet hårde scener, hvor Sylvia genfortæller de mareridt, hun har været igennem. Jessica Chastain er både der og hele Memory igennem, et studie i skuespil. Det er eksplosivt, indtrængende og hjerteskærende.

Før vi får det hele at vide, er der små spor, som fortæller at noget grusomt er hændt Sylvia på et eller andet tidspunkt. Døren til lejligheden er fyldt med alskens slags løse og hun har brug for en reparatør, tøver hun med at lukke ham ind. Hun havde nemlig bedt om en kvindelig.

Frygten for at noget skal hænde teen-datteren Anna (Brooke Timber) er også en konstant frygt hos hende. PTSD’en sidder dybt i Sylvia og er så forkrøblende, at hun til tider fuldstændig isolerer sig i sit soveværelse. Søvnløse nætter er en hyppighed, hvor intet kan hive hende ud af den konstante verden af frygt.

Indtil Saul.

Emotionel kæberasler

Hans afvæbnende umiddelbarhed og til dels hjælpeløshed, qua sin demens, giver noget ro. At han også er en superb samtalepartner og nærmest legemliggørelsen af ro, hjælper meget i deres relation. Sylvia kan slappe i hans selskab.

Noget vi fornemmer, hun ikke har kunne gøre i meget lang tid.

Peter Sarsgaard leverer en underspillet og stille præstation, der alligevel er voluminøs i det indtryk, som den efterlader.

En ting, der gør sig gældende for Memory som helhed.

Den er fri for unødigt patos-pladder, hvor den ellers trælse tendens med at svøbe dramaet ind i overdreven underlægningsmusik, er skønt fraværende.

I stedet står en hudløs, brutal og rørende skildring af sorg og kærlighed. To evigt duellerende følelser, der har den uheldige tendens til ofte at være tæt forbundne.

Det er en uafrystelig film, som kender sin besøgelsestid.

Hvor to timer nærmest er blevet standarden for en filmlængde, er Memory skåret skarpt indtil benet, så den klokker ind på lige lidt over halvanden time. Det giver en intensitet og uforudsigelighed, som normalt ikke er til stede i en film som denne.

Der skal dramaet strækkes ud til de to timer, hvorfor følelsen af, at filmskaberne træder vande, desværre melder sig en gang imellem.

Men ved at holde Memory i så stringent snor, som Michel Franco gør, bliver effekten desto stærkere. Fotograf Yves Capes intime og flotte billeder har en pittoresk fluen-på-væggen-virkning, som det skal være i nære dramaer af den her slags.

Sammen med to eminente hovedroller i form af Jessica Chastain og Peter Sarsgaard, er Memory en emotionel kæberasler, der sender sit publikum til tælling og derefter giver dem et tiltrængt kram.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: