Anmeldelse: Nicolas Cage er djævelsk ubehagelig i årets bedste horrorfilm, ’Longlegs’

Som ellers rimelig hærdet gyseraficionado har jeg aldrig nogensinde tidligere følt et så stort ubehag i biografen, som da jeg så Longlegs. Og det er ikke bare i enkelte øjeblikke af Osgood ’Oz’ Perkins' fremragende horrorthriller.

Næh, det er fra første sekund, hvor infernalsk og forvrænget lyd brummer ud igennem højttalerne og skaber ondsindet dissonans i ørekanalerne.

Filmen har allerede gået sin sejrsgang i USA, hvor den på vanlig amerikansk vis med storskrydende superlativer er blevet udråbt som en af de mest skræmmende film i flere år.

Denne gang er hypen dog reel nok.

Longlegs handler om FBI-agenten Lee Harker (Maika Monroe). Hun har særlige evner, så hun på uforklarlig vis kan fornemme ting. En slags clairvoyance, hun ikke kan kontrollere.

”Halvsynsk er bedre end slet ikke synsk,” som hendes chef Carter (Blair Underwood) formulerer det. Og efterforskerne har brug for alle de hjælpemidler, de kan få. FBI er nemlig på bar bund i en sag om en række mystiske dødsfald, hvor faren først myrder sin familie og siden begår selvmord.

På gerningsstederne ligger der altid et brev skrevet i kode med mystiske symboler. De er alle underskrevet Longlegs (Nicolas Cage), og han orkestrerer på en eller anden måde blodbadene uden på noget tidspunkt at være i ofrenes hjem.

I takt med at Harker går i gang med sagen, står det klart, at noget uforklarligt og ondt er på færde, som også trækker spor tilbage til hendes egen fortid.

Grumt og ondt som ind i Helvede er den korte opsummering af mesterlige Longlegs, der bliver siddende i kroppen i lang tid.

Fremragende ubehagelig

Filmen foregår i to forskellige tidsperioder, hvor Perkins yderst brugervenligt sørger for at skifte billedstørrelse, så fortiden i 1970'erne altid bliver holdt i smalfilmsstørrelse og nutiden i 90'erne kører i almindeligt format.

Det er en lille detalje, men en af den slags, der gør, at man nemt kan fordybe sig i historien, og som går fint i tråd med, hvordan Oz Perkins ellers bruger forskellige filmtricks.

Små lynhurtige klip af slanger og alle mulige andre dystre billeder matcher og højner den uro, som lydsiden indgyder. Det er som at være inde i en angstfuld person. Hyperbevidst om alle lyde omkring sig, som fint er blevet højnet og resten af scenen drænet for lyd. Tung og hurtig vejrtrækning signalerer forsøg på at håndtere panik, og det er ikke altid, det virker for personen.

Maika Monroe er fremragende i hovedrollen, hvor hun flot fanger de fragmenterede nuancer af Lee. Der er en anspændthed, som aldrig giver slip, og som matcher det ubehag, der gennemsyrer Longlegs.

Det er en af den slags film, hvor man konstant sidder og vrider sig i sædet. Longlegs er en kropslig oplevelse, ikke ulig den, som Luca Guadagnino skabte med sit remake af Suspira og senest Challengers. Det er rigtig godt filmhåndværk fra Perkins og kompagni, og knap så hærdede folk udi horror skal nok få en skræk i livet.

En bøhmand fra Helvede

Som bøhmanden Longlegs er Nicolas Cage, som sædvanligt, noget helt udover det sædvanlige. Skuespilleren har aldrig været bleg for at give den fuld gas i de mere outrerede roller, og Longlegs hører bestemt til i den kategori.

Under et tykt lag af makeup og proteser samt en falsk paryk ligner Cage noget fra et mareridt. Det giver lidt associationer til Donald Glovers præstation i Atlanta-serien.

I sjette afsnit af anden sæson er skuespilleren gemt langt væk under diverse former for makeup som karakteren Teddy Perkins. Det urovækkende afsnit emmer af ubehag, og man har hele tiden lyst til at kigge væk.

Det er det samme, der gør sig gældende med Cages præstation som Longlegs, her dog mere klart forankret i horror. De ubehagelige ”kuk kuk”-lyde, skuespilleren udstøder i ny og næ med en tinnitus-inducerende høj stemme, er på top-3 over de mest kuldegysende øjeblikke i filmåret 2024.

Filmens sataniske motiv er overraskende vellavet taget i betragtning, at netop det element ofte har det med at kamme over i horrorfilm og blive plat. Oz Perkins – som er søn af Psycho-skuespilleren Anthony Perkins – har dog tidligere i karrieren netop vist god tæft for at integrere overnaturlige elementer, så de fremstår plausible i forhold til den pågældende films univers.

Longlegs er delt op i tre kapitler, som alle markerer en tydelig eskalering i ikke bare uhygge, men også de fatale konsekvenser, der hele tiden ligger og ulmer under filmen. Den tikkende bombe i form af, at mordene altid bliver begået indenfor seks dage af den niårige pige i den pågældende families fødselsdag, er et glimrende fremdriftsmiddel.

Langt henad af vejen fremstår Longlegs som den onde lillebror til klassikere som Manhunter, Ondskabens øjne og Zodiac. Som helhed, er horrorthrilleren dog helt sin egen.

Skræmmende, ubehagelig og djævelsk veludført med en myriade af detaljer, der først rigtigt kommer til sin ret ved gensyn. Longlegs har det hele og mere til som årets hidtil bedste gyserfilm.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: