Film | Anmeldelser

Anmeldelse: I det eksplosive oliedrama 'Bønderne' kommer skønheden med en brutal pris

Af
Louise Kidde Sauntved
7. august 2024
Anmeldelse af bønderne
'Bønderne' / Foto: Another World Entertainment

Del artikel

Takket være flere tusinde oliemalede billeder er den ambitiøse polske film ‘Bønderne’ blevet til et visuelt festfyrværkeri om livets store følelser. Historien om landsbyens skønhed, der har en farlig effekt på mennesker, er uhyggelig aktuel.

Bønderne 

Premieredato: 8. august i biograferne
Genre: Drama, animation, historie
Instruktør: DK Welchman og Hugh Welchman
Manuskriptforfatter: Wladyslaw Stanislaw Reymont, DK Welchman, Hugh Welchman
Medvirkende: Kamilla Ursedowska, Robert Gulaczyk m.fl.
Land: Polen
Længde: 1 time og 54 minutter

I 2017 skabte ægteparret Dorota Kobiela Welchman og Hugh Welchman sensation med filmen Loving Vincent, om Vincent van Gogh. Verdens første oliemalede film, skabt med hans særlige penselstrøg for øje. En filmisk bedrift, hvor emne og stil fandt sammen på overlegen vis.

Mange havde nok forventet, at det kreative ægtepars næste filmprojekt ville være endnu et kunstnerportræt. Der er jo nok af mulige kandidater, og hvorfor ikke bygge videre på en succes?

Men det skulle vise sig at være endnu mere ambitiøst, nemlig et episk historisk drama, baseret på den polske forfatter Wladyslaw Stanislaw Reymonts roman-kvartet Bønderne, bestående af romanerne Høsten, Vinteren, Våren og Sommeren, udgivet mellem 1904 og 1909. Et værk på over 1.000 sider, der i 1925 indbragte Stanislaw Nobels litteraturpris.

Begær og misundelse

Bønderne finder sted omkring forrige århundredskifte i landsbyen Lipce. Her skaber den unge almuekvinde Jagnas ønsker om at forme sit eget liv stor opstandelse. Hun er landsbyens skønhed. Så smuk, at ingen formår at se om bag hendes fortryllende overflade og ind til det menneske, der befinder sig bag alt det blændende skønne – nemlig en kvinde med et stort kunstnerisk talent, der blandt andet kommer til udtryk i smukke papirklip, og et varmt hjerte, der banker for børn og dyr.

Men også med en sjæl, der længes efter en frihed, der er umulig at finde i den lille landsby, hvor mændene lyster efter hende, mens kvinderne spreder misundelig sladder om hendes påståede løsagtighed. For det er ikke velset, at en kvinde ønsker at leve et frit liv, gifte sig af kærlighed og dyrke kunsten som hobby.

Snart må Jagna derfor se sig selv opslugt af et liv, andre har tvunget hende ind i, men som hun ikke selv hverken ønsker eller evner. For lige meget, hvor meget Jagna prøver at passe ind i sin nye rolle som trofæhustru for landsbyens rigeste mand, stikker hun stadig ud med sin skønhed og integritet. Og det vækker stærke – og farlige – følelser.

Ikke mindst fordi hun er forelsket i den gifte bonde Antek, søn af hendes nye ægtemand. En kærlighedstrekant med så skarpe spidser. at det kun kan gå galt. Og det gør det da også. Ikke mindst fordi Anteks hustru ikke har i sinde at give slip på ham uden kamp.

Dybde og poesi

Fremgangsmåden i Bønderne er den samme som i Loving Vincent: Liveaction-optagelser, der efterfølgende er blevet malet i olie. I alt omkring 130.000 billeder i stort format, der hver har taget omkring fem timer at lave. Inspirationen er denne gang ikke kun en enkelt kunstner, men en lang række af samtidens polske malere. Og resultatet er muligvis endnu mere vellykket end Loving Vincent.

For hvor oliemalerierne i kunstnerportrættet primært fungerede som en indføring i Vincent van Goghs stil og univers, tilfører de i Bønderne en dybde og poesi, der hæver filmen over flertallet af romanfilmatiseringer.

Bønderne er en stor, episk og dramatisk fortælling med et omfang, der normalt ville være svær, for ikke at sige umulig, at koge ned til spillefilmslængde. Men det lykkes for Hugh og DK Welchman takket være oliemalerierne, der skaber fylde og dybde, selv når fortællingen går hurtigt fremad.

For selv om der selvfølgelig er meget af romanernes handling, der ikke er med, er der blevet plads til overraskende meget. Simpelthen fordi de malede billeder gør det muligt at fortælle meget med få midler.

Det er, som om penselstrøgene taler direkte til vores sanser og følelser og på den måde bidrager med adskillige lag til fortællingen. Ikke mindst i beskrivelsen af karakterernes følelsesmæssige tilstand og den generelle stemning i landsbyen, der efterhånden er på kogepunktet. Det spares der mange forklarende ord og scener ved. Vi forstår, uden at det, undskyld ordvalget, behøver at blive penslet ud.

Berusende energi

Resultatet er helt utroligt smukt og stemningsfuldt – i al sin gru. De malede billeders skønhed udgør en tankevækkende og effektiv kontrast til den temmelig barske historie om misundelse, nag, svigt og generel menneskelig ondskab.

De flimrer, forfører og imponerer. Ikke mindst i en bryllupsscene, hvor billederne snurrer og suser i takt med, at druk og dans går amok i en grad, så selv den modvillige brud, Jagna, må give slip og hvirvle med. For et enkelt øjeblik uden sorg og bekymringer. Et med dansen og stemningen.

En anden scene, hvor en brændende høstak svider nøgen hud, der få sekunder før var optændt af brændende lidenskab, er også utroligt sanselig. Det er svært, nærmest umuligt, ikke at blive opslugt af historien, der kommer til at handle om meget mere end mennesker af kød og blod, men om selve den menneskelige natur – og unatur. Om lyst og begær, svigt, misundelse og had. Forbrydelse, straf – og hævn.

Evigt aktuel

Og selv om historien foregår for over hundrede år siden, føles dens tema faktisk evigtgyldigt. Måske fordi billederne løsriver sig fra tid og rum. Og minder os om, at vi stadig lever i en tid, hvor kvinder, og mennesker i det hele taget, alt for ofte bedømmes – og fordømmes – offentligt på baggrund af deres udseende. Uanset om det handler om, at de er for smukke og skal kanøfles – som Jagna. Eller det modsatte.

Især de sociale medier har bevist, hvor hurtigt det er at piske en storm op, der udskammer, måske ligefrem ødelægger, et menneske. Udelukkende baseret på rygter og fordomme. Som Jante slog fast: Du skal ikke tro du er noget. Men hvorfor ikke? For Jagna er så helt utroligt meget. Hvis bare nogen ville se hende. Ikke bare se hende, men se hende. Den hun er. For alvor.

I en enkelt scene, hvor hun møder en gammel ven, tror vi lige, at hun er reddet. Men nej. Og vi føler med hende. Ikke mindst fordi Kamilla Ursedowska er så utroligt udtryksfuld, stærk og sårbar som Jagna, at hun stråler gennem alle lag. Hendes store kærlighed spilles i øvrigt af Robert Gulaczyk, der også spillede Vincent van Gogh i Loving Vincent.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser