Anmeldelse: Ninja-padderne leverer smæk for skillingen i ’Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem’

Ninja Turtles har altid været der. Eller sådan føles det i hvert fald. Lige siden makkerparret Kevin Eastman og Peter Laird fostrede de fire pizzaglade teenagepadder tilbage i vinteren 1983-84, har de været en del af popkulturen.

Især efter den populære animationsserie og dertilhørende legetøjsfranchise så dagens lys i 1987 og ’88, har der ikke været noget, som kunne stoppe den globale turtle-power.

Som det sig hør og bør, når noget bliver enormt populært i et medie, skal der selvfølgelig også komme en film på banen – eller tre.

Teenage Mutant Ninja Turtles blev en kæmpe succes blandt publikum i 1990, hvorimod anmelderne ikke var videre begejstrede. Sådan forholdt det sig også med efterfølgerne, selv om indtægterne skrumpede stødt og roligt.

Derfor skulle vi helt frem til 00'erne og 10'erne, før der igen var skildpaddeaction på det store lærred.

Men ingen af dem havde den samme pondus og slagkraft, som den sjette og nyeste film Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem. For ikke alene emmer den af kærlighed til originalmaterialet, den formår også at skabe en ny lysende fremtid for de skjoldklædte helte.

Lige i pizzasmasken

Leonardo, Donatello, Michelangelo og Raphael lever nede i New Yorks kloakker sammen med deres adoptivfar og sensei Master Splinter. Den gamle rottefar hader menneskenes verden ovenpå, fordi han mener, at den ikke kan lide ham og hans drenge. Det har han nemlig ved selvsyn konstateret et par gange i årenes løb.

Men ninja-padderne er tiltrukket af den lysende og spændende by. Allerhelst vil de bare gå i high school og være helt almindelige teenagere.

”Måske vil alle elske os en dag, ligesom de elsker Ferris Bueller,” siger en af dem, da de sniger sig væk fra en udendørsvisning af klassikeren Ferris Bueller’s Day Off (da. En vild pjækkedag).

Og Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem bugner med den her slags små og store referencer – selv Vanilla Ices sang fra Teenage Mutant Ninja Turtles II: The Secret of the Ooze dukker op for en herlig stund. For teen-ninjaerne er født og opvokset med popkultur. De laver videoer på tagene for at blære sig med deres evner, præcis som de har set andre gøre det på YouTube, Instagram og TikTok.

De er først og fremmest unge, der gerne vil være sammen med unge, og derefter ninjaer, som kan finde ud af at slå på tæven i exceptionel grad.

Vi får faktisk lov til at se deres allerførste fight. Til trods for, at de ikke helt har fået koordineringen på plads, langer de håndmadder ud med så stor bravur og autoritet, at det halve kunne være nok. Men modstanden er heller ikke ligefrem imponerende.

Mutanter i lange baner

Instruktør Jeff Rowe (Familien Mitchell mod maskinerne) har (igen) lavet en vanvittigt imponerende animationsfilm.

I den forbindelse kan det ikke understreges nok, hvor betydningsfuld Spider-Man: Into the Spider-Verse har været for moderne animationsserier. For det er i den grad blevet acceptabelt at tage chancer kunstnerisk.

Med en tegnestil, der konstant udvikler sig igennem filmen, så vi både får impressionistiske træk, graffitiinspirerede samt anerkendende nik til Eastman og Lairds originale forlæg.

Opdateringen fra 1980'ernes punkede New York til den moderne kulturelle smeltedigel, er perfekt. April O’Neil er ikke en garvet reporter, men en high school-elev, der drømmer om at blive journalist og slippe af med et træls øgenavn.

Skurkene er andre mutanter, anført af den hadske Superfly og så et mystisk firma TCRI, der vil have mutant-serummet Ooze.

Det er antagonister med hver deres motiver, hvor nogen ræsonnerer bedre for ninja-padderne end andre. Fine skurke, hvor man efter filmen er færdig, sidder med en klar fornemmelse og indikation af, at der kommer mere.

Og der er da allerede annonceret både en film og to serier, der skal agere bindeled mellem de to film. Det kan vi godt glæde os til, hvis niveauet bliver det samme som i Mutant Mayhem.

Selv om duoen Seth Rogen og Evan Goldberg står på producerlisten og er blandt filmens manuskriptforfattere, er humoren ikke lige så grovkornet som i makkerparrets andre eskapader (Sausage Party, The Boys, Preacher).

Det er teenage-kejtet og godmodigt, med præcis den mængde af kant, at både børn og voksne kan være med. De danske stemmer gør det hæderligt som forventet, men hvis man har muligheden, bør man klart udse sig en visning med den originale stemmebesætning.

Med Oscar-vinderne Trent Reznor og Atticus Ross’ fængende synthesizer-underlægningsmusik, actionscenerne og den følelsesmæssige kerne, er det umuligt ikke at blive i godt humør af Mutant Mayhem.