Anmeldelse: 'One Life' viser, hvor stor forskel et enkelt menneske kan gøre

I 1988 gik der et sus gennem stuerne i de britiske hjem, da BBC’s til tider temmelig fjollede magasinprogram That’s Life! med et slag blev både alvorligt og alvorligt rørende.

Programmet havde inviteret den pensionerede børsmægler Nicholas Winton ind for at fortælle om, hvordan han som ganske ung var primus motor i et projekt, der sørgede for, at 669 jødiske børn fra flygtningelejre i Tjekkoslovakiet blev placeret hos britiske plejefamilier, inden 2. verdenskrigs udbrud gjorde yderligere transport umulig.

Nicholas Winton, der langt ville foretrække en mere anonym placering, sad på første række. Uden at vide det var han omgivet af et stort udvalg af de nu meget voksne børn, hvis liv han dengang reddede.

At se Nicholas Winton vende sig om og tage synet ind, er noget ingen, der har set programmet eller klip fra det, nogensinde vil glemme.

Et gigantisk projekt

Det rørende øjeblik er selvfølgelig også – mesterligt – genskabt i James Hawes’ film One Life, der fortæller Nicholas Wintons historie, før og nu. Johnny Flynn spiller den unge, idealistiske Nicholas Winton, der i december 1938 tager en uges ferie, for at slutte sig til sin ven Martin, der er taget til Prag for at hjælpe de tusindvis af primært jødiske flygtninge, der ankommer i hobetal fra både Østrig, Tyskland og det nyligt nazioverdragede Sudetenland.

Her opdager han tusindvis af børn, der sulter og fryser i flygtningelejrene. Den kyniske, men realistiske, vurdering er, at kun få af dem vil overleve vinteren. Men Nicholas, vil ikke finde sig i deres skæbne. Det må være muligt at hjælpe dem.

Og således begynder den britiske indsats Kindertransport Project, der indtil nazisternes invasion 1. september 1939 formår at transportere 669 jødiske børn med tog til London, hvor plejefamilier venter for at tage dem i midlertidig pleje. Det desværre viser sig at blive permanent for langt de fleste, fordi deres familier bliver dræbt i nazisternes koncentrationslejre.

Mening til det meningsløse

Det er fuldstændigt grundlæggende spændende at opleve den unge Nicholas’ kamp mod både kalenderen og umuligt bureaukrati fra både den britiske regering og nazistyret.

Vil det lykkes ham at skaffe plejefamilier? Penge? Visaer? Og vil børnene nå helskindet fra Tjekkoslovakiet til London – en tur, der fører dem gennem både Østrig og Tyskland, kun beskyttet af deres britiske visaer. Kan et sølle stykke papir redde dem fra overmagten? Man drager et lettelsens suk, hver gang et tog kører ind på stationen i London. I sikkerhed.

Delen med den ældre Nicholas (fremragende spillet af Anthony Hopkins) har en anden tone af eftertænksomhed og stille sorg. Nicholas er nu omkring de 80 og i gang med at pakke sit liv sammen.

Hans kone (Lena Olin) opfordrer ham til at få styr på alle de papirer, der har hobet sig op på kontoret. Men én mappe kan han ikke skille sig af med – mappen med navnene på alle de børn, han forsøgte at få til London. En mappe, der burde minde ham om den fantastiske dåd, han udførte, men som i stedet kun minder ham om, hvor mange børn, han ikke formåede at redde.

I et forsøg på at give mening til det meningsløse, overlader han mappen til en historisk interesseret kvinde med forbindelser til Tjekkoslovakiet. Og så ruller bolden, som man siger.

Et menneske kan gøre en forskel

One Life er baseret på Nicholas Wintons datter, Barbaras, bog If It’s Not Impossible. Og ligesom den er filmen et sobert og velfortalt dokument over en tid, der ikke må glemmes. Og en mand, der i den grad fortjener at blive husket. Også uden for Storbritanniens grænser.

I en af de helt centrale scener, overtaler unge Nicholas sine britiske nødhjælpskolleger i Tjekkoslovakiet til at begive sig ud på den, på papiret, umulige opgave at fragte børnene til London, ved at minde dem om, at helt almindelige mennesker både kan – og vil – gøre en forskel. “Det ved jeg, fordi jeg også selv bare er et almindeligt menneske”.

Man kan så med god ret hævde, at nej, det er han faktisk ikke. Han udviser i hvert fald en ualmindelig empati, et ualmindeligt overblik, en ualmindelig vedholdenhed og en ualmindelig portion stædighed.

Alt det, der skal til for at redde en brøkdel af de mere end 12.000 jødiske børn fra Tjekkoslovakiets flygtningelejre, der i de følgende år blev gasset ihjel.

Men hans pointe er vigtig, dengang som nu, hvor verden også står overfor krig, folkedrab og massive flygtningestrømme. Det nytter ikke at vende ryggen til. Selv om du bare er et lille menneske, kan du gøre en forskel. Måske ikke så stor som Nicholas Wintons, men mindre kan bestemt også gøre det.

Nicholas Wintons mor, og medhjælper i projektet, spilles i øvrigt af Helena Bonham Carter, hvis bedstefar, den spanske diplomat Eduardo Propper de Callejon, var med til at redde mange tusinde, nogle kilder mener op mod 30.000, franske jøder fra Holocaust under 2. verdenskrig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: