Anmeldelse: Dramaserien 'The Tattooist of Auschwitz’ svigter sin historie

Det er grundlæggende en virkelig spændende historie, SkyShowtime-serien The Tattooist of Auschwitz har sat sig for at fortælle. Den slipper bare ikke særlig godt af sted med det.

Der er to primære spor i serien: I det ene er vi i midt-00'erne, hvor forfatteren Heather Morris (Melanie Lynskey) taler med den aldrende Lale Sokolov (Harvey Keitel). Han beretter om fortiden, det andet spor, hvor han som ung mand (Jonah Hauer-King) blev deporteret til Auschwitz-koncentrationslejren. Der fik han hvervet som tatovør, og det var derigennem, at han mødte sit livs kærlighed, hans senere hustru Gita (Anna Próchniak).

Morris får kontakt til Sokolov to måneder efter Gitas død i 2003, og hun bruger derefter de næste tre år på at få hele hans historie. Forfatteren havde oprindelig tiltænkt historien som et filmmanuskript, men ad omveje ender det i 2017 som en bog.

Og nu får vi den så i en seriel filmatisering, hvoraf det ene spor er markant mere interessant end det andet.

Det bliver især tydeligt til sidst i The Tattooist of Auschwitz, hvor vi ser optagelser af virkelighedens Lale Sokolov, som fortæller.

Hele den del, hvor Harvey Keitel og Melanie Lynskey genopfører samtaleseancerne, er spild af tid. Denne del havde været langt mere interessant som dokumentar, især når man i sidste afsnit finder ud af, at der findes originale videooptagelser af det hele.

En pointe om, at fortiden hjemsøger Lale, så han ser folk fra fortiden, er lidt for uelegant i forhold til, hvad vi er blevet vant til i moderne tv-serier.

Det andet spor, fortiden i lejren, er straks langt mere interessant.

Dengang far var ung

Der bliver bestemt ikke langt fingre imellem, når det kommer til alle de uhyrligheder, som blev begået i Auschwitz. Folk bliver henrettet med en kugle for panden, hvis en vagt tilfældigvis føler for det, og det bliver i den grad vist i al dets blodige vederstyggelighed.

Det er et sted, hvor håb næsten fuldstændig har forladt verden. Børn bliver adskilt fra deres forældre og hånet med, at de bare skal hen og have slik, når de snarere er på vej til den visse død.

En hård, men også nødvendig skildring for at vise den fuldstændig enestående situation, hvorunder Lale og Gitas skæbner flettes sammen på trods.

Siden udgivelsen af Morris’ roman er der blevet sat spørgsmålstegn ved den påståede faktualitet. Et par af disse er blevet rettet til serien, men det er også vigtigt at have med, at vi har at gøre med en fiktiv skildring af deres erfaringer.

Historien i The Tattooist of Auschwitz er medrivende, når den holder sig i fortiden.

Det er der, den store spænding er, selv om den også bliver badet i Hans Zimmers musik, som nærmest skriger ”græd!” til seeren.

Hvorvidt den slags rent faktisk virker afhænger af individuelt temperament. Det er direkte ud af dramaseriehåndbogen uden de store afvigelser.

En ting, som også hæmmer serien.

Til tider kedelig

For The Tattooist of Auschwitz vækker mindelser om den slags serier, som dominerede tv i midten af 90'erne. Dengang før bl.a. HBO gik ind og satte dagsordenen for, hvordan gode serier skulle skrues sammen.

SkyShowtime-serien er snarere et throwback med enkelte nutidige fortællemidler. Mest af alt, så ligner det en tv-serie a la Grundtvig, fremfor et prestigehistorisk drama som Manhunt.

Det er uden tvivl et kreativt valg at lave en lidt grå serie, men resultatet er ikke et, der rammer en på det følelsesmæssige.

Og det er en skam.

Lale og Gitas historie har helt klart potentiale til mere. Men af uransagelige årsager forfalder man til samtlige floskler i dramakufferten, krydret med eksplicit vold og nøgenhed udelukkende for chokeffekten. At Auschwitz var et gudsforladt sted, og døden lurede overalt, er blevet etableret flere gange.

Så skal man fortælle historier derfra, skal det gøres både respektfuldt, men også med et nyt twist.

Uden at sammenligne i øvrigt gjorde Jonathan Glazer netop det fantastisk med The Zone of Interest. Vi er i en tid, hvor det kun er rimeligt at stille store krav til dem, som laver film og serier. Kvaliteten skal altså spille, ellers er der rigeligt andet at se.

Det er i og for sig også sigende, at man har betalt Barbra Streisand sikkert en pæn pose penge for at skrive en ny original sang til rulleteksterne fremfor at kanalisere de penge over i den vigtige del af serieproduktionen.

Værst af alt er, at The Tattooist of Auschwitz til tider er decideret kedelig.

At en fortælling om to mennesker, der finder kærligheden på det mest umenneskelige sted på jorden, bliver kedelig, er skammeligt og en hån for deres eftermæle.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: