Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Sydney Sweeneys horrorfilm ’Immaculate’ slutter brutalt og fantastisk

Af
Claus Nygaard Petersen
24. april 2024
Immaculate
Sydney Sweeney i 'Immaculate' / Foto: Scanbox

Del artikel

Gyserfilmen om en nonne, der bliver gravid på mirakuløs vis, sprudler med sine gyserelementer og en fænomenal mindeværdig præstation fra ’Euphoria’-stjernen.

Immaculate

Premieredato: 25. april 2024 i biograferne
Genre: Horror
Instruktør: Michael Mohan
Manuskriptforfatter: Andrew Lobel
Medvirkende: Sydney Sweeney, Álvaro Morte, Simona Tabasco, Benedetta Porcarolli, Dora Romano m.fl.
Land: Italien
Spilletid: 1 time og 29 minutter

Sydney Sweeney er en af klodens uomtvisteligt største film- og seriestjerner lige nu. Efter gennembruddet i HBO's kontroversielle ungdomsserie Euphoria – hvor medskuespiller Zendaya om muligt er blevet en endnu større stjerne – og en fin birolle i første sæson af den kulsorte satireserie The White Lotus, har det ligget i kortene, at hun skulle blive en af de helt store i Hollywood.

Den romantiske komedie Anyone but You formåede trods exceptionel kemi mellem de to hovedroller, Sweeney og Glenn Powell, ikke at accentuere facetter af hendes skuespil, vi ikke allerede vidste, at hun var i besiddelse af.

Immaculate
Sydney Sweeney i 'Immaculate'
Foto: Scanbox

Derimod var der mere at hente i biopic’en Reality, hvor en afdæmpet og indestængt præstation som whistlebloweren Reality Winner, gav masser af ros.

Superheltefilmen Madame Web, well, den behøver vi ikke vie mere spalteplads til.

Men det er tydeligt, at det er i de mindre produktioner, at Sydney Sweeney rigtig får mulighed for at vise, hvad hun kan. Og som det altid været kutyme, er der rig mulighed for at bevise sig som skuespiller på filmenes legeplads, i horrorgenren.

Immaculate
Sydney Sweeney i 'Immaculate'
Foto: Scanbox

Con amore-projektet Immaculate har været i skuespillerens sfære, siden hun var til audition på den tilbage i 2014. Senere erhvervede hun sig så rettighederne til manuskriptet og henvendte sig til instruktøren Michael Mohan, en tidligere samarbejdspartner, om han kunne være interesseret.

Resultatet er en yderst effektiv og skræmmende gyserfilm, hvor Sydney Sweeney leverer en mindeværdig præstation.

Halløj i gyserklosteret

Sweeney spiler nonnen Cecillia, som, efter at hendes sogn hjemme i USA er lukket, rejser til Italien for at bosætte sig ved et hospice for nonner.

Der går dog ikke lang tid, før hun begynder at lægge mærke til besynderlige ting. En sengeliggende nonne har for eksempel kors brændemærket på undersiden af fodsålerne, og hun finder en anden søster liggende på gulvet foran et alter.

Efter sigende skulle genstanden, som alteret er dedikeret til, være et af de søm, som blev brugt ved Jesus' korsfæstelse.

”Lidelse er kærlighed,” er stedets mantra, som abbedissen (Dora Romanno) forklarer Cecillia. Og så indtræffer det mirakuløse.

Immaculate
Sydney Sweeney i 'Immaculate'
Foto: Scanbox

Cecillia bliver gravid. Hun insisterer selv på, at hun aldrig har været sammen med hverken mænd eller kvinder, og da ingen kan finde nogen logisk forklaring, må det jo være en immaculate conception (på dansk ubesmittet undfangelse).

Selv om alle umiddelbart er lykkelige ved tanken om en jomfrufødsel, signalerer underlægningsmusik, skumle skygger og Cecillias tiltagende paranoia, at noget er ravruskende galt.

Immaculate er den anden film om en nonne, der bærer på en bibelsk personlighed i løbet af kort tid. Tidligere på måneden kom The First Omen, en prequel til den berømte The Omen (Tegnet) fra 1976.

Den tidligere populære subgenre nunsploitation har derfor fået en lille revival, hvor man også kan trække en linje tilbage til Paul Verhoevens psykoerotiske drama Benedetta, der kom i de danske biografer i 2022 – samme år i øvrigt, som produktionen af Immaculate gik i gang.

Immaculate
Sydney Sweeney i 'Immaculate'
Foto: Scanbox

Fantastisk slutning

I det smukke italienske landskab – og hvor er det dog fedt, at filmen rent faktisk er blevet optaget i det land, som den skal forestille at foregå i – lurer noget ubehageligt bag det store og gamle klosters mure.

Således ser vi i Immaculates åbningsscene, hvordan en ung nonne forsøger at stikke af derfra. Det bliver dog kun ved forsøget, og det sidste, vi ser til hende, er, at hun ligger i en kiste og skriger på hjælp, mens hun er ved at blive begravet levende. Så er stemningen ligesom sat.

Nonner iklædt røde masker, krucifikser og helgener lavet af hår samt lidt god gammeldags tortur og udpenslet selvmord og vold sørger for, at de blodtørstige blandt horrorfansene ikke kommer til at kede sig i Immaculate.

Filmen tilhører dog uden tvivl Sydney Sweeney. Udover at være primus motor i skabelsen af Immaculate, er hendes præstation blændende og kraftfuld.

Immaculate
Sydney Sweeney i 'Immaculate'
Foto: Scanbox

Udviklingen fra start, hvor nonneklædet konsekvent sidder velplaceret på hendes hoved og til senere, hvor det i takt med, at vi springer i tid til de forskellige trimestre af graviditeten, til henimod slutningen, hvor det er fuldstændig forkastet, symboliserer den modningsproces, hun går igennem.

Fra uskyldigt lam til voksen kvinde, der ikke lader sig kyse eller tryne af nogen mennesker eller religiøse dogmer. Der er en snert af metakommentar, da Cecillia ankommer til Italien i starten af filmen. De to gamle politimænd, der tjekker hendes pas og spørger ind til, hvorfor hun er kommet, lurer lummert på den smukke unge kvinde.

Sweeney har som mange kvindelige skuespillere til tider haft det svært med at blive taget seriøst, fordi hendes udseende hensætter hende til projekter, hvor det ikke nødvendigvis er skuespiltalentet, som er i fokus. Cecillias transformation fra passiv passager i livet til at tage kontrol over sit eget liv, og hvordan det skal forme sig, spejler på sin vis fint den måde, hovedrolleindehaveren og producenten har gjort det samme.

Hun bliver fermt flankeret af flere italienske skuespillere, herunder Simone Tabasco fra anden sæson af The White Lotus, og spanske Álvaro Morte – ’Professoren’ fra Netflix-serien Papirhuset – som den charmerende fader Tedeschi, som har inviteret den unge nonne til klosteret.

Der er dog noget ulv i fåreklæder over ham, når han smiler, og med genren in mente giver alt omkring ham også mening, da vi når frem til slutningen. Og hvilken slutning!

Immaculate
Sydney Sweeney i 'Immaculate'
Foto: Scanbox

Allerede før premieren i Danmark er internettet fyldt med videoer af folk, som filmer sig selv, efter at de har set Immaculate. Den er opsigtsvækkende og kraftfuld, ikke mindst takket være Sydney Sweeney. Det er en scene, som kræver usandsynligt meget af sin skuespiller for, at den ikke fremstår latterligt, men hun kører præstationen hjem med bravur.

Forhåbentlig er det ikke sidste gang, at vi får en horrorfilm fra Sweeneys side, og fremtiden som dramatisk skuespiller virker i den grad lovende for det unge stjernefrø.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser