Anmeldelse: ’The Secret Agent’ er en satirisk fortælling om korruptionens grimme ansigt

En mand kommer kørende på en varm landevej. Træt holder han ind ved en tankstation, hvor en mand ligger skuddræbt på parkeringspladsen. Der har han ligget et par dage, og fluerne er allerede begyndt at summe om ham, ligesom tankpasseren med jævne mellemrum må jage omstrejfende hunde væk.

Ikke at han har så meget andet at lave, for stanken får alle potentielle kunder til at hoppe ind i bilen og skynde sig væk. Han har selvfølgelig ringet til politiet, men de kommer ikke. Og da de endelig gør, er det ikke for at optage rapport om mordet, men for at afpresse manden i bilen.

Korruptionens ansigt er ikke bare grimt. Det har også blinde øjne for retfærdighed og moral. Men åbenbart ikke en sart lugtesans – det siges jo også, at korruption stinker ganske fælt i sig selv.

Indledningen sætter tonen for en film, der er både original, rystende og alt for meget – og her hentydes ikke (kun) til en spilletid på over to en halv time. Den er også båret af en absurd, nærmest fandenivoldsk humor, ikke mindst når det handler om at portrættere ordensmagt og magtmennesker generelt.

For det hele er så tragisk, at vi lige så godt kan grine af det som græde. Og som filmskaber kan man i øvrigt tillade sig ikke så lidt mere, når det pakkes ind i humor – også selvom den er sort som natten. Bag den skæve stil har ’The Secret Agent’ nemlig ikke så lidt på hjerte om et politisk system, der har fejlet på alle fronter, og hvor vold og frygt er blevet hverdagskost.

Mand på flugt

Manden i bilen hedder Marcelo, og byen, han ankommer til, er Recife i Brasilien midt under karnevallet i 1977. Mens politikere og korrupte politifolk morer sig i byens gader, indtager han sit værelse på et pensionat, befolket af mennesker, der – ligesom han selv – ønsker at gemme sig. Af meget forskellige årsager.

Armando drømmer om at blive genforenet med sin søn, der har boet hos bedsteforældrene, siden hans mor gik bort. Planen – eller drømmen – er, at de to skal stikke af til en anden by eller allerhelst et andet land og starte forfra på en ny tilværelse. Uden frygt, vold, korruption og behov for øjne i nakken. Hvis muligt.

For den tidligere universitetsprofessor Marcelo er raget uklar med både myndigheder og en lyssky forretningsmand, der har sendt lejemordere efter ham. Spørgsmålet er nu, om han kan nå at få de papirer og informationer, der er nødvendige for en flugt, inden hans forfølgere får ram på ham.

Det er ganske underholdende, ikke mindst takket være den grove, til tider nærmest absurde humor, der indimellem kammer over i deciderede horrorelementer – blandt andet i form af et behåret ben, der terroriserer folk om natten. Selvfølgelig en metafor. Og så er der selve spændingselementet: Når han det eller ej?

Kleber Mendonca Filho har en særlig evne til at vække Recife anno 1977 til live, så vi oplever byen med alle sanser. Et svimlende, sanseligt sus på godt og ondt, pakket ind i karnevallets sambarytmer. Og bag de mange forviklinger og absurditeter gemmer der sig et svidende, kritisk portræt af et samfund, der kun hænger nødtørftigt sammen i fugerne, og hvor det moralske kompas svinger i alle andre retninger end den rigtige.

Rumsterer videre

Men det hele bliver desværre også lidt for meget. For ujævnt. Kleber Mendonca Filho vil rigtig meget med sin fortælling og springer derfor ikke alene rundt i tid og handling, men har også indført et lidt påklistret nutidselement med en researcher, der bliver opslugt af Marcelos fortælling. Et greb, der skaber distance frem for det nærvær og den identifikation, der nok var intentionen.

Det er, som om Kleber Mendonca Filho ikke helt kan bestemme sig for, om han vil være nutiden, der ser med rystet blik på fortiden, eller om han vil lade fortiden tale for sig selv.

Ligesom han heller ikke helt kan bestemme sig for, om filmen mest skal være en satirisk komedie eller et tragisk drama. Resultatet er en blanding, der hverken er fugl eller fisk og derfor hverken for alvor sætter gang i lattermusklerne eller medfølelsen undervejs.

Til gengæld sætter filmen sig i dig og rumsterer videre i tankerne som politisk fortælling. Måske ikke mindst i lyset af verdens tilstand i dag, hvor magtmennesker flere steder opfører sig som guder, der tillader sig at herske over liv og skæbne på trods af lov og ret.

Måske var det bare det, det hele skulle til for: at åbne øjnene på os, der ikke nødvendigvis kender Brasiliens komplekse historie, og minde os om, at det, der er sket engang, kan ske igen. Ikke bare dér, men alle steder.

Og selvfølgelig at understrege, at der bag alle statistikker og historier gemmer sig et menneskeligt ansigt med sin egen historie, sine egne håb og drømme.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: