Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Skandalen ruller videre i ’May December’

Af
Louise Kidde Sauntved
3. januar 2024
May December anmeldelse
Natalie Portman som Elizabeth Berry og Julianne Moore som Gracie Atherton-Yoo i 'May December' / Foto: Francois Duhamel / Netflix / Scanbox

Del artikel

Alle udnytter alle i Todd Haynes’ psykologiske dramakomedie ‘May December’, der er lige så foruroligende, som den er fascinerende i sit portræt af to kvinder på kollisionskurs.

May December

Premiere: 4. januar 2024 i biograferne
Genre: Drama, komedie
Instruktør: Todd Haynes
Manuskriptforfatter: Samy Burch, Alex Mechanik
Medvirkende: Julianne Moore, Natalie Portman, Charles Melton
Land: USA
Spilletid: 1 time og 57 minutter

Todd Haynes har en forkærlighed for forbudt kærlighed, husmødre med hemmeligheder – og Julianne Moore, som han har samarbejdet med flere gange. Bl.a. på Safe (1995), hvor hun spillede en husmor, der udvikler invaliderende allergi overfor kemiske stoffer i sine omgivelser, og Far From Heaven, hvor hun spillede en 50’er-husmor, der forelsker sig i familiens sorte gartner.

Og man forstår ham. For Julianne Moore er simpelthen genial til at fremstille kvinder, der på overfladen er lutter sødme og venlighed, men under overfladen sitrer af noget helt andet og mere interessant.

Det udnyttes til fulde i May December, hvor hun spiller rollen som den midaldrende Gracie, der som 36-årig indledte et forhold til den dengang kun 13-årige dreng Joe, der arbejdede i den dyrehandel, hun bestyrede. Deres forhold blev en stor skandale, der sendte Gracie bag tremmer, hvor hun fødte deres fælles barn.

Parret blev siden gift, og da vi møder dem et par og 20 år senere, har de et tilsyneladende lykkeligt ægteskab, den store aldersforskel til trods. Med en ældstedatter på college og et par velfungerende teenagetvillinger og grillfester i deres smukke strandvilla.

Kampen for kontrol

Den pæne facade krakelerer dog stille og roligt, da skuespillerinden Elizabeth, spillet af Natalie Portman, dukker op i parrets liv for at lave research til en indiefilm om Gracie og hele skandalen. Gracie er nervøs, men også fortrøstningsfuld. Hun stoler fuldt og fast på, at Elizabeth vil fokusere på kærligheden i stedet for skandalen. Ude i biografmørket aner vi dog hurtigt ugler i mosen.

For i takt med at Elizabeth studerer sit offer mere og mere indgående, og i stigende grad begynder at efterligne hendes mindste bevægelser, krakelerer også hendes fernis. Hun er ikke en professionel på jagt efter sandheden, men en psykologisk vampyr, der ikke er bange for at suge blod, liv og sjæl ud af andre, hvis det kan gavne hendes karriere.

For selv om Elizabeth er en feteret stjerne, drømmer hun om at forlade den mainstreamserie, alle associerer hende med og bryde igennem som kunstner. Derfor er det knald eller fald, om hendes indiefilm bliver en succes. Der er med andre ord rigtigt meget på spil for begge kvinder, og det er en sand fornøjelse at opleve to så dygtige skuespillere give den gas i en kompliceret kamp om kontrollen over fortællingen. En bordtennismatch med menneskeliv som indsats og blødende hjerter som bolde.

Ætsende satire

Elizabeths stigende besættelse sat overfor Gracies forkærlighed for at gå på jagt, leder hurtigt tankerne hen på en thriller. Man sidder lidt og venter på, hvornår geværet går af. Men faktisk er Todd Haynes’ ærinde et andet. Nemlig en ætsende mørk satire over et samfund, hvor enhver sætter sig selv, egne ambitioner og eget begær før alt andet. Og alle andre. Hvor alle leder efter betændte sår, de kan bore fingrene ned i. For at finde den forjættede sandhed dybt inde i materien. Ikke mindst i medieverdenen, hvor almindelige menneskers liv bliver til underholdning for masserne, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Elizabeths grådige begær efter at finde sin egen sandhed om Gracie (der ikke nødvendigvis er den objektive sandhed) er både fascinerende og skræmmende. Fordi den føles mere ægte end noget andet i filmen.

Det er dog ikke ligefrem sådan, at man får ondt af Gracie, der fremstår som et neurotisk, egoistisk barn, der ikke kan tåle ikke at få sin vilje. Man forstår, modvilligt, hvordan hun kunne blive tiltrukket af et barn – samtidig med at selve tanken frastøder.

Og netop i krydsfeltet mellem fascination og forargelse ligger May Decembers styrke.

Smertefuld erkendelse

Det eneste egentlige offer er Joe, der aldrig har fået lov at vokse op på sine egne betingelser, men har levet et liv dikteret af Gracies luner. At se ham nå frem til den erkendelse er smertefuldt, men også frisættende. Han er kun 36. Man hepper helhjertet på, at der er mere liv i pakken til ham. Samtidig med at man frygter det værste. For kan fluen flagre fri af edderkoppens spind, eller sidder den fast for evigt?

May December spiller fermt på alle melodramaets tråde, i en grad så det til tider nærmer sig kitsch. Men Todd Haynes sørger behændigt for, at det aldrig kammer over. I stedet sidder vi tilbage med en mangefacetteret psykologisk fortælling, der ikke så let lader sig definere, men til gengæld heller ikke er let at slippe igen. En fortælling om skyld, ansvar, moral, fortrængning, grooming, samtykke og menneskelig ligegyldighed. Og om et samfund, der lader det ske, uden at løfte mere end et mildt forarget øjenbryn.

Forskellen er bare, at mens samfundet kan komme videre, bærer de involverede for evigt deres handlinger og det, der er gjort imod dem med sig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste