Anmeldelse: Sønnike er en rørende og stærk debut om hemmeligheder, ansvar og familiebånd

Det er slet og ret imponerende, hvor meget talent, der dette forår er piblet frem på den danske filmscene, hvor den ene fremragende danske debutfilm efter den anden har ramt biograferne. Og det ser ud til, at tendensen fortsætter.

Det nyeste skud på det sunde og vildtvoksende danske instruktørtræ er instruktør Jesper Quistgaard, der efter flere rigtigt gode kortfilm lander sikkert og stærkt med spillefilmsdebuten ’Sønnike’, en velturneret fortælling om relationer, brud, forsoning og familiefølelse, der blander en anderledes kærlighedshistorie, dannelsesrejse og coming-of-age-fortælling.

I centrum står 29-årige Lasse (Morten Agerholm Jensen), der aldrig har lært at tage ansvar for nogen eller noget – mindst af alt sig selv. Familien ser han ikke meget til, af grunde der først ikke står klart. Selv ikke hans lillebror, Vincent på 14 (Bertram Bisgaard), er han der for.

I en af filmens allerførste scener opdager Lasses kæreste først, at han har en lillebror, fordi moderen ringer og spørger, hvorfor han ikke er dukket op til hans konfirmation? Så er tonen ligesom lagt. Da Lasse rent faktisk dukker op til (resten af) konfirmationen, bliver det mildest talt akavet. Noget er slet ikke, som det burde være i forældrenes lille parcelhus på Fyn.

Er kærlighed nok?

Da forældrene kort efter omkommer i en busulykke i Norge, er Lasse dog nødt til at træde til og foretage et voksent valg: Vil han være der for Vincent, eller se passivt til, mens socialforsorgen tager over? Kan han være der for Vincent, selv hvis han vil?

I løbet af et par intense uger indser Lasse, at han både har savnet Vincent og holder oprigtigt af ham. Samtidig med at nærheden udløser akutte, og meget voldsomme, angstanfald hos Lasse, der nærmest bliver fysisk syg.

Familien har nemlig de seneste 14 år gemt på den voldsomme hemmelighed, at Lasse i virkeligheden er Vincents biologiske far. (Det afsløres for publikum så tidligt i filmen, at det ikke er en spoiler!). Han fik ham, da han var bare 15 år, alt for ung til at være far. Hvorefter alle omkring ham traf beslutninger, der angiveligt var for alles bedste, men ikke efter Lasses ønske.

Men hvad så nu, hvor han har fået en chance til? Vil han kunne mande sig op og tage ansvar? Vil han få lov? Af kommunen, af Vincents mormor, der pludselig melder sig på banen – og af Vincent, der stadig tror, at Lasse er hans mutte storebror? Og kan man overhovedet reparere 14 års fravær, løgne og fortielser med noget så både enkelt og kompliceret som kærlighed?

Tungen lige i munden

’Sønnike’ er en stærk, rørende og tankevækkende fortælling om familie, fortielser, bånd, der knyttes og brydes, og skæbnesvangre fejl, der vokser og forgrener sig som årene går, til de til sidst udgør en tjørnehæk, der kan synes uoverskuelig af forcere.

Der er masser af drama og spænding i fortællingen, men i stedet for at skrue på de melodramatiske knapper, vælger Jesper Quistgaard at skrue så meget ned som muligt – og i stedet give plads til nærvær og en meget stærk grad af troværdighed i både historien og karakterskildringerne.

’Sønnike’ er desuden en film med mange hemmeligheder, afsløringer og ting, der kun antydes, men alligevel fylder. Og informationerne er imponerende godt doseret af Jesper Quistgaard, der holder tungen lige i munden hele vejen og serverer lige præcis de lunser, vi har brug for, når vi har brug for dem, og ikke mere. Både til os ude i biografmørket og internt mellem karaktererne.

Det er nu ikke, fordi der ikke er både drama og action. På det indre plan mellem brødrene, hvis forhold udvikler sig tøvende, forvirrende og følsomt. Fyldt med både angst og håb. To skridt frem og et tilbage. Det er meget langt fra ukompliceret.

Især fordi Lasse tøver meget længe med at fortælle Vincent sandheden. Anderledes hårdtslående på det ydre plan er skildringen af Lasses private liv, der ligner en årelang kamp mod at blive voksen og tage ansvar. Alt det, han nu tvinges til, af omstændigheder uden for hans kontrol.

Stærke hovedroller

Han bor i et lille rodet hummer på det autoværksted, hvor han også arbejder for sin barndomsven, Skuret (Ari Alexander). I weekenden og på de fleste hverdage skejer de to ud med vennegruppen, drikker sig fulde på den lokale bodega, kører ræs på grusvejene, hører techno og slår på tæven.

Skuret er det tætteste, Lasse har på en virkelig bror, og da Vincent finder vej til hans hjerte, slår det da også ganske dramatiske skår i forholdet mellem de to venner. Den sidehistorie er også fint fortalt. For familie kan komme i mange former, og man skal ikke underkende kraften af at have sin egen vennefamilie. Også selvom den som her kan forekomme lige så dysfunktionel som den biologiske.

Den gennemgående store troværdighed skyldes ikke mindst, at Jesper Quistgaard har været utroligt god til at caste sine hovedroller. Morten Agerholm Jensen bør stå overfor det helt store gennembrud efter sin præstation som Lasse.

Det er ikke en let sag at fremstille en karakter, der gemmer på så mange fortrængte og modsatrettede følelser, at han nærmest bogstaveligt er ved at gå i stykker af det. Men Morten Agerholm Jensen får det til at se både let og naturligt ud.

Overfor ham er Bertram Bisgaard utroligt rørende som Vincent med det knaldblå hår, der på en og samme tid er et lille barn, der lige har fået tæppet revet væk under sit liv, og derfor forståeligt nok er skrøbelig, forvirret og bange. Men samtidig også er så fornuftig og moden, at han på mange måder virker mere voksen end Lasse.

De har en fremragende kemi – men tror på, at de, deres mange forskelligheder til trods, udspringer fra de samme rødder. Og så skal Ari Alexander i øvrigt også have ros for sin præstation som Skuret, der let kunne være blevet en endimensionel bølle, men her får mange flere lag.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: