Anmeldelse: ’Succession’-skaberens nye film ’The Mountainhead’ er storslået rigmandssatire

Når det kommer til at skildre de lidet flatterende sider af de ultrarige, er der ingen, der pt. overgår ’Succession’-skaberen Jesse Armstrong.

Efter at have erobret streamingland med successerien om familien Roys interne slagsmål om, hvem der skulle være den nye chef for det lukrative forretningsimperium, er Armstrong tilbage med en ny dissekering af rigmænd, når de er værst.

’Moutainhead’ handler om fire multimillionær- og milliardærvenner, der mødes til pokeraften i den enes nye grandiose bjerghybel. De fire tech-chefer er både bedste venner og værste fjender, fordi ingen af dem selvfølgelig kan udstå, hvis den anden har flere penge end den anden.

Det handler om stor peni..penge-energi for Venis (Corey Michael Smith), Jeff (Ramy Youssef), Hugo (Jason Schwartzman) og Randall (Steve Carell). Verden omkring dem er lige så ustabil som deres volatile relation.

Venis’ sociale medieplatform Traam har udgivet en update, hvori der er en AI, som har sendt kloden ud på randen af kollektivt sammenbrud på grund af massespredning af fake news og videoer med falskt indhold.

Den Elon Musk-agtige tech-bro har dog ikke tænkt sig at erkende, at noget er galt. Tværtimod vil han bare holde kursen, for det er selvfølgelig ikke hans skyld. Der er da også en enkel måde at fikse det på.

Jeff har udviklet en AI, som kan identificere falske nyhedsopslag eller videoer, men han har ikke umiddelbart tænkt sig at sælge den til Venis.

Randall er også meget interesseret i et salg, da det potentielt kan fremme udviklingen indenfor at kunne uploade en menneskelig bevidsthed til cyperspace. Noget, den terminalt cancerramte milliardær er meget opsat på. Og Hugo, han håber bare, at nogen vil investere en milliard i hans knapt så gode wellness-app.

Som natten udvikler sig, bliver stemningen mere og mere anspændt, og den byder blandt andet på en regulær magtovertagelse af Argentina og et komplot om at myrde en i vennegruppen.

Grænsende til det ubehagelige

Det er storslået satire, som Jesse Armstrong lægger for dagen med ’Mountainhead’.

Titlen er en reference til den liberale tænker Ayn Rands bog ’The Fountainhead’, og der er næppe nogen tvivl om, at selvom karaktererne i filmen helt klart er fans af forfatteren, er Armstrong det på ingen måde.

Instruktør og manuskriptforfatteren forsyner de fire hovedpersoner med så meget smålighed og arrogance, at der knapt er et gram af medmenneskelighed tilbage i dem. I stedet er der masser af foragt overfor den stupide omverden, der ærligt bare skal ta’ sig sammen, og et gudekompleks, som de færreste kan være med på.

Det er den slags toksiske maskulinitet, hvor Hugo for eksempel konsekvent bliver kaldt ”Soup” eller en variation deraf, fordi han er den, der har færrest penge i flokken. Og det er vel at mærke, selvom han er tre-chifret mangemillionær. Hvis ikke man har råd til at investere en b-nut – slang for en milliard – er man ikke helt så sej som de andre.

Præcis den samme barnlige smålighed, som Jesse Armstrong brugte til perfektion i ’Succession’. Her er de alle Tom og Roman, bare mere karikerede, grænsende til det ubehagelige.

Veloplagt spiddende satire

Selvom armbevægelserne er gigantiske i ’Mountainhead’, er det en forholdsvis intim affære.

På nær et par enkelte afstikkere udenfor, foregår hele filmen inde i Hugos store nye bjergbetonfæstning, og der er mere eller mindre kun fire skuespillere med, som skal levere alle replikkerne.

Det gør de til gengæld også med overbevisende schwung, så sarkasmen driver fra skærmen.

Cory Michael Smith er lige dele urovækkende og patetisk som den storskrydende alfa-tech-bro, der ikke er vant til, at nogen siger nej til ham. Steve Carell er som altid er eminent og tapper ind i den samme smålige bedrevidenhed, han til tider brugte ved den uduelige boss Michael Scott i ’The Office’.

Forskellen er bare, at man aldrig var i tvivl om, at Michael var i besiddelse af et godt hjerte og bare ville være elsket. Randall er en kynisk og brutal overlever, som ikke har tænkt sig at holde igen fra at gøre hvad som helst, der kan sikre hans overlevelse.

Jason Schwartzman er en mester udi at levere bidske replikker, samtidig med at han fint og subtilt viser Soups underlegenhed i forhold til de andre. Ramy Youssefs normalt meget likeable væsen får her en snedig selvisk kant. Resultatet er, at selvom man egentlig gerne vil holde med Jeff, er der noget udefinerbart uldent ved ham, så man ikke helt holder med ham. Og det er, selvom han udadtil er den mest samvittighedsfulde af de fire.

På den måde bliver det også tydeligt, at Jesse Armstrong fortsætter sin udforskning af grådige mennesker, og hvad de er villige til at gøre for at opnå deres mål.

’Mountainhead’ er en veloplagt spiddende satire, der bliver båret af et virkelig godt manuskript og fremragende, dragende skuespilpræstationer. Hvis man skal tro Jesses Armstrongs dystopiske billede af vores samtid, er vi på vej lige ned i afgrunden med lynets hast.

Fingrene er krydsede for, at det ikke går helt så galt, og indtil da kan man få sit onde klukgrin på med verdens værste rigmænd i ’Mountainhead’.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: