Anmeldelse: Superheltefilmen ’Madame Web’ er frustrerende ligegyldig

”Vi strejfere må holde sammen,” siger ambulanceredderen Cassie Web (Dakota Johnson) på et tidspunkt til sin kat hjemme i lejligheden.

Hun har været alene, siden moren Constance (Kerry Bishé) døde under fødslen tilbage i 1973. Hvad Cassie ikke ved er, at moren blev skudt af slynglen Ezekiel Sims (Tahar Rahim), som var ude efter en sjælden edderkop, hvis gift giver én ekstraordinære kræfter, fysisk og mentalt.

Cassie ved heller ikke, at det hemmelighedsfulde folk ’Las Arañas’ forsøgte at redde hende og moren ved at lade en af de magtfulde edderkopper bide Constance.

Nu 30 år senere i New York, trigger en nærdødsoplevelse nogle evner i Cassie. Hun begynder at få syner om fremtiden, både nær og fjern. Hun kan dog ikke umiddelbart hitte ud af, hvordan det hele hænger sammen og er meget modstræbende mod at komme nærmere end forklaring.

Andetsteds i byen vågner Ezekiel igen af at mareridt. Det er det samme hver nat. Tre Spider-Women konfronterer ham med hans skurkagtige handlinger og undervejs i kampen falder han ud ad et vindue og styrter i døden. Derfor sætter han – en skrap hacker (Zosia Mamet) med stjålen ansigtsteknologi fra NSA, der er meget avanceret for 2003 – alt ind på at finde frem til de tre.

Da Cassie en dag indfinder sig på samme tog som Julia (Sydney Sweeney), Mattie (Celeste O’Connor) og Anya (Isabela Merced), får hun et syn, hvor hun ser Ezekiel dræbe de tre teenagere. Da de endnu ikke har fået deres superkræfter, er det modvilligt op til Cassie at sørge for deres sikkerhed. Noget, enspænderen bestemt ikke finder nemt, og som superheltefilmen Madame Web heller ikke formår at få forløst ordentligt.

Edderkop uden bid i

Filmen hører ikke til ovre i det store MCU-univers, men er i stedet en del af Sonys ’Spider’-univers, da selskabet sidder med rettighederne til edderkoppemanden og en lang række karakterer fra hans bagkatalog. Kort forklaring: Marvel solgte ud af deres karakterer i 1990'erne, da de var ved at gå konkurs.

Præcis som Venom-filmene og den rædderlige Morbius også hører hjemme hos Sony. Kvalitetsmæssigt befinder Madame Web sig midt imellem. Ikke lige så forfærdelig som Jared Letos vampyrfilm, men milevidt fra de vidunderlige underholdende højder i Venom: Let There Be Carnage, hvor Tom Hardy og instruktør Andy Serkis virkelig fik fat i essensen af, hvad der gør den karakter interessant.

I den aktuelle film, er det ikke tydeligt, hvad vi skal bruge det, vi ser på lærredet til. Måske er det ikke så underligt, da manuskriptduoen bag førnævnte Morbius, Matt Sazama og Burk Sharpless, også er idémænd til Madame Web, hvorefter instruktør S.J. Clarkson og Claire Parker har givet den et gennemskriv.

Det ændrer dog ikke ved, at Madame Web i vid udstrækning fremstår som et udvidet pilotafsnit til en serie fremfor en vedkommende biograffilm.

Skurken Ezekiel Sims virker på et intet tidspunkt rigtig farlig, og han lider desværre af det bad guy-syndrom, hvor vedkommende konsekvent siger præcis, hvad de har tænkt sig at gøre. Gud nåde og trøste sig, at publikum skulle være i tvivl om, hvorvidt han er ond eller bare havde den mindste smule form for personlighedstræk, som gjorde hans motiver interessante. Men nej, det sker ikke.

Hovedrystende ligegyldig

Sonys PR-maskine har gjort meget ud af at forsøge at få verden med på, at Madame Web er en thriller. Det er ikke til at sige, hvilke thrillers de har set, men superheltefilmen er langt fra det.

Så er det snarere action med en snert af drama, som på ingen måde har den tiltænkte emotionelle punch, man åbenbart skal få ud af det. S.J. Clarkson har tidligere været involveret i Netflix’ Marvel-serie Jessica Jones, der netop formåede at balancere thriller-elementer – David Tennants modbydelige skurk Killgrave er uden sammenligning den ondeste og samtidig en af de mest fængende, der endnu er blevet transformeret fra tegneserie til serie/film – med superhelte-genren, endda på en måde, så det blev jordnært.

Hvad det præcis er for en tone, Madame Web tilstræber og rent faktisk leverer, er ikke helt til at blive klog på. Vi er lidt over det hele blandt de allerede nævnte genrer, uden at nogen af dem rigtig brager igennem.

Skylden falder tilbage på manuskriptet, hvor replikkerne er lange og kluntede, skurken sjældent set mere forglemmelig og plottet meget langsommeligt. Det er ganske vist en origin-historie, og de er som bekendt ofte noget træge i det, men alligevel er der en følelse af ligegyldighed omkring Madame Web, som ikke er set siden, ja Morbius.

Med valget af de kvindelige skuespillere er der ingen tvivl om, at det her skal være startskuddet til mange flere film med minimum én af dem. Spørgsmålet er, om det sker?

Skuespillerne gør det fint. Man ser tydeligt i glimt, hvad alle kan, når manuskriptets idioti ikke trækker dem ned i dynget. Johnson har slut-90'er/start-00'er-ironien perfekt indkapslet, og trioen bestående af Sweeney, O’Connor og Merced har god pingpong sammen i de scener, hvor det bare er dem. Tahar Rahim, der var en isende fornøjelse i Netflix-serien The Serpent, får ikke helt så meget at arbejde med og fungerer pudsigt nok bedst, når han ikke skal sige noget.

Adam Scott som (onkel) Ben Parker og Emma Roberts som Mary Parker er som altid gode, men hvad deres karakterer helt nøjagtig skal bidrage til filmen med, bliver aldrig rigtig besvaret. Det stinker lidt af fan-service, hvor man laver Spider-Man-referencer uden rigtig at gøre det.

Men det værste ved Madame Web er nok, at den som helhed ikke er decideret dårlig. Den er bare ligegyldig, og dét er det værste, en film kan være.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: