
Anmeldelse: Vittighederne falder til jorden på stribe i actionkomedien 'Deep Cover'

Deep Cover
Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 12. juni 2025
Genre: Action, komedie
Instruktør: Tom Kingsley
Manuskriptforfatter: Colin Trevorrow & Derek Connolly, Ben Ashenden & Alexander Owen
Medvirkende: Bryce Dallas Howard, Orlando Bloom, Nick Mohammed, Sean Bean, Paddy Considine, Sonoya Mizuno, Ian McShane
Land: England
Spilletid: 1 time og 40 minutter
”Ja, og?”
Det er de to ord, der udgør rygraden i actionkomedien ’Deep Cover’. Bryce Dallas Howard (’Jurassic World’, ’The Help’, ’Manderlay’) spiller Kat, der underviser i improvisationskomik. Det vil sige, når man som skuespiller/komiker uden forberedelse skal gå med på, hvad end udfordring eller scenarie, som publikum eller ens medspiller finder på.
Kort sagt, på med ja-hatten og så ellers derudaf. En af de metoder, man kan anvende, er ”Ja, og?”, hvor man bekræfter det, som ens medspiller siger, og giver dem mulighed for at bygge videre.
Det er dét, som Kat underviser den usikre Hugh (Nick Mohammed) og den ambitiøse, men knapt så berømte skuespiller Marlon (Orlando Bloom) i.

Hun bliver kontaktet af politimanden Billings (Sean Bean), der vil have hendes hjælp med en undercover-operation. Hun vælger Hugh og Marlon til at hjælpe sig, og der går ikke lang tid, før den umage trio er derude, hvor de på ingen måde kan bunde.
Alligevel får de hustlet sig gennem det ene dødsensfarlige scenarie efter det andet. Endda så effektivt, at deres falske personaer begynder at få et ry i underverden, og snart står de ansigt til ansigt med hensynsløse folk som underbossen Fly (Paddy Considine), hans håndlanger Shosh (Sonoya Mizuno) og gangsterchefen Metcalfe (Ian McShane).

Umiddelbart burde ’Deep Cover’ være en veloplagt og underholdende knaldperle af en actionkomedie, men vittighederne falder desværre mere end en gang til jorden med et halvsløvt bump.
Imponerende impro-komikere
Man er allerede lidt skeptisk fra begyndelsen.
Historien lyder som noget fra en 80'er-film med Eddie Murphy i hans velmagtsdage. Nick Mohammed er ganske vist en ret ferm komiker, der også forstår at spille til den dramatiske side, som vi allerede har set i ’Ted Lasso’, men en larger than life-personlighed som førnævnte er han ikke.
Og det er måske meget godt, når man tænker på, hvordan diverse standupkomikeres projekter ofte falder mere til bunds end stiger til himmels.

Skuespillet er egentlig okay. Ingen falder igennem, og Orlando Bloom stjæler flot samtlige scener, han er med i. Han giver den fuld gas som en skuespiller, der så gerne vil tages seriøst, at han finder på de vildeste baggrundshistorier til sine figurer, og som ofte involverer en eller anden form for voldelig og tragisk begivenhed, som han selvfølgelig forklarer til alt og alle.

Anmeldelse: ’The Better Sister’ er en virkelig velfortalt krimiserie
Bryce Dallas Howard er ligeledes et stærkt anker i ’Deep Cover’, hvor hun har den utaknemmelige opgave at være den mest seriøse del af trioen i front. En ofte træls mission i en film, hvor birollerne altid løber med al opmærksomheden, men skuespilleren har den slags scenetilstedeværelse og tyngde, som giver en høj grad af troværdighed til alt, hvad hun siger og gør.
Problemet med ’Deep Cover’ ligger derfor ikke hos skuespillerne, men i det materiale de har at arbejde med.

For mange kokke
Fire manuskriptforfattere er et noget odiøst syn nu om dage, og her er de grupperet i par af 2x2.
Men fordi 'Deep Cover’ stikker i så mange forskellige retninger, får man en fornemmelse af, at der har været for mange kokke om en temmelig uimponerende ret. Hvad der måske engang har været en meget klar vision, er efter diverse bearbejdninger endt som en pudseløjerlig omgang bland-selv-slik af action og komedie.

Anmeldelse: Tom Hardy leverer smæk for springskallerne i Netflix-filmen ’Havoc’
Inspirationen fra Guy Ritchie og Edgar Wright er ikke til at tage fejl af, men instruktør Tom Kingsley har ikke helt samme tæft som de to britiske veteraner.
Og der er måske dér, at årsagen til mislyden i ’Deep Cover’ skal findes.

Den føles nemlig som enten en Ritchie-gangsterkomedie eller en skør Edgar Wright/Simon Pegg/Nick Frost-film fra midt-00'erne uden at være hverken det ene eller det andet. Derfor ender ’Deep Cover’ som en pastiche af noget velkendt, uden at den har den nødvendige slagkraftige pondus, som en original kræver.
Det værste er måske, at ’Deep Cover’ hverken lykkes med sit forehavende eller er mindeværdig fejlslagen. Den er legemliggørelsen af middelmådighed, hvor underholdningsskalaen tipper til den uimponerede side.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:


















