Anmeldelse: 'You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah' snubler undervejs, men når over målstregen

Hvad er hårdest: At have et par handsker fyldt med ildmyrer eller at være en pige i syvende klasse? Stacy Friedman (Sunny Sandler) er sikker på, at det er det sidstnævnte. I Stacys tilfælde er det dog mest hårdt, fordi hun ikke får alt, hun vil have, når hun vil have det.

Hun står overfor sin bat mitzvah, det jødiske ritual, hvor man træder ind i de voksnes rækker. Det vigtigste er dog bat mitzvah-festen. Den må og skal være den mest kodyle fest nogensinde, hvor skolens prettyboy Andy Goldfarb (Dylan Hoffmann) skal erklære sin kærlighed og give hende et kys. Det er i hvert fald forhåbningen, som Stacy tit fortæller om til sin bedste veninde fra barnsben, Lydia Katz (Samantha Lorraine).

Man skulle tro, de ikke kunne skilles ad, men en uheldig hændelse, som involverer en tampon, driver venskabet ud på et sidespor og kulminerer med, at Lydia og Andy kysser. Det er rent forræderi, og Lydia er SÅ meget ikke inviteret til Stacys bat mitzvah længere.

Filmen lægger op til en morsom udforskning af en piges vej til at blive kvinde. Den slipper afsted med det, men det er ikke uden bump på vejen.

Et irriterende barn

En af de største piller at sluge i filmen med den lange titel er, at Stacy Friedman er et forfærdeligt menneske. Hun er ligeglad med sit ophav og dets traditioner, hun føler sig berettiget til en hulens masse ting, og hun gider ikke at arbejde for noget. En del af det kan undskyldes med, at hun går i syvende klasse. De fleste, der kan huske sig selv i den alder ved, at man ikke altid er lige nem at have med at gøre. Det giver noget autenticitet, men det er ikke uden konsekvenser.

De fleste vil hurtigt indse, at filmen handler om, at Stacy skal lære at blive voksen med ansvar overfor sig selv og andre. Det gør de fleste coming-of-age-film i en eller anden forstand. Som regel er der bare lidt mere godhed i karaktererne, vi følger, eller deres udfordringer er lidt større end venner og familie, som elsker dem.

En fotograf har fundet zoomknappen

En form for filmisk dovenskab fremkommer i musikvalget og frekvensen af musik. Stort set hvert følelsesmæssigt anslag i filmen skal drives hjem ved hjælp af en moderne popsang, bare lige så du ved, hvordan du skal føle.

Det eneste, der forekommer hyppigere end det nye hotte track fra (indsæt musiker, som 14-årige lytter til her) er, at kameraet zoomer ind på alt og alle. Komisk effekt, dramatisk effekt, chokeffekt eller bare fordi.

Nepo babies i sin reneste form

Hvis der er noget, Adam Sandler er kendt for, er det at hive sine venner ind i sine projekter - i hvert fald dem, der er produceret af hans produktionsselskab, Happy Madison. Du vil som regel finde Kevin James, Roy Schneider og David Spade i større eller mindre roller. Familien har også tidligere været med i beskedne cameos, men her træder de i front. Den ene datter har fået den altdominerende hovedrolle, og den anden datter og konen har fået mindre biroller.

Det er altid en risiko, man tager, når man presser folk, man kender, ind i film, men i dette tilfælde virker det faktisk … for det meste. Sunny Sandler spiller overordnet set rollen godt. Det er ikke alle replikker, der leveres lige skarpt, og helt op at ringe kommer vi ikke.

Samantha Lorraine spiller Lydia med større overbevisning og er et af de små lyspunkter i filmen. Stort set alle andre falder i baggrunden, hvilket er ærgerligt, når man har fået folk som Idina Menzel til at medvirke for så give hende stort set intet at lave. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Adam Sandler er også mere tilbageholden og råber kun i en enkelt scene.

Den kommer over målstregen

You Are So Not Invited to My Bat Mitzvah føles på samme tid forhastet og for langsom, og det er på trods af, at den kun varer lidt over halvanden time. En masse scener varer lige en tand for længe, så der lige kan presses en joke mere ind, og jokes i slutningen af en scene fungerer sjældent i denne film. Lattermusklen blev dog kildet i tilstrækkelig grad til, at den ender med at gøre, hvad en komedie skal.

Den fanger det virvar af følelser, som strømmer gennem en i den alder, og derfor er det ærgerligt, at filmen ikke er sat sammen til at bruge det element på bedste vis.

Historien kender vi ud og ind fra andre film - det handler ikke om destinationen, men om rejsen. Desværre er der en del huller på vejen, som dog aldrig gør vejen så ujævn, at man ikke kommer i mål.