Anmeldelse: Tårerne får frit løb i de første 25 minutter af Netflix-filmen ’Rez Ball’

Det er ikke nemt at se, hvad der sker i en film, når man sidder med tårer i øjnene nonstop de første 25 minutter. Sådan er det med Rez Ball.

Hvorfor en voksen mand sidder og småtuder til en film om et high school-basketballhold og deres vej mod et eventuelt mesterskab skal forklares med den dramatiske del af sportsdrama-genren.

Rez Ball starter egentlig meget konventionelt.

Chuska Warriors er byens stolthed, og drømmen om et delstatsmesterskab er knyttet op på duoen Jimmy (Kauchani Bratt) og Nataanii (Kusem Goodwind). Sidstnævnte er med kombinationen af god størrelse og fremragende evner med en bold holdets store stjerne.

Verden ligger for deres fødder, klar til at blive erobret.

Indtil Nataanii begår selvmord.

Sorgen over året forinden at have mistet både sin mor og lillesøster i en ulykke er en af de medvirkende årsager, men næppe hele grunden. En af de hyppigste dødsårsager blandt indfødte amerikanere er tragisk nok selvmord.

Netop det emne var også et af emnerne i den fantastiske komedieserie Reservation Dogs, hvor en gruppe unge forsøgte at håndtere deres vens selvmord et år tidligere. Serien var skabt af Sterlin Harjo, der også er medforfatter til Rez Ball sammen med instruktør Sydney Freeland.

De to formår af tage den klassiske sportsdrama-formel og tilføje den tilstrækkeligt med indfødte amerikanske skikke, problematikker, kærlighed og ærlighed omkring kulturen, så filmen hæver sig over den gennemsnitlige sportsfilm.

Komediedrama i særklasse

Når Rez Ball er bedst, er den et af den slags komediedramaer, man altid kan vende tilbage til.

Komikken veksler mellem smittende glæde og skarp satire. De to faste kommentatorer til holdets kampe kommer med den ene guldklump efter den anden. Da et andet hold begynder at spille samme spillestil som Chuska, falder der en perfekt kommentar, om det ikke er en form for kulturel appropriation.

Varmen kommer fra sammenholdet. De inspirerende snakke eller øjeblikke, hvor holdet løfter sig, eller personerne gennemgår et svært øjeblik, de kommer styrkede ud af, er til stede i overflod.

Holdets træner, og et af filmens andre fokuspunkter, Heather Hobbs (Jessica Matten), er en tidligere WNBA-stjerne, som er vendt tilbage til barndomsbyen efter karrierens afslutning. Som det bliver sagt på et tidspunkt, er der langt fra L.A. til Chuska, og det bliver hurtigt klart, at jobbet kun er midlertidigt, hvis det står til hende.

Hun har formået at komme væk derfra en gang og har ikke tænkt sig at blive der. Hendes gamle holdkammerat fra high school-tiden, Gloria (Julia Jones), kom ikke væk. I stedet kæmper hun nu med en småalkoholisk tilværelse og kan ikke tage sig sammen til noget – endsige være mor for sønnen Jimmy.

De to symboliserer groft sagt de to veje, som Jimmy kan vælge mellem i livet: Han kan enten forsøge at blive til noget, eller han kan ende i en af de negative statistikker, der klæber til de indfødte amerikanere.

At det nok skal gå, er man dog aldrig helt i tvivl om.

Rez Ball har en positiv kerne og gåpåmod. Der er masser af udfordringer, men filmens DNA er så fyldt med fighterånd, at alt andet end sejr – for både holdet og personerne – virker som en umulighed.

Lige i hjertekulen

Filmen er den hjertevarme feelgood-fortælling med kant, der er perfekt her i den kolde tid.

Skuespillet er fremragende, ikke mindst med tanke på, at de unge skuespillere på basketballholdet primært er talenter med ingen eller max to titler på CV’et, inklusiv Rez Ball.

Kauchani Bratt er et fyrtårn i hovedrollen. Han udviser lovende takter for fremtiden, hvis han vælger at blive i skuespilgerningen. Her er han flankeret af mere rutinerede kræfter som Matten, Jones og powerhouse Amber Midthunder, men han blegner eller falder aldrig igennem.

Selv om Rez Ball er inspireret af Michael Powells bog Canyon Dreams: A Basketball Season on the Navajo Nation og dertilhørende artikler om et indfødt amerikansk basketballhold, læner filmen sig i høj grad også op ad Sydney Freelands egen opvækst i et Navajo-reservat, hvor hun også selv har spillet basketball.

Harjos allerede velkendte skarpe pen, når det handler om at italesætte teenageres indre liv og hverdag, fornægter sig ikke. De småbeske kommentarer, når der er uenighed, den interne slang og diskursen om de voksne, som føles uendeligt langt væk, er vintage Reservation Dogs.

Forankringen i sportsdrama-genren er dog også med til at adskille filmen fra Harjos serie. Der er hele tiden et konkret mål, som Rez Ball arbejder sig vej henimod: delstatsmesterskabet.

Kampene har god intensitet, om end der til tider bliver skøjtet lige hurtigt nok henover nogle. Modstanderholdet over dem, Santa Fe Catholic, bliver skildret som et rigtig godt hold, ledet af superstjernen Mason Troy (Sam Griesel). Et fysisk monster, der er stor som en lade og kan skyde 3’er hele dagen uden at blive træt.

En fin modstander, uden at han eller resten af holdet bliver sat op som nogle ondsindede skurke. Det er ikke den slags film.

Rez Ball er det gode sportsdrama, hvor den indfødte amerikanske kultur, her Navajo, bliver inkorporeret, og de seriøse udfordringer, som folket står overfor, bliver sobert og flot behandlet.

Det kræver viljestyrke hos den enkelte at komme videre i livet. Men det er unægteligt nemmere, når du har mennesker omkring dig til at støtte dig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: