Anmeldelse: Pilou Asbæk er en rablende skør fornøjelse i ’Salem’s Lot’

Salem’s Lot har haft lidt af en omtumlet tilværelse.

Oprindeligt skulle filmen have været i biografen i 2022, men Covid forsinkede postproduktionen. Derefter var den sat til foråret 2023, men også det gik i vasken. Siden da har filmen levet en limbotilværelse, hvor alle nok godt vidste, at den ville lande på streaming på et tidspunkt.

Nu sker det så endelig, at filmversionen af Stephen Kings roman nummer to fra 1975 får lov til at komme ud i verden. Med en blanding af biografvisninger i udlandet og Max herhjemme er det ganske tydeligt, at beslutningstagerne ikke har anset Salem’s Lot som et mesterværk. For sådan behandler man ikke værker, man har tiltro til.

Det er både rigtigt og forkert.

Rigtigt, fordi det er en film, som på igen måde har den særlige biografkvalitet, der berettiger den til en tur på det store lærred. Men også forkert, fordi filmen ikke er så dårlig, som man umiddelbart skulle tro ud fra den stedmoderlige behandling, den har fået.

Præmissen er simpel.

Forfatteren Ben Mears (Lewis Pullman) vender tilbage til barndomsbyen Jerusalem’s Lot for at samle inspiration til sin næste roman. Snart begynder der at ske en masse mystiske dødsfald. For publikum er de ikke så mystiske, for vi får med det samme at vide, at en vampyr har slået sig ned i byen.

En efter en bliver beboerne forvandlet, og så er det op til en lille skare at bekæmpe blodsugerne.

Stærke børn og en vanvittig dansker

Starten på Salem’s Lot er klart filmens stærkeste del.

Miljøet og personerne skildres fint. Jerusalem’s Lot fremstår som en hvilken som helst anden lille idyllisk amerikansk by, hvor man bager æbletærter og ikke låser døren. Bagsiden, som der altid er i Kings historier, bliver i denne omgang blot vist i form af en mobber på skolen.

Med tanke på, at det er It-manuskriptforfatteren Gary Dauberman, som både har skrevet og instrueret Salem’s Lot, kommer det måske ikke som den helt store overraskelse.

Den unge afroamerikanske dreng Mark Petrie (Jordan Preston Carter) er en klassisk Stephen King-arketype. Modig, selv om han står overfor modstand og egentlig burde være bange og klar til at bekæmpe ondskaben i hvad end form, den manifesterer sig.

I Salem’s Lot er det langt hen ad vejen i skikkelse af vampyrens håndlanger, Richard Straker, spillet af Pilou Asbæk.

Den danske skuespiller leverer en excentrisk skurkepræstation, som han altid excellerer i. Isnende ubehagelige smil, der næsten føles, som om de kommer fra en følelsesforladt person.

I en verden af stille og rolige efterårsfarver, er Asbæk den blodrøde farve, der løber gennem byen og skaber angst hos alle indbyggerne.

Skuespillerne gør det i det hele taget ganske glimrende. Lewis Pullman har den utaknemmelige opgave at være den stille og rolige forfatter, som ikke er den mest frembrusende, hvorimod de fleste biroller har langt større udfoldelsesmuligheder.

Der er taget nogle friheder i forhold til Stephen Kings bogforlæg.

Slutningen er ændret, og fordi filmen kun skal vare de knap to timer, er der også røget en god portion karakterudvikling og snigende uhygge.

Således er filmens sidste tredjedel ren actiongys, hvor mennesker bliver dræbt og vampyrer brændt til støv. I forhold til Kings signaturhorror, som kryber ind under huden, indtil det bliver ulideligt, er der anderledes tjubang over den i denne udgave af Salem’s Lot.

Mangler mesterens touch

Man er nødt til at give Gary Dauberman og holdet kredit for ikke at holde tilbage i de scener, hvor børn bliver de blodsugende væsner.

Det er ret creepy, når Mark får besøg af en af vennerne, som bare gerne vil suge hans blod nu. Det er tilpas eksplicit og med det rette bid til, at det gør indtryk.

Derfor er det så meget desto mere ærgerligt, at slutningen halter.

Egentlig er det meget symptomatisk for de fleste King-adaptationer. Forfatteren har så mange detaljer med og en nænsom karakterudvikling, at når materialet skal kortes ned til serie- og filmformater, ryger noget af historiens sjæl.

Det er meget sigende, at den mest succesfulde adaptation af et Stephen King-værk er Stanley Kubricks Ondskabens hotel, hvor instruktøren lavede meget om i forhold til forlægget.

Man kan sige, hvad man vil om It-filmene. De falder bestemt ikke i alles smag, men de har langt hen ad vejen nogle af de kendetegn, man forbinder med forfatteren.

Mike Flanagan, som står bag flere King-adaptationer, er nok den person, som bedst indfanger den klassiske King-stemning i sine værker. Netflix-serien Midnight Mass er måske den mest Stephen King-agtige serie i nyere tid, uden at den har noget som helst med gysermesteren at gøre, og den kan med lidt god vilje ses som en yderst vellykket version af Salem’s Lot.

Gary Daubermans version er hverken miserabelt mislykket eller når magiske højder. Filmens start er klart den stærkeste, men som tiden går, begynder handlingen at blive forjaget og karakterernes udvikling ditto.

En fin begyndelse og gode skuespilpræstationer med især Pilou Asbæk som en rablende skør fornøjelse gør, at Salem’s Lot lige akkurat undgår at dø af blodmangel.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: