Anmeldelse: Sjældent har en efterfølger været så overflødig som ‘Vaiana 2’
Vaiana 2
Premieredato: 28. november 2024 i biograferne
Genre: Animation
Instruktører: David Derrick Jr., Jason Hand, Dana Ledoux Miller
Medvirkende: Auli’i Cravalho, Dwayne Johnson, Rachel House, Alan Tudyk, Nicole Scherzinger, Rose Matafeo, Temuera Morrison
Land: USA
Spilletid: 1 time og 40 minutter
Da vi i 2016 tog afsked med høvdingedatteren Vaiana, havde hun i samarbejde med den kække og selvfede halvgud Maui netop besejret det onde monster Te Kã, der viste at være den smukke gudinde Te Fiti.
Det var en medrivende dannelsesrejse, hvor Vaiana ikke bare reddede sit folk, men også fandt sig selv. Og selvom filmen måske ikke er Disneys bedste animationsfilm, er den afgjort blandt de smukkeste.
Nu er Vaiana blevet voksen og leder af sit folk. Og ligesom vi husker hende fra den første film, er hun drevet af en enorm nysgerrighed på livet, mennesker og ikke mindst havet omkring hende. Men hun kan ikke forstå, at hendes folk aldrig har haft kontakt med andre af Stillehavets folk.
En dag får hun et kald fra sine forfædre om, at hun skal rejse til øen Motufeto, der er blevet forbandet af stormguden Nalo. Motufeto var for længe siden kendt for at være den ø, der bandt ø-folkene sammen.
Vaiana drager afsted for at ophæve forbandelsen. Med på rejsen har hun den punkede Loto, farmeren Kele og Mauis største fan Moni – men de gør nu ikke meget væsen af sig.
Visuelt overforbrug og for mange sange
Det er ikke den mest sindsoprivende eller originale præmis, og sammenlignet med den første film er der mange elementer af historiens fremdrift, der virker som genbrug. Og det er langt fra lige så interessant anden gang, for Vaianas indre rejse efter at finde sig selv og sin tro har vi oplevet.
Men så er det jo godt, at Vaiana 2 har andet at byde på. Nemlig dens overdådige animation, der bruges til at give Stillehavet og dets øer liv gennem en ubeskrivelig flot og detaljerig gengivelse. Og det er nærmest umuligt at fjerne øjnene fra lærredet, når vi introduceres for det ene fortryllende havvæsen efter det andet
Desværre er der ofte tale om et decideret overforbrug af spektakulære visuelle greb, der til tider giver en noget rodet oplevelse. Det er, som om man har været mere opsat på at lave noget visuelt mageløst end at tænke på, om det gavner historien.
For selvom der er gode ting at sige om Vaianas rejse, der både er medrivende og rørende, er fokus ofte alle andre steder end på fortællingen.
Samme problem har filmen, når det kommer til de utallige sange, der er skrevet af Abigail Barlow og Emily Bear. Isoleret set er der ikke noget negativt at sige om deres arbejde. Og når sangene er bedst, er der tale om ægte Disney-magi.
Men når de dukker op i tide og utide, nogle gange med få minutters mellemrum, bliver det for meget og ødelægger fortællingens flow.
En overflødig efterfølger
Vaiana 2 er en fin film, og de gamle karakterer som Maui, den mildt sagt smådumme hane Heihei og grisen Pua er med til at gøre gensynet glædeligt. Men her er også tale om genbrug af komiske indslag, der ganske enkelt ikke har substans nok til at være sjov gennem endnu en film.
Heller ikke det hold, Vaiana samler til sin rejse, gør meget godt for filmen. De er alle for endimensionelle stereotyper, hvis primære hensigt er at skabe komiske situationer. Det lykkes ganske vist, men hvis hverken Vaiana eller hendes venner fra forrige film har mere at byde på, når det kommer til karakterudvikling, ville det have været befriende, hvis de nye bekendtskaber kunne råde bod på det. Men nej.
Anmeldelse: ‘Wicked’ er en farverig og dybt underholdende musical
Filmens tre instruktører er alle relativt ukendte i Disney-regi, og som instruktør er Vaiana 2 deres fælles debut. Det kan man godt fornemme, og det gamle udtryk om “for mange kokke” passer perfekt her. Der mangler i hvert fald en rød tråd, både når det kommer til fortællingen, de visuelle effekter og brugen af sange.
I stedet har de skabt en middelmådig film, der er en underholdende og til tider vild rutchebanetur, mens man sidder i salen. Men dykker man ned under overfladen på haveventyret, er der ikke meget dybde at komme efter. Det gør desværre Vaiana 2 til en noget overflødig efterfølger, der meget vel kan være glemt, når rulleteksterne er slut.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: