Anmeldelse: ‘Bastion 36’ er en rå og intens skildring af Frankrigs bandekriminalitet

Noget af det, der ofte gør politiets efterforskning af bandekriminalitet til en interessant fortælling, er den hensynsløse brutalitet, der tit er forbundet med det.

De kriminelle er ligeglade med, om betjente bliver dræbt, og at de måske har familier derhjemme. Og bandmedlemmernes kynisme bliver gengældt af de involverede betjente, der ofte tager uautoriserede midler i brug for at komme banderne til livs.

Og så er der selvfølgelig masser af korruption, dirty cops og ofte et råt visuelt udtryk, der gør det hele realistisk at overvære.

Selvom den nye franske Netflix-serie ’Bastion 36’, kan sætte flueben ved alt det ovenstående, er det desværre kun enkelte elementer, den kommer i mål med.

Kommer stærkt fra start

Filmen starter lige på og hårdt. Den franske politistyrke BRI (Brigade mod bandekriminalitet) er på en aktion, og de har deres mål i sigte: en mand ved navn Karim Mohammed. De følger nøje hans færden, og det lader til, at de for alt i verden ikke må slippe ham af syne.

Det leder til et af de vigtige elementer i en film som denne: et visuelt udtryk, der giver fortællingen autenticitet og troværdighed. Det får vi via en filmisk veludført bil/motorcykeljagt, der ikke bærer præg af CGI-overforbrug og samtidig er klippet på en måde, der skaber en god intensitet og dermed slår filmens tone fornuftigt an.

Desværre er der ikke helt sammenhæng mellem det rå og realistiske udtryk, og den handling, der udspiller sig. For da det endelig lykkes for det unge BRI-medlem, Antoine, at stoppe Karim og holde ham hen med sin pistol rettet mod hans ansigt, regner man med, at denne mission er overstået og vellykket.

Så hvorfor Antoine helt umotiveret vælger at lade Karim gå, giver ganske enkelt ingen mening. Den forklaring vi får senere er lidt for letkøbt.

Troværdigheden halter

Udover at være en teknisk gennemført film har ‘Bastion 36’ også en kompleks hovedkarakter, som vi løbende lærer bedre at kende. Vi får hurtigt fortalt, at Antoine dyrker ulovlig streetfighting som følge af en voldelig far. Han lover dog sin kæreste og kollega Hanna, at næste kamp bliver hans sidste.

Hans chef opdager de ulovlige kampe, og som hun siger – og alle burde vide - så strider den slags mod politiets etiske regler. Det må siges at være en underdrivelse, der desværre giver historien et troværdighedsproblem. For i stedet for at blive suspenderet, bliver Antoine blot flyttet til en afdeling i Bobigny, der er en provinsby uden for Paris.

Hvis det er fordi, fransk politi er så underbemandet, at de ikke har mulighed for at suspendere deres betjent for en lovovertrædelse som denne, vil det være en interessant vinkel at få med.

Den fortælling udebliver, hvilket gør, at man sidder med en følelse af, at filmens underholdningsværdi vægter tungere end dens historie, der egentlig er interessant og udvikler sig til at være både brutal og spændende.

Brutal realisme

Seks måneder efter at være blevet forflyttet til provinsen, bliver to af Antoines tidligere kollegaer henrettet af en ukendt gerningsmand. Og her får vi igen filmens brutalitet og realisme at føle.

Både i henrettelsernes voldsomme natur, der i begge tilfælde er et nådesløst skud i ansigtet. Og også i det visuelle mærker vi det ved synet af de medtagne lig – der bliver generelt ikke holdt igen med skudhuller og blod.

Igen står de visuelle greb i skyggen af en fejlslået handling og et svagt karakterarbejde. Det er ganske vist både underholdende og medrivende at følge Antoines jagt på dem, der står bag drabene på de to betjente, selvom både kolleger og chefer råder ham til at stoppe jagten. Men man mangler en motivation for, hvorfor det er så vigtigt for ham. Og den burde kunne mærkes, da Antoines gode ven Richard bliver hovedmistænkt.

Men det venskab er ikke et, der bliver bygget op. Det bliver overfladisk fortalt gennem nogle afhøringer med blandt andet en prostitueret, der gentagne gange har haft kontakt med Richard. Selvom en vellykket dialog kan indeholde meget vigtig information, er det i dette tilfælde ikke nok til at give indtryk af et nært venskab mellem de to.

Heller ikke da ekskæresten dukker op og kommer ham til undsætning, bliver det rigtig rørende. Filmen har et gennemtrængende macho-drive, og det hjælper Hanna heldigvis med at nedbryde.

Hun konfronterer Antoine med hans pludselige forsvinden et halvt år forinden. Hans eneste undskyldning er angsten for at tabe ansigt overfor hende, fordi han bliver forflyttet. Her ser vi kort den sårbarhed, der ellers kun pletvist og meget overfladisk kommer til udtryk.

Det lidt for mangelfulde karakterarbejde er filmens store svaghed. Den eneste, man rigtig kommer til at kende, er Antoine. Et par interessante bikarakterer havde unægteligt gjort historien mere gribende.

Opper niveauet

‘Bastion 36’ er en god og på mange måder vellykket film, og hvis instruktør Olivier Marchal har haft til hensigt at lave en underholdende actionfilm, så lykkes han med det. Faktisk løfter han Netflix’ gennemsnitsniveau markant.

Men meget tyder på, at han også har stræbt efter noget mere realistisk i stil med Antoine Fuquas ‘Training Day’ og Romain Gavras’ ekstremt barske og virkelig vellykkede ‘Athena’. Det kommer den desværre ikke i mål med.

Filmen opper heldigvis sit niveau markant hen mod slutningen, og de personlige konsekvenser for de involverede rammer seerne råt for usødet. Desværre gør karakterarbejdet, at den trøstesløse slutning ikke får den pondus, den har potentiale til, og det gør ikke slet så ondt i hjertet, som det burde.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: