Anmeldelse: ’Parasite’-instruktøren leverer et overdådigt gakket comeback med ’Mickey 17’

”Hvordan føles det at dø?”

Det er det mest hyppige spørgsmål i ’Parasite’-instruktøren Bong Joon-hos herligt skøre science fictionfilm ’Mickey 17’.

Robert Pattinson spiller Mickey Barnes, en ret uheldig og ikke bemærkelsesværdig gut. Altså, hvis ikke det var, fordi han havde meldt sig til et højrisikabelt job. Hver gang han dør, bliver der dagen efter udprintet en ny Mickey-krop.

Han er nemlig en af de Undværlige. Det vil sige, at Mickey enten agerer testklud for alskens eksperimenter, eller også bliver han sat til jobs/missioner, hvor chancen for overlevelse er minimal.

Det er også derfor, at vi i starten af ’Mickey 17’ møder ham, mens han ligger på bunden af en ishule. Han er faldet igennem et hul og venter nu bare på at dø. Det har han prøvet så mange gange før, at Mickey nu er på sin syttende krop.

Gennem et fyldigt flashback ser vi, at Mickey og hans ven Timo (Steven Yeun) skylder penge til en lånehaj, som elsker at se dem, der ikke kan betale, dø på blodig og bestialsk vis. Derfor melder de sig begge til en rumekspedition arrangeret af den brovtne politiker Kenneth Marshall (Mark Ruffalo). Eftersom hans karriere på Jorden ikke rigtig er blevet til noget, beslutter han sammen med konen Ylfa (Toni Collette) at kolonisere planeten Niflheim.

Uden nogen særlige kvalifikationer er der ingen anden vej for Mickey end at melde sig som Undværlig.

Det forløber egentlig også helt efter planen. Lige indtil Mickey 17 ikke dør. Da han vender tilbage til basen og sin kahyt, opdager han en fremmed i sin seng. Mickey 18 er kommet til verden, og da der er uigenkaldelig dødsstraf for såkaldt multiples af den samme person, indfinder kaos sig ret hurtigt i den galgenhumoristiske film.

Trekant med 2 x Robert Pattinson

Vi er ikke helt oppe på ’Parasite’-niveau med ’Mickey 17’, men den duellerer flot med ’Snowpiercer’ om at være Bong Joon-hos bedste engelsksprogede film.

Filmen er baseret på Edward Ashtons roman ’Mickey7’ og Joon-ho har ændret meget i forhold til forlægget. Dog på ingen måde til det værre. En del af det skyldes nogle særdeles veloplagte skuespilpræstationer.

Robert Pattinson er i storform som de mange Mickey-versioner, der fysiologisk er helt ens. Personlighedsmæssigt er der dog variationer.

Mickey 17 er meget mild, næsten enfoldig, mens Mickey 18 er en temperamentsfuld vildbasse med ikke-eksisterende impulskontrol. Skuespilleren får dermed mange tangenter at spille på, som også indbyder til skift mellem komedie og dødsens alvor.

Optakten til en trekant mellem de to Mickey’er og kæresten Nasha (Naomi Ackie) er, afhængig af beskueren, lårklaskende komisk eller legemliggørelsen af utallige fan fiction-noveller.

Som altid med Bong Joon-ho er netop det komiske og nærmest farceagtige element i fokus. En Trump-agtig karikatur som Marshall er i satirens navn skruet op til max, hvilket Mark Ruffalo sælger med stor bravur. Men da han også skal være en troværdig skurk, tilføjes der en barnlig ondsindethed og smålighed. Det gør, at vi rent faktisk frygter for, hvad han mon kan finde på.

Hvis man husker Tilda Swintons fabelagtige karikerede talsperson Mason fra ’Snowpiercer’, vil man nikke genkende til Toni Collettes Ylfa. Som sin egoistiske husbond er også hun perfekt balanceret mellem grinagtig og skræmmende. Hendes besættelse af at lave en perfekt sauce virker umiddelbart småskør, indtil det bliver skrækindjagende, hvor langt hun har tænkt sig at gå i bestræbelserne på kulinarisk succes.

Blodig satirisk samfundskritik

Effekterne er gode og overbevisende.

Den fremmede planet ser tilstrækkelig modbydelig kold ud til, at man manisk får lyst til at shoppe efter det bedste vintertøj. Især den gode lydside, hvor lyden af sne og frost, der bliver skrabet væk fra alskens overflader, giver akut gåsehud og imaginære kulderystelser.

Måske vigtigst af alt ser filmens rumvæsner ganske overbevisende ud. En stor del af plottet omhandler nemlig de særprægede skabninger, som mest af alt ligner en forvokset og behåret udgave af de mikroskopiske Bjørnedyr.

Som i Bong Joon-hos Netflix-film ’Okja’, er der et stærkt fokus på, hvordan vi behandler dyr. Det er ikke helt så brutalt som i den førnævnte film, men det skærer da lidt i hjertet, hvad nogle af ungerne bliver udsat for i ’Mickey 17’.

Det er blot noget af den samfundskritik, som den sydkoreanske instruktør og manuskriptforfatter lægger for dagen i sci-fi-filmen. Magtkorruptionen af politik, kirke og den uhellige kombination af begge får fuld gas. Især hykleriet om, at vi alle er en del af det samme fællesskab, mens nogle sidder på toppen og lader alle andre knokle, bliver skarpt belyst.

Nasha er en af Joon-hos hyppigste påpeger af uretfærdigheder, og Naomi Ackie brænder fremragende igennem. Skuespillerens evne til at gestalte indignation er imponerende god, og hun ender med at være filmens MVP.

’Mickey 17’ er en god tilbagekomst til biografen for Bong Joon-ho og cementerer instruktøren som en af de ypperste samfundssatirikere og -kritikere. Robert Pattinson viser endnu engang, hvorfor han er en af sin generations mest alsidige skuespillere, og Mark Ruffalo er gakket genial.

Med lige dele grin og blodigt ubehag er ’Mickey 17’ en af den slags film, du enten kommer til at elske eller hade. Herfra er det all love til den herlige sorte sci-fi-komedie.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: